NYHEDSANALYSE: Som efterløns-modtager vil den ellers både hyppigt omtalte og meget omstridte sognepræst Thorkild Grosbøll hurtigt miste offentlighedens interesse. Men hans idé om at forstå kristendommen i en moderne verden vil leve videre
Der var engang en Gud, lyder titlen på den bog, sognepræst Thorkild Grosbøll fra Taarbæk vil udgive, når han som 60-årig til marts næste år skifter præstekrave og mundkurv ud med efterlønsbevis og en pensionisttilværelse uden nogen form for skærpet gejstligt tilsyn. Men den omstridte præst, der i 2003 blev verdenskendt på at fraskrive sig troen på en skabende og opretholdende Gud, burde hellere skrive en svanesang med indledningen: Der var engang en Grosbøll.
For med beslutningen om at sige op og gå på pension ved førstkommende økonomisk rentable lejlighed har Grosbøll definitivt spillet sig mulighederne af hænde for at sætte den betydningsfulde og nyudviklende dagsorden i den danske kirkelige debat, som han vel i begyndelsen egentlig havde sat sig for. Grosbøll var i hvert fald i bogen ”En sten i skoen” både åbenmundet, direkte og fræk i sin proklamation af, at moderne kristendom måtte og skulle finde sine ben at stå på uden en traditionel tro på en personlig og almægtig Gud. ”Gud er død, og det er godt”, skrev han. Men nu falder det hele så dødt til jorden, idet Grosbøll for både støtter og modstandere fremstår som en levebrødspræst uden rygrad, der har spildt sit liv på noget, han hverken troede på eller brændte så meget for, at han ville ofre noget som helst.
Selv glæder han sig formentlig til om et halvt år at kunne tale frit, men kun en lille skare af overbærende fagfolk vil til den tid lytte til ham, når der ikke samtidig er nogen elementer i sagen af offentlig rettergang, ministre i knibe, biskopper på nye opgaver eller stillinger, der er på vippen.
Når Grosbøll overhovedet har kunnet bevare sin stilling som præst i den danske folkekirke igennem de næsten fem år med sagen, skyldes det ene og alene den fremherskende og særligt danske udgave af en rummelig og statsbåret kulturkristendom. Med Grundtvig som ideologisk fader er det i denne opfattelse af kristendommen altafgørende, at der er plads til alle, og at kirken og størstedelen af folket hører sammen.
Fungerende kirkeminister Bertel Haarder (V) er for tiden en af de absolut ypperste fortalere for og udøvere af dette synspunkt. Og det var da også netop Haarder, som i 2005 fik aflyst alle tanker om at føre Grosbøll for en præsteret og i stedet satte ham under tilsyn hos biskop Jan Lindhardt. Forsvaret for Grosbøll lød i biskoppens redegørelse helt efter devisen om rummelighed, at ”vi skal være tilbageholdende med at dømme hinanden ude”.
Omkring 83 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, men kun cirka 60 procent siger, at de tror på en eller anden form for Gud. Var Grosbøll blev fyret, kunne både Haarder, Lindhardt og alle andre støtter af den brede og rummelige folkekirke altså frygte, at en betydelig større del af folket end de to procent, der typisk sidder på kirkebænkene om søndagen, måtte forlade folkekirken sammen med Taarbæk-præsten.
Lettet kan de så alle ånde op, nu hvor den mest omdiskuterede danske sognepræst i det 21. århundrede selv har trukket sig og dermed i praksis har lukket sig selv ude fra at præge kirkens officielle teologiske udvikling.
Men Grosbølls formodede projekt, som handler om at forstå, hvad der er tilbage af kristendommen, efter verden er blevet moderne og oplyst, vil leve videre. Det spørgsmål er og bliver et af de væsentligste teologiske emner i vor tid. For det handler om, hvordan præsten overhovedet kan sige noget på prædikestolen i dag, som både er ærligt og virkeligt, baseret på tro og samtidig troværdigt.
I sin meget omdiskuterede tale fra Regensburg om tro og fornuft var det netop det tema, pave Benedikt slog an. Bare med et helt andet format. Fremtidens grosbøller vil få større succes, også i den rummelige folkekirke, hvis de som paven forsøger at løse gåden om troens forhold til fornuften uden totalt at ligge på maven for videnskaben.
hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk