Et parti på vippen

DER SKAL NOGET nær et mirakel til at sikre Kristendemokraterne, hvis landsmøde begynder i dag, folkelig opbakning nok til at komme over spærregrænsen ved det forestående folketingsvalg. Hvis det ikke sker, går partiet formentlig sin egen opløsning imøde. Hvorfor er det gået sådan? For det første fordi de fire store gamle partier hver på deres måde historisk set har indeholdt dele af det, som i dag er Kristendemokraternes partiprogram. For det andet spiller det en rolle, at partiet bærer kristendommen i sit navn. Ethvert tilløb til det, der ligner sammenblanding af religion og politik, uagtet hvor forkert opfattelsen end måtte være, vækker danskernes mistro. Religion er med den radikale islam blevet gjort til demokratiets fjende. Derfor oplever vi også i disse år, at jo mere religion fylder i offentligheden, jo mere skeptisk bliver befolkningen, og jo mindre fylder religionen i politik.

MEN DEN TREDJE og afgørende forklaring på partiets tilbagegang er, at det har svigtet ved at være fraværende i den værdidebat, som partiet ellers altid har efterlyst. Det er en mærkesag for partiet at sætte andre værdier end de materielle og økonomiske til debat, men da værdidebatten med udgangspunkt i indvandrere og flygtninge voksede sig frem og siden blev til en bredere religionsdebat, var partiet stort set tavst og er det stadig. Det var også en af grundene til partiets tilbagegang ved valget i 2001 og en væsentlig baggrund for, at det blev stemt ud af Folketinget i 2005. Hvad mener Kristendemokraterne om den muslimske indvandring? De muslimske tørklæder? Bygningen af moskéer? Halalmad i daginstitutionerne? Kristendoms- eller religionsundervisning i skolerne? Religion i det offentlige rum? De problemer, som kristne flygtninge fra den muslimske verden står overfor? Sagerne har stået i kø, men Kristendemokra-ternes stemme har ikke domineret debatten. Dansk Folkeparti er i stedet løbet med opmærksomheden, og det har ikke været nok bare at kritisere det parti for fremmedfjendskhed eller regeringen for en manglende anstændighed i indvandrerpolitikken.

Partiets valgprogram kredser om tre emner: familiepolitik, arbejdsmarkedspolitik , herunder stress på arbejdspladsen, og miljø. Det er tre sympatiske felter, men ingen af dem er partiet alene om. Gamle mærkesager om etiske kernespørgsmål vedrørende abort, stamcelleforskning, genmanipulation, pornoficeringen af det offentlige rum, materialisme og grådighed på arbejdsmarkedet og kirkens og kristendommens plads i samfundet er knapt nævnt.

DANMARK HAR I lighed med de fleste andre europæiske lande brug for et kristendemokratisk parti med fokus på hele den etiske udfordring, det moderne samfund står over for. Men den dagsorden går partiet ikke til valg på, og derfor risikerer partiet igen – desværre – blive sendt ud i det politiske mørke. Denne gang måske for altid.

bjer