Hospitalet udspringer af kristendommen

Men hvad om sygeplejerskerne lærte lidt om det idémæssige grundlag for deres arbejdsplads? Hospitalet er en kristen opfindelse. Det første af slagsen finder vi i

Kæsarea i Lilleasien i 432 – en central del af det dengang kristne storrige med hovedstad i Konstantinopel. Senere blev kristendommen her udryddet af islam, men tanken levede videre i Europa, hvor ikke mindst klostervæsenet tog den op.

I ethvert kloster var der nogle stuer for folk, der var syge i kroppen eller i psyken eller i penge-pungen, og som man tog sig af i form af pleje og fattigforsorg. Ordet hospital er interessant, fordi det betyder gæstfri, altså et sted, hvor man tager sig af alle, der trænger, uden at se på, om man kender dem, skylder dem noget, eller har andre forpligtelser over for dem. Forpligtelsen til at pleje dem udspringer alene af nøden og trangen hos de pågældende.

Baggrunden for dette initiativ med vidtgående følger var historien om Den barmhjertige Samaritan (Lukasevangeliet kap. 10), og det er det stadigvæk. Det var ham, der uden at blinke tog sig af en såret mand, mens en præst og en tempeltjener blot så på ham i grøften og derefter gik videre. Det er derfor, man taler om den samaritanske pligt. I traditionen kalder man det også caritas.

Hospitalet er kernen i vort "sundhedsvæsen" (som altså egentlig er et sygdomsvæsen, men vi har jo tit svært ved at høre sandheden). Dets historie er lang og spændende. I begyndelsen var der kun plejere og ikke læger. Opgaven var at pleje og lindre, og sygeplejerskerne er derfor hospitalets historiske kerne. Hospitalet er lægefrit område i sine første 1400 år, hvorefter lægerne langsomt, men sikkert, trænger ind for at kunne forske og dermed skabe grundlag for egentlig behandling.

Hospitalet er nu en selvfølge i vores kultur. I enhver finanslovsforhandling slås partierne om at bevilge mest til pleje og behandling. For "det siger jo sig selv", at vi må gøre alt for at pleje, lindre og behandle. Nu er der ikke ret meget, der siger sig selv, og når man bruger denne talemåde, er det da i reglen, blot fordi man har glemt, hvem der sagde det. Og det er altså Jesus. Måske er dette mere relevant for sygeplejersker at lære noget om. Herudfra kan man også diskutere tunge begreber som etik og kald.

At kende sine rødder er ofte at kende sine opgaver. Således også her.

Jan Lindhardt er biskop

over Roskilde Stift