Sanserne sættes skakmat

Anne-Marie Vedsø Olesen skriver saftigt og sanseligt i "Gudernes tusmørke", og i det sataniske lys fra kaosguden Seth skildrer hun voldsomme seksuelle tilbøjeligheder, for ikke at tale om vilde mytologiske sammenhænge. Gudernes tusmørke handler om Seths dionysiske og destruktive kraft, og om hvordan gruppen Trismegistoen forsøger at bekæmpe ham.

I den proces graves mange omvæltende mytologiske og kristne skrifter frem, og det er i det mytologiske, at det reelle sprængstof i fortællingen ulmer. Det, Trismegistoen finder ud af om Seths tidligere inkarnationer, udfordrer nemlig enhver fast troendes skrøbelige fundament.

"Gudernes tusmørke" vælter sig i intense spændingskurver, bragende musikskildringer og sanselige scener, og Vedsø Olesen vender plottet om på forbløffende vis til sidst. Alligevel lægger romanen sig alt for fast på nogle moraliserende værdier, som dog får et vrid helt til sidst og ender med at blive til en klar morale. Mens Seth svælger i seksuelle orgier og sørger for, at vennen og dirigenten Martin Seeber får udlevet sine særlige lyster, finder Trismegistoen forbindelser mellem ægyptisk mytologi og kristne fortællinger, hvor Seth viser sig at spille en mere og mere central rolle. Et tidligere medlem af Trismegistoen, Adam, er på grund af sine seksuelle tilbøjeligheder kommet under Seths forførende vinger. Det giver yderligere stof til forræderisk drama og smerte.

Martin Seebers intense arbejde med at dirigere Wagners Parsifal-opera farver fortællingen, ligesom Seths voldsomme humørsving og pludselige indføling i menneskelivet gør det.