30. oktober 2007
Få overblik over de enkelte partiers holdning til adskillelse af kirke og stat, homoseksuelle vielser og kvindelige præster
Socialdemokraterne
Skal kirke og stat adskilles?- Kirke og stat skal som sådan ikke adskilles, men staten skal bestemme mindre, og kirkeministeriet skal ikke indgå som en del af kirkens drift. Kirken som sådan skal have mulighed for at være mere selvstyrende og selv bestemme mere.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?
- Ja, jeg har selv fremsat et lovforslag vedrørende ændring af ægteskabslovgivningen, som problematikken rettelig hører under. Ved en sådan lovændring får kirken selv mulighed for at bestemme, hvordan de vil gennemføre den.
Skal det fortsat være muligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Det er vigtigt med en rummelig folkekirke, hvor der er plads til forskellige kirkelige retninger, og at man sikrer præstens forkyndelsesfrihed, som ikke hører under deres bestemmelser, men det er op til menighedsrådet, hvilken ”slags” præst det ønsker.
De Radikale
Skal kirke og stat adskilles?- Ja, men først efter en grundig udredning af forholdet mellem kirke og stat og vedtagelse af en kirkeforfatningslov, som Grundloven jo henviser til skal ske.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Principielt ja, for kirken er folkets kirke, hvor alle skal kunne komme, og hvor vi alle sammen hører til, uanset hvem vi er, og at nogle måske bliver opfattet som ”skæve” af den ene eller anden grund.
Skal det fortsat være muligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Generelt nej. Vi har ligestilling i dette land, og det må de få mandlige præster, som er imod kvindelige kolleger, også indrette sig efter.
VenstreSkal stat og kirke adskilles?- Nej. Den nuværende ordning giver størst frihed til den enkelte borger og til frikirkerne, og det skal der ikke laves om på.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Jeg tror, det sker helt automatisk i løbet af de kommende år. Den dag, der er et flertal blandt biskopperne, der ønsker at give de homoseksuelle en kirkelig vielse, bakker jeg op om det, men lige nu ønsker jeg ikke at gå imod flertallet.
Skal det fortsat være lovligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Kirken afviser ikke kvindelige præster, men det er menighedsrådene selv, der står for ansættelsen, og så længe det kun er et fåtal, der fravælger en ansøger, fordi hun er kvinde, kan jeg leve med det.
SFSkal kirke og stat adskilles?- Ja. Kirken bør ikke styres af en kirkeminister udpeget af statsministeren, men bør have sit eget demokratiske råd.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Ja, det synes jeg helt personligt, da man ikke skal diskriminere, heller ikke i folkekirken. Men det er grundlæggende et internt anliggende i folkekirken, og vi politikere skal ikke blande os.
Skal det fortsat være muligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Så længe kirken er under staten, skal det under ingen omstændigheder være lovligt at afvise kvindelige præster. At der findes en sådan særbestemmelse, er en skamplet på dansk lovgivning.
Ny AllianceNaser Khader er kirkeordfører for partiet Ny Alliance, men han har ikke ønsket at fortælle om partiets kirkepolitik.
.
De Konservative
Skal kirke og stat adskilles?- Nej. Den jødisk-kristne tradition har formet Danmark gennem århundreder. Og forbindelsen til folkekirken er med til at sikre en bevarelse af en fælles forståelse for, hvem vi er, og hvor vi stammer fra.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Det er et internt kirkeligt anliggende, så det har jeg en mening om som medlem af folkekirken, men ikke som kirkeordfører. Partiets holdning er derfor, at det skal vi ikke blande os i fra politisk side, medmindre kirken beder os om det.
Skal det fortsat være lov-ligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Det er også et internt kirkeligt anliggende, som vi ikke skal blande os i som politikere.
EnhedslistenSkal kirke og stat adskilles?
- Ja, vi mener, at der skal være religionsfrihed og frihed til ikke at være religiøs. Og det skal staten ikke blandes ind i.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Ja. Et ægteskab har en juridisk gyldighed i forhold til staten og bør derfor foregå ved en ceremoni, som staten har ansvaret for. Hvad man så ønsker af ceremonier i religiøse forsamlinger, skal staten ikke blande sig i.
Skal det fortsat være lovligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Nej. Så længe man har en kirke, der finansieres af og har en tæt tilknytning til staten, kan vi ikke acceptere det. Men hvis folk vil lave en religiøs forening med det absurde synspunkt, at kvinder ikke kan være præster, er det deres egen sag.
KristendemokraterneSkal kirke og stat adskilles?- Båndet mellem kirke og stat ønsker jeg bevaret, selvom jeg kan godt kan se også fordele ved en adskillelse. Men den tidligere statsminister i Sverige har jo fortrudt adskillelsen.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Nej, for ægteskabet er indstiftet til at gælde mand og kvinde. Ellers skal vi jo til at skrive Bibelen om. Kirkelig velsignelse skal være op til den enkelte præsts afgørelse.
Skal det fortsat være muligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Jeg mener ikke, at man som folkekirke, understøttet af staten, skal have en dispensation, der gør det muligt at afvise kvindelige præster, som det er tilfældet i dag. Men vi må give det enkelte menighedsråd lov til at vælge den præst, de finder bedst.
Dansk FolkepartiSkal stat og kirke adskilles?- Nej. Staten og kirken har været i en langvarig forlovelse, som blev bekræftet ved Grundloven i 1849, og sådan skal det blive ved med at være. Den er simpelthen frugten af vores tradition som et kristent land med et kristent folk.
Skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse?- Homoseksuelle skal ikke have ret til kirkelige vielser, men det betyder ikke, at vi i Dansk Folkeparti har noget imod homoseksuelle.
Skal det fortsat være lovligt for kirker at afvise kvindelige præster?- Nej, og det vil slet ikke kunne lade sig gøre i den danske folkekirke set i forhold til ligestillingsloven.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad