Jeg tænker, altså er jeg

Det er blevet hot sprogmode blandt rådgivere og behandlere at sige ”jeg tænker”, når der skal udtrykkes holdning til eller fortolkning af en situation. Dette er en rigtig rådgiver-sætning: Jeg tænker, NN vil drage fordel af at skifte klasse! Det er til at få røde knopper af alt det tænkeri, der kan blive lukket ud under et møde med professionelle personer, der tænker i stedet for at mene, og som dermed indbygger en sproglig distance. Det er jo bare en tanke, ikke en forpligtende holdning.

Sådan har Anette Broberg Knudsen og datter fra Randers også mødt jeg tænker-fænomenet. Anette fortæller i en mail om et kursus, hvor en instruktør ”indledte næsten hver anden sætning med: ”Jeg tænker, at (…)” og afsluttede hver anden sætning med et meget følsomt ”(…) tænker jeg.” Ja, jeg tror sågar, det lykkedes hende at kombinere de to: ”Jeg tænker, at...(et eller andet udsagn) …, tænker jeg.”

Så vidt Anette og datter, der er enige om, at der må være afsmitning fra det engelske I think. Det er en del af forklaringen, problemet er så, at det engelske I think ikke kun betyder jeg tænker, men rummer langt flere nuancer som: jeg forestiller mig, anser for, tror, synes, mener. Derfor bliver jeg tænker, at (…) en rigid frase.

Anettes datter, der er en sprogvaks 2.g’er, påpeger, at man ved at bruge vendingen tænker jeg indikerer, at man ikke har taget endelig stilling, fordi udtrykket er mindre bombastisk end jeg synes. Jeg tænker (!) det er helt rigtigt set, men med den tilføjelse, at når udtrykket så anvendes af sagsbehandlere, pædagoger eller andre, der må forventes at udtale sig med autoritet, så bliver udtrykket tvetydigt, for det betyder en glidning bort fra det, sagen handler om. Jeg tænker jo bare, men har ikke en rigtig holdning til det.