Laura Elisabeth Schnabel |
2. november 2007
19-årige Philip Ulrich er blandt de børn, der kun har én forælder. Derfor fik han som 10-årig en voksenven og en rollemodel, der har taget ham med på vandreture og har lagt øre til problemer og drømme
Omkring 1000 børn i Danmark har en såkaldt voksenven. En af dem er Philip Ulrich. Da han var fire år, mistede han sin far, som døde af en uhelbredelig sygdom. I flere år boede han og hans storebror alene med deres mor, men da Philip Ulrich blev 10 år, fandt hun ud af, at drengene manglede en mandlig voksenkontakt i deres liv. Ikke en, som kunne udfylde en ny faderrolle, men en, der kunne give den fortrolighed, som en far giver sit barn.
Det var ikke, fordi der var langt mellem mændene i familien – de boede bare for langt væk fra Philip Ulrich til, at de kunne være den voksne ven, han havde brug for. Derfor besluttede hans mor sig for, at hendes to sønner skulle have en voksenven.
– Jeg var nervøs første gang, jeg skulle møde ham. For jeg vidste jo ikke, hvad det indebar at have sådan en ven. Det viste sig, at min voksenven havde et antikvariat, og en af de første dage var jeg dernede sammen med ham. Det passede mig fint, for jeg har altid været meget interesseret i bøger. Jeg hjalp med at sortere bøgerne og stille dem på plads i reolen. Så lærte vi lige så langsomt hinanden at kende, fortæller Philip Ulrich.
Med tiden spirede et venskab frem, og de begyndte at se hinanden to gange om ugen. Det gav ham muligheden for at lave alt det, som han ikke kunne foretage sig med sin mor.
– Vi har været på vandreture, på bilmesse og på en kanotur i Sverige. Hvis vi havde problemer med vennerne i skolen, snakkede vi om det, ligesom vi også snakkede om vores drømme i livet. Det talte vi også med vores mor om, men det var bare anderledes også at tale med en voksen mand. Og det er det stadig. Jeg vil for eksempel gerne i forsvaret, men det er min mor ikke glad for. Så noget af det, jeg skulle have snakket med min far om, får jeg gennem en voksenven, fortæller Philip Ulrich.
De fleste børn, som står på venteliste for ligesom Philip Ulrich at få en voksenven, har et meget spinkelt netværk. Det er børn, der er meget ensomme og alene, fordi der ikke er den daglige voksenkontakt, de har brug for. Og ofte har børnene kun én forælder. Men der er også børn, som bare mangler en voksen til at lave sjove og berigende oplevelser med.
For at blive voksenven skal man til en samtale, hvor man blandt andet bliver vurderet på, om man har det praktiske og personlige overskud, der skal til. Desuden skal man skal vise ren straffeattest, og i løbet af det første år holder Landsforeningen Børns Voksenvenner øje med, at alt foregår, som det skal.
Efter det år slippes ”kontrollen”, og venskabet har mulighed for at udvikle sig ligesom ved Philip Ulrich og hans voksenven.
I dag ser de hinanden to gange om ugen, og vennen er som en fast del af familien med til de større begivenheder som fødselsdage og konfirmationer.
Philip Ulrich bor i dag i Charlottenlund og læser historie ved Københavns Universitet. Hans voksne ven er da heller ikke bleg for at besøge museer, gamle danske kirker og historiske steder. Og så har hans vens interesse for antikvariatet givet Philip Ulrich en meget større bogsamling, end han ellers kunne forestille sig at have.
– Min voksenven har støttet mig i svære beslutninger. Og han har givet mig en masse oplevelser, som jeg ikke havde fået uden ham. Det har indflydelse på, hvem jeg er i dag. Jeg er eksempelvis blevet udendørsmenneske, og det er helt sikkert, fordi han er spejder og altid tog os med på fisketure og vandreture. Engang kunne man ikke drive mig ud af huset på solskinsdag, fortæller Philip Ulrich og griner.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad