Voksenvennen er en stor støtte i svære beslutninger

Omkring 1000 børn i Danmark har en såkaldt voksenven. En af dem er Philip Ulrich. Da han var fire år, mistede han sin far, som døde af en uhelbredelig sygdom. I flere år boede han og hans storebror alene med deres mor, men da Philip Ulrich blev 10 år, fandt hun ud af, at drengene manglede en mandlig voksenkontakt i deres liv. Ikke en, som kunne udfylde en ny faderrolle, men en, der kunne give den fortrolighed, som en far giver sit barn.

Det var ikke, fordi der var langt mellem mændene i familien – de boede bare for langt væk fra Philip Ulrich til, at de kunne være den voksne ven, han havde brug for. Derfor besluttede hans mor sig for, at hendes to sønner skulle have en voksenven.

– Jeg var nervøs første gang, jeg skulle møde ham. For jeg vidste jo ikke, hvad det indebar at have sådan en ven. Det viste sig, at min voksenven havde et antikvariat, og en af de første dage var jeg dernede sammen med ham. Det passede mig fint, for jeg har altid været meget interesseret i bøger. Jeg hjalp med at sortere bøgerne og stille dem på plads i reolen. Så lærte vi lige så langsomt hinanden at kende, fortæller Philip Ulrich.

Med tiden spirede et venskab frem, og de begyndte at se hinanden to gange om ugen. Det gav ham muligheden for at lave alt det, som han ikke kunne foretage sig med sin mor.

– Vi har været på vandreture, på bilmesse og på en kanotur i Sverige. Hvis vi havde problemer med vennerne i skolen, snakkede vi om det, ligesom vi også snakkede om vores drømme i livet. Det talte vi også med vores mor om, men det var bare anderledes også at tale med en voksen mand. Og det er det stadig. Jeg vil for eksempel gerne i forsvaret, men det er min mor ikke glad for. Så noget af det, jeg skulle have snakket med min far om, får jeg gennem en voksenven, fortæller Philip Ulrich.