FORSIDE DANMARK UDLAND KIRKE OG TRO KULTUR REJSER SENESTE NYT
Danmark

Kornbek: Vi skal ikke være berøringsangste over for religion

02. nov 2007 07:00 MIN HJERTESAG: De kristne værdier skinner igennem, når kristendemokraternes Bodil Kornbek taler om samfundets svageste og om religionens rolle i det offentlige rum. Samtidig kæmper hun en sej kamp for partiets overlevelse

Maria Bendix Olsen
En mand med slidt tøj og uglet hår kommer ind ad døren i ”De Hjemløses Hus” i Københavns nordvestkvarter. Det er tid til en snak og en kop morgenkaffe på værestedet, der denne dag også danner rammen for et kristendemokratisk valgmøde i socialpolitikkens tegn.

Den hjemløse mand er som en personificering af Bodil Kornbeks hjertesag netop nu – de socialt udsatte grupper i det danske samfund. Misbrugerne, de hjemløse, de prostituerede og de enlige mødre.

– Der er brug for, at nogen er advokat for disse mennesker, og det er Kristendemokraterne. Som det er nu, møder man ikke folk i øjenhøjde. Men det skal vi. Vi skal blive bedre til at lytte til dem og tale med dem, så de også selv kan få et ansvar for, hvad der skal ske med deres liv, siger Bodil Kornbek med en hæs stemme. Den signalerer, at hun i disse dage kæmper om at råbe nok vælgere op, til at partiet kommer over spærregrænsen til valget den 13. november.

Kristendemokraterne går til valg på familiepolitik, arbejdsmarked og miljø. Områder, som mange andre partier også flokkes om. Alligevel mener Bodil Kornbek, at den kristendemokratiske politik skiller sig ud, fordi den eksplicit tager afsæt i kristne værdier. Det var også det, der i sin tid fik Bodil Kornbek til at vælge Kristendemokraterne, der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti.

Annonce
– Det er vigtigt for mig at være i et parti, der er bevidst om at koble værdier og politik sammen, og som arbejder ud fra helt grundlæggende begreber som næstekærlighed og medmenneskelighed. Omskrevet handler det i det politiske arbejde om ligeværd, respekt for det enkelte mennesker og stærk omsorg for de svageste, siger hun og erkender, at andre partier også gør brug af disse værdier – bare ikke på samme måde, mener hun.

– Vi ved, hvad vi er rundet af, nemlig kristendommen. Derfor er det vigtigt for os, at politikken og værdierne skal hænge sammen. Sådan er det ikke altid blandt andre partier. Dansk Folkeparti taler for eksempel om danske værdier som ligeværd og solidaritet, som jo også er vores værdier. Men det hænger ikke sammen med deres politik, for er det solidaritet, når de vælger at skære ned på u-landsbistanden for at få billigere sodavand, spørger partiformanden retorisk.

Kommer Kristendemokraterne i Folketinget, skal de kristne rødder ikke skjules. Bodil Kornbek har derfor ingen planer om at stille sig op i køen af politikere, der taler for mindre religion i det offentlige rum.

– Jeg mener ikke, at religion i det offentlige rum er et problem. Vi lever i en kristen kultur, hvor vores børn bliver døbt, vi bliver gift, og vi bliver begravet. Det må vi alle forholde os til. Derfor bør politikere heller ikke være så berøringsangste over for religionen, siger hun.

I den forbindelse problematiserer hun det, hun kalder ”politisering af kirkens indre liv”.

– Kristendemokraterne ser gerne, at politikerne ikke blander sig i kirkens indre anliggende, når det for eksempel handler om ansættelsesforhold. Her skal menighedsrådene i stedet træde i karakter. Vi skal heller ikke sige til præsterne, at de skal blive inde i kirken, som nogle gjorde, da en gruppe præster reagerede på den nuværende asylpolitik. Derimod bør vi lade os udfordre, siger Bodil Kornbek.

Hvor Kristendemokraterne står fast på sine religiøse rødder, har partiet ændret markant kurs i forhold til blandt andet den fri abort. Frem til i sommer var kampen imod den fri abort en mærkesag for Kristendemokraterne. Nu handler debatten ikke længere om for eller imod abort.

– Vi er det eneste parti, der sætter abort på dagsordnen, og det er stadig en hjertesag. Men vi har flyttet fokus. Det passer ikke længere med ja eller nej, for det rykker ikke noget, når vi gerne vil fremme en debat omkring abort. Vi skal have antallet af aborter ned, så der skal arbejdes for bedre rådgivning af gravide og mere seksualundervisning i skolerne, siger Bodil Kornbek.

bendix@kristeligt-dagblad.dk

Læs og kommentér på Bodil Kornbeks blog

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Teologisk fakultet på vej til lukning
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark
Massiv kritik af katolsk biskop
Ekspert bekymret for Faderhusets medlemmer
Mysterium om kvindelig flypioners skæbne måske opklaret
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 


Afstemning

Ser du mere positivt på homoseksuelle vielser i folkekirken end for 10 år siden?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
Sådan indsættes en sognepræst
- Vi kender kun Gud gennem Jesus
10 nye former for kirke, der ikke chokerer din bedstefar
Konkurrent til rådhus og kirke fører sig frem
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark
- Troen er brændstoffet i mit liv

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: