Karin Dahl Hansen |
3. november 2007
Mænd med problemer i forbindelse med skilsmisse har fået et nyt sted at henvende sig. I København er Mandecentret åbnet, og her er der overnatningsmulighed, samtalegrupper og hjælp at hente
Når Jens Gotlieb har afleveret sin toårige søn efter samvær, kører han ofte forbi Mandecentret på Christianshavn i København på vej hjem.
– Jeg er tit ked af det, når jeg har afleveret ham til min ekskone efter at have været sammen med ham, og så er det rart at komme herind og lige vende sine tanker og få en kop kaffe, siger den 42-årige mand, der er daglig leder af et konferencecenter i Nordsjælland.
49-årige Niels flyttede for halvanden måned ind siden på selv samme center. Efter at have lånt vennernes sofaer sommeren over havde han brug for ro og et fast holdepunkt.
– Mandecentret er et refugium. Her kan jeg finde mig selv og få hjælp til at løse mine problemer, imens min kone og jeg finder ud af, om vi skal skilles eller ej. Lige nu kan vi i hvert fald ikke bo under samme tag, siger Niels, der af hensyn til familien ønsker at være anonym.
At mange mænd har det som Jens Gotlieb og Niels, har Thorkild Vestergaard-Hansen vidst længe. Siden 2001 har han arbejdet på at etablere et mandecenter for almindelige mænd, der var kommet i krise i forbindelse med en skilsmisse eller et brudt parforhold. Som socialrådgiver og pædagog har han tidligere arbejdet på et værested for mænd på randen af samfundet, der havde problemer med misbrug. Ofte viste det sig, at deres nedtur var begyndt med en skilsmisse.
– Mandecentret er tænkt som forebyggelse, før den sociale deroute sætter ind, siger Thorkild Vestergaard-Hansen, der er forstander på centeret, og fortsætter:
– Mænd har sværere end kvinder ved at klare et samlivsbrud. I mange familier er det kvinderne, der sidder på netværket, bestemmer hvornår familien skal have gæster, og hvem den skal se. Mændene synes, at den slags er ubetydeligt og lader derfor kvinderne om det hele. Først når de bliver skilt, opdager de, at det var det vigtigste i verden, siger Thorkild Vestergaard-Hansen.
Også i Horsens og Fredericia er der mandecentre, men de henvender sig begge til en bredere målgruppe af mænd, der slås med forskellige slags problemer. Det nyåbnede center i Købehavn, der ligger på en fashionabel adresse lige ned til Christianshavns Kanal, er derimod udelukkende tænkt til mænd, hvis eneste problem er en skilsmisse. I første omgang var der udelukkende tilbud om rådgivning og samtalegrupper, men siden i sommer har der også stået 12 værelser med tilbud om husly i tre måneder. 200 mænd har modtaget hjælp i form af samtaler, og 14 personer har, siden centrets værelser åbnede, fået husly.
– Da jeg gik hen til døren, skulle jeg lige tage mig sammen. Det var en overvindelse, og jeg har også spurgt en kammerat, om han syntes, det var sølle, at jeg boede her, siger Niels, der er far til tre børn og arbejder som lærer.
Der er dog ikke meget sølle over stedet, når man besøger det. Det er indrettet smagfuldt med smukke møbler, fladskærme på væggene og hyggelig belysning. Værelserne er små, men rare med lyst trægulv, og så har mændene adgang til fælles bad og toilet, der kan måle sig med de baderum, man ser i tv-programmet Hammerslag. Køkkenerne er også topmoderne, og hver mand råder over sit eget køleskab med antracitgrå låge. I fællesrummet står der et spil bordfodbold, og så er der indrettet et legeværelse til småbørn, så mænd med børn i dukkealderen har mulighed for at få de yngste på besøg.
– Det er jo et herberg, men et luksusherberg. Her er ingen, der drikker, og rygning foregår på tagterrassen. Her er pænt, og min søn på 11 år kan lide at komme og besøge mig her, siger Niels.
Hans historie er på mange måder typisk. Med tre børn og to fuldtidsjob har ægteparret ikke haft megen tid til refleksion i hverdagen, og det sidste års tid har Niels også været ramt af den klassiske midtvejskrise. Dertil kommer, at han mistede begge sine forældre inden for kort tid, og langsomt og umærkeligt blev det for meget.
– Jeg mente, at min kone og jeg kunne løse problemerne i fællesskab, og havde ikke lyst til, at vi skulle bo hver for sig. Jeg havde ikke indset, at den mulighed var forpasset. Og så syntes jeg, at det var min kone, der skulle blive boende i lejligheden, mens vi fandt en løsning. Hun er den, der mindst kan undvære børnene, siger Niels og fortsætter:
– Efter at jeg er flyttet ind på Mandecentret, har jeg fået ro og hjælp til at skille tingene ad. Her kan jeg parkere mine problemer, og centret har mere direkte end de hjælpsomme venner givet uhildet og nøgtern kritik, råd og støtte. Centeret fungerer i høj grad som et frirum ved at tilbyde overskud, erfaring og tålmodighed netop i den aktuelle krise.
Ifølge Thorkild Vestergaard-Hansen er den typiske bruger af centret en mand først i 40’erne. Han har børn, og nu har hustruen sagt, at de skal skilles. Mange af de mænd, der henvender sig til rådgivningen, kommer, fordi der er problemer med samværet med børnene. I forbindelse med skilsmissen truer kvinderne dem med, at de får mindre samkvem med børnene, hvis ikke de makker ret.
– Mænd bliver diskrimineret i forbindelse med skilsmisser. Men de lader sig også diskriminere. Der bliver begået uhyggelige overgreb på mænd. Hvis det er konen, der vil skilles, synes jeg, at der ville være fin etik i, at det så var hende, der flyttede. Men sådan er det bestemt ikke altid, siger Thorkild Vestergaard-Hansen.
Da Jens Gotliebs søn var et halvt år gammel forlod hans hustru ham. Hun tog sønnen med sig, og i fem uger vidste han ikke, hvor de to befandt sig.
– Jeg henvendte mig til politiet og sagde, at vi havde fælles forældremyndighed. De trak bare på skuldrene, siger Jens Gotlieb.
Også i mødet med de – kvindelige – sagsbehandlere i kommunen og statsforvaltningen følte han sig diskrimineret. Som moderne far havde han sunget for sin søn, fra drengen lå i mors mave, men nu blev hans faderskab ikke regnet for noget. Han søgte informationer hos Foreningen Far, men fandt, at det var en grædekoneforening, og til sidst henvendte han sig til Mandecentret.
– Lige da jeg så, at de havde kvinder ansat, blev jeg sådan lidt – åh nej, for jeg havde nærmest udviklet et had til kvinder. Men de kvindelige medarbejdere her har hjulpet og støttet mig meget, og det er jeg meget glad for, siger Jens Gotlieb.
Undervejs i forløbet har han mistet forældremyndigheden over sin søn. Først i byretten og siden i landsretten, og hans samkvem med den lyshårede dreng, der smiler fra fotoet i sin fars mobiltelefon, begrænser sig til hver anden weekend. Det er ikke meget, og derfor skal samværet være godt. Også her har han fået hjælp og støtte på Mandecentret og er blevet bekræftet i, at han er en god nok far, og det, han gør for sin søn, er rigtigt.
Jens Gotlieb har både besøgt psykologer og haft en advokat til at hjælpe sig, men føler, at han har fået den største støtte hos Mandecentret.
– Her er der hjemlige omgivelser, og jeg kan mærke, at de ansatte og de andre mænd kan lide mig. Det er mere naturligt, siger Jens Gotlieb, der også har haft en god kammerat at støtte sig til.
– Problemet var, at han også var blevet skilt. Så sad vi sammen og skrev sådan nogle vrede breve. Det kommer der sjældent noget godt ud af, erkender Jens Gotlieb.
Indtil videre har der langtfra været fuld belægning på de værelser, centret tilbyder for 80 kroner per nat. Ifølge Thorkild Vestergaard-Hansen er stedet endnu ikke kendt nok, men han forventer, at der er alt optaget inden jul.
– Man kan ikke flytte ind her, hvis ikke man ønsker at arbejde med sig selv. Boligsøgning blandt mænd foregår ofte på datingsiderne på internettet, men er det, det eneste man har i hovedet, går den ikke. Der er jo nogle gange en grund til, at konen har smidt dem ud, og det er ikke sikkert, at det er verdens bedste idé at gå ud og finde en ny kæreste med det samme, siger Thorkild Vestergaard-Hansen.
I modsætning til de mænd, der søger rådgivning på Mandecentret, har de fleste af de beboere, der hidtil har fået husly på centret, ikke problemer med samvær. Heller ikke Niels, der dog havde vanskeligt ved at lokke sin 17-årige datter på besøg. Hun forbandt nok et mandecenter med problemer, og der havde hun ikke lyst til at opleve sin far bo.
– Men da hun kom, syntes hun, her var rart. Det betyder meget, at omgivelserne er overskudsagtige, når man selv er i underskud, siger Niels.
Han er på vej ud af centret. Det er lykkedes at skaffe en fremlejet lejlighed tættere på familiens bolig, og på den måde får han lettere ved at se sine teenagebørn i dagligdagen. Han vil dog fortsætte med at have kontakt med centret og benytte sig af den støtte og rådgivning, han hidtil har modtaget fra medarbejderne.
– Det, jeg er ude i, kan man læse om alle steder og behøver blot at tænde for et tv for at høre om. Man kan hurtig få nok. Men jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil have hjælp, så derfor fortsætter jeg her, hvor de kender mig og min historie, og hvor der er nogle mennesker med overskud og forslag til løsning af de mangeartede problemer, siger Niels.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere på
www.mandecentret.dk og
www.mandecentre.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad