Husk de døde

Allehelgen er i løbet af meget kort tid blevet en af de mest besøgte kirkedage i årets løb. Der er et behov for at knytte et ritual til sorgen. Traditionen kendes fra den katolske kirke, hvor man den første søndag i november mindes kirkens helgener, men da protestanter ikke tror på helgener i samme forstand, er allehelgensdag i praksis smeltet sammen med allesjælesdag, som holdes den 2. november, og hvor alle andre døde mindes.

I ET BREDERE samfundsmæssigt perspektiv er det også positivt, at mindet om de døde får en klarere placering i den fælles bevidsthed. Med det følger også en stærkere historisk forankring, en øget respekt for alt det overleverede og en forståelse for, at et samfund er en kontrakt imellem ”de døde, de levende og de endnu ufødte”, som den konservative 1700-tals filosof Edmund Burke formulerede det. Vi står som samfund på hinandens skuldre, og hvis vi ikke lever med en bevidsthed om, at vi skal lære af fortiden for at kunne tage vare på fremtiden, bryder samfundet sammen.

I en kristen kontekst er allehelgensdag ikke blot en dag, hvor man mindes afdøde slægtninge og venner. Dagen er også en personlig påmindelse om den enkeltes dødelighed. Nogle filosoffer har ment, at menneskets liv er bestemt af dets bevidsthed om døden og livets endeligt, fordi man lever anderledes og mere ansvarligt, når man lever med sin egen begrænsning for øje. I kristendommen er døden omdrejningspunktet for forkyndelsen af et evigt liv. Det er igennem Jesu død og opstandelse, at der kastes lys ind i dødens mørke, så døden ikke bliver det endegyldige punktum. Det er det mysterium og den trøst, der forkyndes i kirken hver søndag og med særlig styrke i morgen.

bjer