Kristendom og tykke mænd

Tina Hastrup von Buchwald, som er sognepræst i Blistrup, har skrevet en bog om livets store og små spørgsmål og ikke mindst om kristendommen, hvor hun tager udgangspunkt i Keld Moseholms skulpturer, som mange danskere kender.

Hvert af bogens 15 kapitler tager afsæt i en af Moseholms fortræffelige skulpturer. "De tykke mænd" rummer på en gang lidenskab, smerte, barskhed og humor. Man griner og græder ikke skiftevis, men samtidig, og muligheden for refleksioner over både tro og tvivl ligger lige for.

Refleksionspotentialet bliver også understreget, fordi hvert kapitel slutter med nogle spørgsmål til læseren. Bogen er derfor tænkt som et oplæg til en studiekreds eller en slags voksenundervisning i kristendom.

Så idéen er rigtig god. En bog om kristendom, der både går i dialog med kunsten og med læseren. Desværre lever Tina Hastrups refleksioner slet ikke op til Moseholms skulpturer, og hendes overvejelser over kristendom og livet i almindelighed virker temmeligt banale.

Kald mig bare gammeldags

Den teologiske refleksion når aldrig i dybden, men bliver på overfladen. "Kald mig bare gammeldags. Men min tro inkluderer både troen på engle, på genopstandelsen og en tro på en anden verden uden for vores sansers fornuft" (s.74), siger hun, som en slags svar til Thorkild Grosbøll.

Og man får det indtryk, at forfatterens udlægning af kristendommen kan sammenfattes i ordene: Kald mig bare gammeldags, men det her tror jeg altså på!

Overvejelserne forbliver inden for en påståelig ramme, som man enten må acceptere eller smide fra sig, uden at man går klogere derfra, hverken på kristendommen eller på sig selv. Selvom Hastrup lader til at have et godt kendskab til teologihistorien, formår hun ikke at indvie læseren i dybden af de spørgsmål, teologien til alle tider har kæmpet med. Og man står tilbage med følelsen af, at man som troende er tvunget til at sluge en hel del kameler, som går imod al fornuft og alt, hvad en moderne livsform indebærer.

Køkken-og-bad-generationen

Bogen er en blanding af overvejelser over samtiden, personlige anekdoter og mere saglige passager.  Det er klart, at bogen aldrig var tænkt som en fagbog i kristendom, og derfor er det helt fint, at forfatteren har forsøgt at kæde samtidskommentarer og personlige erfaringer sammen med det mere saglige indhold. Desværre virker bogen temmelig snakkende, og strukturen virker ugennemtænkt. Man har fornemmelsen af at være nået lige vidt, eller lige kort, når bogen er læst til ende.