AF EVA HVIDT |
31. august 2006
Tina Kiberg synger den dramatiske titelrolle i "Tosca", der har premiere på Operaen i København i morgen
Sopranen Tina Kiberg er nem at kende på en scene. Hun er høj og langlemmet, super sensitiv og har en fin evne til at agere intenst scenisk, når hun udfolder sin høje dramatiske stemme. Det har bragt den 47-årige sanger vidt omkring. Foruden engagementet ved Det Kongelige Teater i København har hun optrådt i talrige store operahuse, blandt andet ved Wagnerfestspillene i Bayreuth og på Metropolitan i New York.
Nu skal hun synge Puccinis "Tosca" på Operaen i København. Det er et af Tina Kibergs yndlingspartier, som hun tidligere har sunget på Den jyske Opera og nogle sæsoner i Det Kongelige Teaters ældgamle opsætning af operaen fra 1943.
I den nye iscenesættelse på Operaen, der har premiere i morgen, lægger instruktøren Peter Langdal ikke så meget vægt på det veristiske, altså realismen i værket, der udspiller sig på kendte lokaliteter i Rom i begyndelsen af 1800-tallet. Det er mere det ekspressive, følelsesmæssige spil, der finder sted mellem de tre hovedpersoner, der fremhæves.
– For Tosca bliver det et dilemma mellem to mænd, fortæller Tina Kiberg, der synes, at det detaljerede og skuespilbetonede samarbejde med instruktøren Peter Langdal er spændende. Tosca nærer på den ene side varme, venskabelige følelser for kæresten Cavaradossi. På den anden side er hun stærkt erotisk tiltrukket af Scarpia. Da hun dræber Scarpia, slår hun nærmest også sin kærlighed til ham ihjel. På den måde går Tosca også selv til grunde, fordi hun er splittet mellem de to mænd.
Scenografien er Tina Kiberg lidt nervøs for. Karin Betz har ganske vist skabt nogle smukke, håndbroderede kostumer i 1800-talsstil, men afprøvningen af scenerummets indretning og teknik, der er fuld af lysvirkninger og niveauforskelle, halter bagud.
Tina Kiberg ved f.eks. ikke endnu, hvordan hun i sidste akt skal kaste sig ud fra Engelsborg. Tina Kiberg lever sig meget stærkt ind i de roller, hun indstuderer, hvilket hun både oplever som en styrke og som noget meget sårbart. Og hun føler, at tolkningen af Tosca ligger tæt op af noget, hun selv har oplevet.
Tina Kiberg har gennem årene sunget sig gennem et meget stort antal hovedroller inden for sit fag. Den største oplevelse har dog været at synge hele det store parti som Brünnhilde i Wagners operacyklus "Nibelungens Ring", der i foråret opførtes i sin helhed på Operaen. Hermed gik en drøm i opfyldelse for Tina Kiberg. Det har udviklet hende sangligt og dramatisk, og hun synes efterhånden, at hun kan gå længere og længere i kontrasterne, når hun optræder på scenen.
– Egentlig troede jeg, at den sidste af operaerne, Ragnarok, ville blive for svær for mig at synge, men det viste sig, at netop den opera har udviklet mig mest og givet mig størst tilfredsstillelse rent sangligt, fortæller Tina Kiberg.
Selvom Brünnhildes parti i Ragnarok er det længste, så er udviklingen mere naturlig. Valkyrien var derimod svær, fordi den begynder meget vildt og slutter helt anderledes.
Tina Kiberg måtte i begyndelsen af 1990'erne skrue helt ned for sin internationale karriere, mens hendes to døtre var små. Og i de seneste par år har hun kun haft få koncerter i udlandet, fordi hun koncentrerede sig helt om opførelsen af "Nibelungens Ring" på Det Kongelige Teater. Nu må der imidlertid gerne komme lidt mere blus på de udenlandske engagementer. Tina Kiberg føler sig godt ved stemme, selvom det er svært at finde tid til det store indstuderingsarbejde. I efteråret skal hun optræde ved en operakoncert med uddrag af Tjaikovskij-operaer på russisk i anledning af kejserinde Dagmars genbegravelse i St. Petersborg. I Operaen i København kan man desuden opleve Tina Kiberg som Rosalinde i Johann Strauss' "Flagermusen" og som Chrysostemis i repremieren på Richard Strauss' "Elektra".
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad