I sjælesorg hos Kierkegaard

Uden sympati og medfølelse bliver psykologien og sjælesorgen ifølge Kierkegaard gold og mekanisk. Det giver Møllehave ham ret i.

- På den måde er der en markant forskel mellem psykologi og sjælesorg. Ifølge psykologien lider man af noget, som psykologen som en mekaniker skal skrue rigtigt sammen, og så bliver man rask igen. I sjælesorgen foregår der en samtale mellem dig og mig og så en tredje, som er Gud. Psykologen eller psykiateren har ikke Gud med i samtalen, men det skal sjælesørgeren have.

Derfor kan man ikke pille Gud ud af Kierkegaards psykologi, mener Møllehave.

- Kierkegaards psykologi er grundlagt på en lære om syndefaldet. Udgangspunktet er, at mennesket er faldet, og det er alle mennesker fælles om. Derfor kan vi sætte os i hinandens sted og forstå hinanden, da vi alle ligner hinanden på det punkt.

En anden markant forskel mellem psykologien og sjælesorgen er ifølge Møllehave, at man ikke kan forlange af sjælesørgeren, at man skal blive rask.

- Den sygdom man bliver behandlet for hos en psykolog ligger i psyken, ligesom det, man bliver behandlet for hos en fysioterapeut eller læge, er en sygdom i kroppen.

Hos sjælesørgeren er det en sygdom i ånden, hvor ånden er den måde, du forholder dig til, hvad du nu engang er. Det handler om din måde at forholde dig til din eksistens på, og det kan man på samme måde ikke kurere eller få til at gå væk.

Sjælesørgerens rolle er ifølge Møllehave at påvirke den lidende til at at forholde sig anderledes til sig selv ved at stille spørgsmål som: "Hvorfor opfatter du dig selv som mislykket istedet for som vellykket?".

Den gode sjælesorg

Kierkegaards sjælesorg sammenligner Møllehave med en god prædiken. I en prædiken gælder det om at gå i dialog med følelsen af livets tomhed, og prøve at få ens fiktive og livstrætte samtalepartner, til at se, at livet ikke er så tomt og håbløst, som det synes. Det kan Kierkegaard.

- Man skal gå i dialog med den lidende udfra hans præmisser og acceptere hans syn på livet, for derpå at gå i klinch med ham og opmuntre ham til ikke at give op, siger Møllehave, der peger på humoren som et godt våben imod livstrætheden og sjælesorgen

- En person i en film af Woody Allen insisterer på, at han vil kremeres, når han dør: " Jeg vil brændes. Jeg nægter at blive begravet, siger han". Hertil svarer hans modspiller: "Ja, ja men nu skal du jo lige dø først".

- Så er det svært at holde latteren tilbage og blive ved med at være livstræt, siger Møllehave og lader det velkendte smil folde sig ud i et ansigtsudtryk, der får skæg og hårpragt til at gå ud i ét.

"Du skal elske"

I brevene til sin syge svigerinde Henriette prøver Kierkegaard af al magt at indgyde hende mod, tro og lyst til at leve videre. Selvom hun er bundet til sin seng resten af livet, skal hun blive ved med at elske sig selv

- Kierkegaard skriver i sit opbyggelige værk "Kjerlighedens Gjerninger" om pligten til at elske. Her hedder det, at "Du skal elske dig selv som du elsker din næste".

- Hans pointe er, at selvom man er syg og livstræt, skal man ikke have lov at smide sig selv væk, men blive ved med at elske sig, og derfor bytter han rundt på rækkefølge i buddet om næstekærlighed.

Normalt er faren, at kærligheden til én selv bliver så stor, at man glemmer at elske næsten, men kun elsker sig selv. For sjælesørgeren Kierkegaard ligger faren et andet sted. Her er faren, at man i forbindelse med sin sygdom kommer til at hade sig selv.

- Derfor siger Kierkegaard, at "du skal elske" og lægger tryk på skal, altså pligten. Normalt er kærlighed til én selv ikke det store problem, men det, som viser Kierkegaards store indsigt i den menneskelige eksistens, er hans blik for, at man som syg kan have svært ved netop at elske sig selv. Det prøver han at modvirke ved at fremhæve pligten til at elske.

Ifølge Møllehave er der dog en endnu mere finurlig pointe gemt i Kierkegaards utraditionelle opfordring til selvkærlighed, for:

- Du kan ikke elske din næste som dig selv, hvis du hader dig selv. Derfor skal du elske dig selv, for ellers lever man ikke op til buddet om næstekærlighed.

Sorg er en kærlighed, man ikke kan komme af med

At kærligheden til en selv kan være svær, påpeger Kierkegaard med skel mellem sorg og fortvivlelse.

- I "Kjerlighedens Gjerninger" hedder det, at "du skal sørge, men du må ikke fortvivle". Der er stor forskel på sorg og fortvivlelse. Fortvivlelse er, når du vil af med dig selv. Når du ikke kan holde dig selv ud: "Jeg ligger jo bare her til ingen verdens nytte. Det ville være bedre for alle, at jeg bare forsvandt", kunne Henriette tænke, når hun fik beskeden om sin sygdom.

- Tænker hun sådan om sig selv, er hun, hvad Kierkegaard kalder, fortvivlet. Fortvivlelse er en forkert selvkærlighed, hvor man ønsker, at man var en anden, end den man er. Man prøver at slippe af med sig selv, og det mest ekstreme udtryk for fortvivlelse er selvmord. Her er kærligheden slået over i sin modsætning og er blevet til had, selvhad.

- Sorg derimod er en kærlighed, du ikke kan komme med. Sorgen er påført dig af én, som du ikke kan undvære, og som gør dig ondt. Derfor siger Kierkegaard, "at du skal sørge, men du må ikke fortvivle".

Dette er ifølge Møllehave genialt sagt.

- Kierkegaard siger ikke: "sikke synd det er for dig, at du sørger", men slår fast, at man i sorgen løser sin opgave og holder fast i kærligheden. Det er det sidste i ens kærlighed, som gør, at man stadig vil holde fast i den anden, der er væk, og som man sørger over. Man viser, at man stadig elsker både sig selv, og den man sørger over. Dermed holder man kærligheden i live, slutter Møllehave.

Spiren i Kornet (mennesket er skabt med , - og til -, Kjerlighed)

Kærligheden er væsentlig i Kiekregaards sjælesorg. Spørger man, hvor den kommer fra, lyder Kierkegaards,- og Møllehaves- , svar, at den er man skabt med.

- Kierkegaard har et meget smukt billede af mennesket som et væsen, der på forhånd er nedlagt værdi i, og som andre mennesker hverken kan tage eller give et andet menneske. Denne nedlagte værdi er kærlighed, og det er det store ved mennesket, at det er skabt med "Kjerlighed i Grunden", og at det er denne kærlighed, som det drejer sig om i menneskelivet. På den vis er Kierkegaard som Grundtvig skabelsesteolog, siger Møllehave, inden han fortsætter:

- Men det er ikke det eneste punkt hvor Kierkegaard ligner Grundtvig. For som Grundtvig bruger Kierkegaard mange natur/frugtmetaforer, når han skal beskrive mennesket, og den kærlighed som er nedlagt i det på forhånd af Gud.

For eksempel sammenligner Kierkegaard "Kjerligheden i Grunden", - som allerede er tilstede i mennesket -, med en "Spire i Kornet". Denne "Spire i Kornet" gælder det om at opdyrke/opelske, som får en mark til at bære frugt/afgrøder. Det billede kan man også bruge om sjælesorgen. For hvis det lykkes for én at få "Kjerligheden i Grunden" eller "Spiren i Kornet" til at spire i et andet menneske, så har man "opbygget" det andet menneske, som han kalder det. Det er, hvad god sjælesorg skal kunne ifølge Kierkegaard. Det skal opbygge kærligheden i det andet menneske, ligesom man skal dyrke jorden og få "Spiren i Kornet" til at bære frugt.

- Men det allersmukkeste ved Kierkegaards metafor er jo, at når "Spiren i Kornet" engang har vokset sig stort og stærkt og bærer frugt, så kaster det selv spirer af sig. På samme måde forholder det sig med kærlighed, som er der, når vi forudsætter, at den er der som "Spiren i Kornet". Og den tanke er det frugtbart at tage med sig videre ud i livet, siger Møllehave, inden han får lov at slutte af med at citere en anden af sine yndlingsforfattere, H.C Andersen, der viser, hvordan man ved at forudsætte kærligheden også får den til at gro og vokse, og derved på sin egen finurlige manér får eksemplificeret det menneskesyn, som ligger bag "Kierkegaards sjælesorg".

"Kjerlighed kun kjender Kjerlighed".