Claus Vincents |
10. april 2007
Især islam og kristendom optager den brede offentlighed, og det er mere end en forbigående trend, viser ny omfattende undersøgelse
For bare 20 år siden var der ingen, som gad diskutere religion i offentligheden. Men i dag har debatlysten sprængt alle grænser, især når det gælder islam og kristendom. En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at religion suverænt er danskernes foretrukne debatemne og så populært hos landets nyhedsredaktioner, at der ikke bare kan være tale om en forbigående trend.
Det er cand.mag. i medievidenskab Mattias Pape Rosenfeldt, som i forbindelse med sit speciale har dokumenteret den markante og til tider overraskende udvikling af religionens tilstedeværelse i det offentlige rum.
Mattias Pape Rosenfeldt har lavet stikprøveundersøgelser af det religiøse stof i dagbladene B.T., Jyllands-Posten og Politiken i perioden 1985 til og med 2005. Avisernes stigende interesse for religion resulterer i, at der i 2005 skrives seks gange så mange artikler om emnet som i 1985.
Tilmed viser undersøgelsen, at i 2005 udgør emnet religion 25 procent af det samlede debat- og meningsstof i de tre undersøgte aviser, heraf dobbelt så mange indlæg om islam som om kristendom. Det er der nok ikke så mange andre emner, der kan hamle op med, konstaterer Mattias Pape Rosenfeldt.
- Min undersøgelse af holdningsstoffet i aviserne afdækker en markant og tiltagende folkelig interesse for religion, der gør emnet til et af de mest debatterede blandt avisernes læsere i 2005, siger Mattias Pape Rosenfeldt.
Undersøgelsen af religion i det offentlige rum er publiceret i det seneste nummer af det danske fagtidsskrift "Religion". Metoden er stikprøvebaserede optællinger. Mattias Pape Rosenfeldt har gennemgået 225 aviser i fem kontrolår, men understreger selv, at der dermed ikke er 100 procent matematisk garanti for, at undersøgelsen er repræsentativ for alle aviser.
For at kontrollere resultaternes holdbarhed har han derfor sideløbende lavet undersøgelser i artikeldatabasen Infomedia over alle avisers artikler med religiøst indhold. Og tendensen er klar, mener Mattias Pape Rosenfeldt.
- I 1985 ligger omtalen af religion i medierne på et ret lavt niveau, men i 1990 begynder der at ske noget. Ser man på andre undersøgelser, er det klart, at indvandrere og integration nu for første gang bliver koblet sammen med det religiøse, i dette tilfælde islam. Det præger i stigende grad debatten de næste fem år, indtil der igen opstår en afmatning.
- Men uden for al tvivl er det terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon i USA 11. september 2001, der igen får artikler og debatindlæg til markant at fokusere på religion, ikke mindst kristendom og islam. Det er sidstnævnte emne, som har præget den offentlige debat i langt højere grad end kristendommen, men fælles for begge emner er, at de er steget støt i avisernes spalter lige siden og frem til 2005. Dermed har religionen markant indtaget det offentlige rum og ser ud til at være kommet for at blive, siger Mattias Pape Rosenfeldt.
I undersøgelsen er der ikke talt avisartikler i de år, hvor der er skrevet verdens- og danmarkshistorie på det religiøse område. Mattias Pape Rosenfeldt har således ikke undersøgt artikler og læser-indlæg i årene 2001 (terrorangrebet på World Trade Center) og 2003 (debatten om sognepræst Thorkild Grosbøll begynder) eller 2006 (hvor Muhammed-krisen for alvor begyndte at slå igennem i medierne).
- Enkeltsagerne er ikke så fremtrædende i min undersøgelse, blandt andet fordi jeg først og fremmest har villet finde ud af, hvor bredt emnet religion egentlig har spredt sig i det offentlige rum. Hvis jeg havde medtaget markante enkeltsager, ville jeg have fået meget store udsving. Men netop når man går uden om enkeltsagerne, så er udviklingen i retning af mere religion i det offentlige rum helt tydelig, siger Mattias Pape Rosenfeldt og giver følgende eksempel fra undersøgelsen:
- For 20 år siden lå langt hovedparten af omtalen af islam på udlandssiderne. I dag er kun en tredjedel af omtalen med en udenlandsk vinkel, mens andre 30 procent er rykket ind på siderne med indlandsstof og resten er danske ledere, kommentarer og læserbreve.
Også kristendom har erobret indlandssiderne, selvom det ikke er i helt samme omfang som islam. Men det viser, at religiøse spørgsmål i langt højere grad end før er blevet nærværende for danske medier og den danske befolkning, siger Mattias Pape Rosenfeldt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad