Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Det er nødvendigt at ændre på folkekirkens ledelse til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er nødvendigt at ændre på folkekirkens ledelse

Kommenter Hold mig opdateret

KRONIK: For at finde ud af, hvordan fremtidens ledelse i folkekirken skal se ud – både overordnet og lokalt i sognene – kan man lade sig inspirere af Det Nye Testamente

I den aktuelle debat om præsten som leder har der været tale om at finde tilbage til et nytestamentligt udgangspunkt. I den nye betænkning fra Kirkeministeriet står der blandt andet: "Forslaget om, at menigheden skulle vælge præsten som daglig leder, tog afsæt i, at præsten på sin vis allerede i forvejen er leder. Det ligger i benævnelserne "pastor" og "præst", at der er tale om en funktion som "hyrde" henholdsvis "ældste" i forhold til menigheden, altså en form for ledelsesopgave som menighedsforstander. Denne ledelsesopgave i forhold til menigheden har på mange måder ændret karakter som følge af menighedsrådsdemokratiet. Det vil dog ikke sige, at den har mistet sin betydning."

Desuden påpeges det, at ledelse ikke altid betyder udøvelse af magt, men også kan betyde at lede andre frem mod et mål. Man ser for sig hyrden, der leder fårene frem mod livets vande. Men er det dette billede, præst og menighed i dag gerne vil genfinde sig selv i? Og er der nytestamentligt belæg for at forstå præsterollen i det billede?

Det er helt nødvendigt at se på ledelsen i folkekirken både overordnet og lokalt i sognene. Det er også helt rimeligt i den sammenhæng at se på, hvilke resourser sognepræsten kan forventes at sidde inde med. Betænkningen er et godt redskab til at komme videre med. For det er livsvigtigt, at der sker noget nu. Vi vil gerne pege på de muligheder, der ligger i Det Nye Testamente, når det gælder spørgsmålet om ledelse og autoritet i folkekirken. Hvad siger Det Nye Testamente om præsten som hyrde? Er det præsten, der er ældste og menighedsforstander? Hvordan er opfattelsen af udøvelse af magt i det hele taget?

Annonce
Det står klart, at de kristne menigheder fra begyndelsen har haft en struktur. Af Paulus' breve, som er den ældste kilde, fra begyndelsen af 50'erne, fremgår det, at apostlen forstod korintermenigheden som Kristi legeme i verden. De kristustroende repræsenterede simpelthen den opstandne. Med Lone Fatums ord var Paulus som en "apostelfar" og menighederne opbygget efter den romerske pater familias-institution. Af hilsnerne i slutningen af brevene fremgår det, at der har været tale om et netværk af husmenigheder, og at både mænd og kvinder har kunnet være ledere.

Det er først i første og andet Timotheusbrev og Titusbrevet, som hører en langt senere tid end Paulus' til, at vi kan læse om embeder som diakoner (menighedstjenere), ældste (presbytere) og tilsynsmænd (biskopper). Et stykke op i tiden synes der imidlertid at være tale om tidsbegrænsede funktioner snarere end om et sammenfald mellem embede og person. I 1. Petersbrev, som også afspejler forholdene i anden- eller tredje-generationsmenighederne, bruges hyrdebilledet som en beskrivelse af lederens opgave, mens det i evangelierne altid bruges om Jesus, der har fået overdraget ansvaret for fårene af Gud – ordet "pastor" er den latinske betegnelse for hyrde.

Alle fire evangelier, som nok er blevet til mellem år 70 og 120 efter Kristi fødsel, er meget tilbageholdende med at tale om et ydre magthierarki. I Matthæusevangeliet kapitel 23, vers 8-10, er der som Jesus-ord overleveret et umisforståeligt forbud til disciplene mod at lade sig kalde "rabbi" eller "lærer". I det sidste tilfælde hed det i 1948-oversættelsen: "ej heller skal I lade jer kalde fører, thi kun én er jeres fører, Kristus." Den gennemgående formaning lyder, at den, der vil være størst, skal være det ved at tjene. I begyndelsen af Bjergprædikenen udnævner Jesus uden forbehold sine disciple til jordens salt og verdens lys (Matt. 5,13-15). Det er vel at mærke ikke noget, de skal se at blive, men noget de er, som dem, Jesus har talt til. Og hvordan de er det, viser sig i deres evne til at se deres Herre i deres nødstedte medmenneske. Det fremgår af det i grunden dybt overraskende billede af verdensdommen i Jesu sidste tale i Matt. 25, 31-46, hvor det, der bliver spurgt om, hverken er tro eller meninger, men alene barmhjertighedsgerninger.

Vi kan konkludere, at selv om Det Nye Testamente er blevet til over tid, går det som en rød tråd gennem evangelier og breve, at på det indre plan er kommunikationen magtfri. Ingen skal gøre sig til Herre, der er kun én Herre, én hyrde.

Ikke mindst Geert Hallbäck har vist, hvordan autoriteten i den første tid undergik en udvikling i tre faser. Den karismatiske og umiddelbare autoritet, som Jesus, men for eksempel også Paulus, optrådte med, blev snart afløst af en henvisning til den autoritative tradition. Et udsagn havde autoritet, ikke blot på grund af sit selvforklarende indhold, men fordi det stammede fra en bestemt person. Tredje trin, endelig, var henvisningen til et bestemt embede som grundlag for autoritet. Her var den ideelle tilstand naturligvis den, at embedsindehaveren formidlede den autoritative tradition uforfalsket og ufortyndet. Men risikoen for embedsmisbrug lå selvfølgelig for hånden.

Den store overraskelse er, at præsteembedet som sådan er ikke-eksisterende i Det Nye Testamente. Præster i Det Nye Testamente er personer, der har med tempelkulten, det vil især sige offertjeneste i Jerusalem, at gøre. For eksempel omtales Johannes Døbers far Zakarias som præst. Ellers bruges ordet præst billedligt om Kristus som ypperstepræsten og Peters Første Brev omtales alle kristne som præster. Men præst i teknisk og kultisk forstand kendes ikke blandt kristne. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at ordet "præst", der er en fordanskning af det græske "presbyteros", "ældste", har kunnet finde anvendelse som gengivelse af helt andre ord på hebraisk (kohen) og græsk (hiereús) (jævnfør Niels Hyldahl i Gads Bibelleksikon). Det er først, når vi når frem til begyndelsen af 200-tallet, at indehaveren af et kirkeligt embede betegnes som præst. Først her – og sikkert ikke mindst under indtryk af talen om præster i Det Gamle Testamente – får vi det sammenfald mellem funktion og person, der sidenhen skulle blive bestemmende for institutionaliseringen af et særligt kristent præsteskab. Hvormed man i parentes bemærket også, og igen inspireret ikke mindst af Det Gamle Testamente, fik cementeret den kønsdiskrimination, som evangeliet ellers havde lagt grunden til at fjerne.

Apostlenes dage er i Det Nye Testamente selv et afsluttet stadium, i og med, at denne generation – de tolv – dør ud. Apostlenes Gerninger er fortællingen om, hvordan denne institution var begrænset til den første tid, og det er først senere, kirken begynder at føre paveinstitutionen tilbage til Peter, som jo i Det Nye Testamente selv netop er fremstillet som en person uden magt.

Men hvis der ikke var et præsteskab i hele den periode, Det Nye Testamente repræsenterer, hvem var så "de ældste", presbyterne? Det fremgår af sammenhængen, at det var et råd med myndighed. Altså en slags menighedsråd.

Menigheden var før præsten, og når det gælder ledelsesstrukturen i folkekirken, må man ikke glemme, at den hierarkiske opbygning, som den katolske kirke indførte og udbyggede, i hvert fald på det principielle plan blev ophævet af Luther gennem talen om det almindelige præstedømme. Ifølge en luthersk forståelse er embede og person ikke sammenfaldende ud over embedsudøvelsen. Og betegnelsen "pastor", "hyrde", skal altså ikke gerne føre den misforståelse med sig, at præsten skal lede hjorden.

Præsten er ansat af menigheden til at varetage de bestemte funktioner, som hun eller han er særlig kvalificeret til, nemlig forkyndelse, undervisning og sjælesorg. På det lokale plan, i menigheden, må det efter det kirkelige demokratis indførelse være sådan, at menighedsrådet, hvoraf præsten jo er medlem, gennem dertil valgte personer – og her er præsten ikke udelukket – varetager den nødvendige ledelse, som netop skelner mellem en magtfri kommunikation, når det gælder forkyndelse, undervisning og sjælesorg, og kommunikation som demokratisk magt, når det gælder om at argumentere for sine synspunkter om for eksempel mere undervisning, bedre ansættelsesforhold eller en anden organisation.

Lisbet Kjær Müller er sognepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg.

Mogens Müller er professor i teologi ved Københavns Universitet

Læs kronikken i morgen:"Præster bør

tie i større forsamlinger" af Anne-Marie S. Christensen, ph.d., adjunkt, filosofi, Syddansk Universitet
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​