Charlotte Dyremose |
6. november 2007
DEBAT: Hvis venstrefløjen får flertal sammen med Ny Alliance, kan det meget vel betyde et farvel til Danmarks enestående folkekirkeordning
”FOLKETINGSVALGET afgør kirkens fremtid”. Det er ikke det, man hører Naser Khader (NA) sige. Men hans nye parti kan meget vel komme til at betyde et endeligt opgør med vores traditionelle skelnen mellem religion og politik. Det kan blive Khader, der for alvor kommer til at blande religion og politik sammen, hvis hans parti stormer ind i Folketinget for sammen med venstrefløjen at diktere, hvad kirken må og ikke må.
Først havde Ny Alliance ikke nogen kirkepolitik. Men nu begynder den så at forme sig: Ny Alliance vil stoppe menighedsrådenes mulighed for at fravælge kvindelige præster. Ægteskabslovgivningen skal ændres, så også homoseksuelle kan vies i kirken. Og biskopperne skal vælges af alle folkekirkemedlemmer og ikke kun menighedsråd.
MAN KAN for så vidt mene, hvad man vil, om de tre emner. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Det, der bekymrer mig, er, at alle tre forslag er udtryk for utidig indblanding i kirkens indre anliggender.
Umiddelbart kan dette virke paradoksalt, al den stund Ny Alliance principielt går ind for en adskillelse af kirke og stat. Er der mon tale om, at Ny Alliance ganske enkelt ingen forståelse har for vores fine kirkepolitiske tradition for ikke at blande os i kirkens indre anliggender? Eller kunne det i virkeligheden tænkes, at Ny Alliance ønsker at blande sig så meget i kirkens indre anliggender, at selv vi, der hårdnakket forsvarer den nuværende folkekirkeordning, ender med at blive så kede af den politiske indblanding, at vi til sidst finder det bedst at adskille kirke og stat?
Hvad sker der, hvis vi får et nyt politisk flertal efter valget? Enhedslisten, SF, De Radikale og Ny Alliance – alle har de meldt ud, at de ønsker en adskillelse af kirke og stat. Og Socialdemokraterne har netop meddelt, at de ønsker ligestilling af alle trossamfund – altså reelt også et opgør med folkekirkens særstatus.
SAMTIDIG HAR VI gang på gang behandlet forslag i Folketinget, som vedrører kirkens indre anliggender. Og nu ser det ud til, at endnu et parti er på vej i Folketinget med en kirkepolitik, der gør op med den skelnen mellem religion og politik, som vi ellers har så stolt en tradition for i Danmark.
Kirkepolitikken burde derfor fylde meget mere i denne valgkamp. For valgets udfald kan meget let blive udslagsgivende for, om vi også i fremtiden har en folkekirke, som vi kender den i dag. Derfor er det afgørende, at vi kommer til at kende hele Ny Alliances kirkepolitik inden valget. Og det er afgørende, at vælgerne på valgdagen tager stilling til, om de virkelig vil gøre op med vores enestående folkekirkeordning.
Det er skræmmende, så lidt der skal til. Får venstrefløjen flertal med Ny Alliance, kan det meget vel betyde et farvel til en lang tradition for, at Folketinget ikke blander sig i kirkens indre anliggender.
Charlotte Dyremose er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og partiets ordfører for uddannelse, forskning og kirke
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad