Man kan også anfægte det rimelige i, at folkekirken overhovedet skal stå for personregistreringen. I et større internationalt perspektiv er der ikke noget at sige til, at medlemmer uden for folkekirken føler sig utrygge ved, at de skal registreres via et bestemt trossamfund. Det er en overvejelse værd.

Dermed ikke sagt, at den nuværende folkekirkeordning generelt diskriminerer ikke-medlemmer. Tværtimod. Rent økonomisk tyder meget på, at folkekirken reelt bidrager til staten og ikke omvendt. Staten slipper således billigt, når den i dag betaler omkring en halv milliard kroner som tilskud til præsternes løn – og til gengæld slipper for udgifter til personregistrering, en del administration, begravelsesvæsen og de museumsopgaver, som varetages i folkekirkeligt regi.

MEN HVAD SÅ med Grundlovens paragraf 4, der fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan skal understøttes af staten? Er den ikke udtryk for diskrimination af ikke-medlemmer? Næ, i hvert fald ikke så længe omkring 80 procent af danskerne stadig holder sig til folkekirken. Uden sammenligning betaler alle skatteydere jo også for driften af DSB, selv om mange slet ikke benytter sig af offentlig transport. Politik handler om at forskelsbehandle, og den absolutte ligestilling på alle områder, inklusive det religiøse, er en meningsløshed. Vi skal have religionsfrihed, men ikke religionslighed.

I virkeligheden kunne en helt anden grundlovssag anlægges. Nemlig en om, at staten slet ikke ”understøtter folkekirken”, som den ellers skal. På det økonomiske område tyder det som nævnt på, at folkekirken i praksis understøtter staten, og åndeligt set må folkeskoler i dag ikke give forkyndende kristendomsundervisning. Det er efterhånden meget svært at se, hvor eller hvordan staten understøtter folkekirken, som Grundloven foreskriver.

Men for nu ikke at være inkonsekvent: Den sag bør selvfølgelig heller ikke rejses. Den egner sig som katolikkernes meget bedre til offentlig debat.

hhh