Blokpolitikken på valg

Blokpolitik består i, at en fast kreds af partier i Folketinget træffer alle væsentlige beslutninger alene. Blokpolitik er ikke traditionen i dansk politisk kultur. Fra Anden Verdenskrig til 2001 har dansk politisk kultur været præget af en anden kultur, konsensus-kulturen, som er udmøntet i begrebet ”det samarbejdende folkestyre”. Det ligger i forlængelse af Hal Kochs formaning i bogen ”Hvad er demokrati” fra 1945 om at føre samtale, indtil man når enighed eller i al fald et kompromis, i stedet for at flertallet ”majoriserer” hen over et mindretal uden at lytte.

Konsensuskulturen indebærer også, at man søger brede flertal til de vigtigste beslutninger, selvom man godt kan majorisere sig igennem. De brede flertalsdannelser understøttes af, at man i 1953 indskrev i Grundloven, at et mindretal på 60 i Folketinget kan kræve, at en lov vedtaget af Folketinget sendes til folkeafstemning. Det har betydet, at en klog minister ikke nøjes med at tælle til 90 stemmer, men helt til 120, når et vigtigt lovforslag skal igennem.

Blokpolitik er i dansk politik et skældsord, hvorimod man i mange andre politiske kulturer går ud fra, at et flertal udnytter sine mandattal til det yderste. VK-regeringen vedkender sig ikke at have ført blokpolitik. Men det kan ikke nægtes, at regeringen i vigtige spørgsmål alene har støttet sig på DF. Det gælder Irak-krigen, finanslove, den største reform i danmarkshistorien, kommunalreformen, og udlændingepolitik. Tilslutningen til Ny Alliance er et oprør mod denne blokpolitik.

Hvis VK skal fortsætte med støtte fra NA, er der to scenarier. I det ene skal Anders Fogh Rasmussen (V) danne VK-regering med støtte fra både DF og NA. Det er ikke den konstellation, NA helst ser. Det kan blive vanskeligt at finde fællesnævnere mellem DF og NA. Selv hvis det med forhandlingsteknisk snilde lykkes, er der også usikkerheden om, hvor meget styr NA egentlig vil få på sin egen folketingsgruppe, der ventes at omfatte flere stærke ledertyper som Jørgen Poulsen og Lars Kolind. Disse mennesker er ikke vant til at blive ledet. De er uerfarne med de mange særlige normer på Christiansborg. De er modsat mange andre ikke økonomisk afhængige af at sidde i Folketinget. Lars Kolind har endog udtalt, at han ikke udelukker at træde ud til fordel for en suppleant, hvis Folketinget er vanskeligt at være i.

NA’s ledelse har givet sig selv stærke ledelsesredskaber i partiets vedtægter, men spørgsmålet er, om det rækker til at styre den kommende folketingsgruppe. Pia Kjærs-gaard (DF) kan få ret i, at en regering, der hviler på NA’s og DF’s støtte kan få problemer.

NA’s tilhængere håber på et andet scenarie, hvor regeringen støtter sig på NA, De Radikale og eventuelt Kristendemokraterne. For Fogh vil det betyde, at regeringens politik må lægges mere om på en række områder. Det vil også betyde, at Fogh må være mere imødekommende over for hele Folketinget. Kan han det, kan det oven i købet blive lettere at arbejde i for regeringen, fordi de øvrige partier nu har så tydeligt har forpligtet sig på konsensus-kulturen. Men de seneste meningsmålinger gør dette scenarie til mindre sandsynligt.

Var det så klogt af Fogh at udskrive valget nu? Jo, han får det afholdt, mens den økonomiske situation er bedst mulig. Han får det, inden han fortæller, at der ingen folkeafstemning bliver om EU-traktaten og inden overenskomstforhandlingerne. Han vil kunne diskutere velfærd, uden at Socialdemokraterne er i valgkampsstemning. Og regeringen vil kunne være skrap over for de kommuner, der vil lade skatten stige.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.