Der har for nylig kørt en debat i Kristeligt Dagblad omkring Dansk Folkepartis brug og misbrug af kristendommen i partiets politiske projekt. Den kronik der udløste debatten ("Religionskonflikt som politisk våben") kan læses her: http://www.sekhum.net/artikleromkulturogetik.htm

Flere af DFs debattører - inkl. Søren Krarup - reagerede kraftigt på kritiken og afviste alle anklager. Det skete dog ikke med gode argumenter men ved en tilsvining af kronikkens forfatter (se bla. her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255303?highlight=s%F8ren+krarup).

Men hvorfor er dette emne så ømt et punkt for DF, at de er nød til at ty til den slags metoder? Den måske mest oplagte forklaring er for mig at se den uhellige alliance mellem nationalisme og religion, som de seneste år har stortrivedes i DF.

Partiet inviterede som bekendt præsterne Krarup og Langballe ind i partiet – formentlig pga. deres nationale sindelag og islam-kritiske holdninger, der gik fint i tråd med DF’s politiske projekt. Problemet er så bare, at de to herrers dybt religiøse fundament kombineret med de hyppige udfald mod muslimer skaber et vist paradoks, når man samtidig ynder at understrege, at religion og politik absolut ikke må blandes sammen.

Man forsvarer sig i reglen med, at lutheranismen – i modsætning til islam - netop baserer sig på adskillelsen af stat og religion i hhv. det værdslige og åndelige regimente. Det er dog værd at bemærke, at denne adskillelse ikke hindrede Luther i at bekæmpe anderledes tænkende på et religiøst grundlag.

Det skete bl.a. ved at opfordre til lovindgreb mod jøder, som han mente skulle fratages deres boliger, og hvis synagoger man skulle brænde. Det gjaldt også i forhold til tyrkerne, som man ikke skulle være ked af at slå ihjel i krig, fordi de var Guds fjender og bestemt til evig fortabelse.

Luther støttede også undertrykkelse af borgerrettigheder i form af en brutal nedslagtning bønder, der protesterede mod deres levevilkår. Øvrigheden var nemlig indsat af Gud, hævdede han. Det lutherske systems skodder mellem stat og religion er altså lige knap så vandtætte, som man vil gøre dem til – hverken dengang eller i dag.

Det er samtidig tydeligt, at DF som parti har et meget opportunistisk forhold til religion. Lad mig tage et eksempel: Partiet forsvarer indædt folkekirken som en del af vores nationale og kulturelle arv, og statskirken skal derfor absolut bevares. Bl.a. er Dansk Folkepartis Ungdom den eneste politiske ungdomsorganisation, der i dag forsvarer statskirkeordningen.

Er det mon fordi de unge DF'ere er mere troende end andre unge? Næppe. Det er derfor påfaldende, at partiet så indædt kan forsvare og lovprise den evangelisk-lutherske religions status som den danske stats konfesionelle grundlag.

Hvad er mon forklaringen på dette? Den indlysende forkaring er, at DF bruger religionen i taktisk politisk øjemed. Man tror ikke på, at den kristne tro som sådan er sand og tager ikke dens religiøse indhold videre seriøst. I stedet bliver kristendommen underlagt DF’s nationalistiske projekt og dermed brugt som et politisk våben til at bekæmpe islam og fremme partiets version af ”danske værdier”.

Man tager med andre ord den lutherske version af kristendommen til indtægt for en særlig ideologi (som man rigtignok hævder slet ikke er nogen ideologi), der bl.a. indebærer et hårdnakket forsvar af statskirkeordningen og bekæmpelse af en anden religions indflydelse, hvorved man selvfølgelig blander religion og politik (samtidig med, at man officielt er skarp modstander af al sammenblanding af religion og politik).

Kan det blive mere hyklerisk?

Udmärket opläg fra en ny debattör paa religionsdebatten, som fortjener et ordentligt svar.

At kristendommen kan misbruges og har ladet sig misbruge gennem mange aarhundreder kan der ikke herske nogen tvivl om.

Spörgsmaalet kunne da omformuleres til, hvem der misbruger kristendommen mest groft, eller paa en maade som strider mest imod dens "sande väsen", hvad det saa end maatte väre.

Det spörgsmaal er der ikke noget entydigt og enkelt svar paa, for hvad kristendommen er eller bör väre beror dybest set paa tro, og udspaltningen af kristendommen i tre hovedretninger og en svimlende mängde sekter, der alle fortolker kristendommen forskelligt, gör muligvis spörgsmaalet principielt ubesvarligt.

Efter disse indledende og forelöbige bemärkninger vil jeg senere vende tilbage med et kvalificeret svar, altsaa naar jeg har haft tid til at gennemläse de to referencer og gennemtänke tingene godt og grundigt.

citat:
Den indlysende forkaring er, at DF bruger religionen i taktisk politisk øjemed. Man tror ikke på, at den kristne tro som sådan er sand og tager ikke dens religiøse indhold videre seriøst. I stedet bliver kristendommen underlagt DF’s nationalistiske projekt og dermed brugt som et politisk våben til at bekæmpe islam og fremme partiets version af ”danske værdier”.

Man tager med andre ord den lutherske version af kristendommen til indtægt for en særlig ideologi (som man rigtignok hævder slet ikke er nogen ideologi), der bl.a. indebærer et hårdnakket forsvar af statskirkeordningen og bekæmpelse af en anden religions indflydelse, hvorved man selvfølgelig blander religion og politik (samtidig med, at man officielt er skarp modstander af al sammenblanding af religion og politik).

Kan det blive mere hyklerisk?




Det kan sagtens blive mere hyklerisk, og det har det faktisk været længe. De rigtige meningers brigade har huseret i årevis og beskyldt de stakkels DF-vælgere for at være dumme, egoistiske, menneskefjendske, fordomsfyldte, nationalister, antidemokrater, facister, nazister og nu altså også uden den rette kristentro.

Når man så møder disse DF'ere og de politikere, de stemmer på, så viser det sig, at de blot er som mennesker er flest med en enkelt lille undtagelse. De har lidt før andre set, at der ville blive et kultursammenstød, hvis indvandringen fra muslimske lande fortsatte uhæmmet. Ligesom alle andre ønsker de nemlig at leve i fred og uden frygt.

Hvis man selv sov i timen, er det jo bittert at indrømme, at man tog fejl, og at de udskældte havde ret. Så hellere finde nye anklagepunkter, der kan vise hvilke frygtelige mennesker, de er. Måske kan man endda dreje det derhen, at alle de problemer verden har med islam i virkeligheden skyldes DF og deres meningsfæller i synet på islam, Salman Rushdie, Hirsi Ali, Wasa Sultan, afdøde Theo van Gogh m.fl.

Hvad er egentlig det saglige argument for, at den rummelige danske folkekirke ikke skal kunne rumme præster som Søren Krarup og Jesper Langballe?

Det virker på mig som om alle kristne retninger vil have patent på den rette kristendom. Desværre for dem kan dette patent ikke registreres i muslimske lande.

Mvh

Ole Bjørn


P.S. DF´s juridiske og moralske ret til at have deres holdninger går også under en mindre hyklerisk betegnelse, nemlig demokrati.

DF står helt klart på alle straffedomstoles fader-moders side. Det eneste man kan forvente fra den kant er retfærdige straffelove og fulde fængsler.

De har meget mere tilfælles med muslimerne end med os kristne...

Digi afslutter sit indläg med at spörge, om det kan blive mere hyklerisk, efter at han har konkluderet, at Dansk Folkeparti faktisk misbruger kristendommen.

Hele debatten om DF´s angivelige misbrug af kristendommen er efter min opfattelse udtryk for rendyrket og tom politisk retorik uden nogen substans, og blot et nyt forsög paa moralsk tilsvärtning med mudderkastning mod DF, efter at de andre forsög efterlod de moralsk bedrevidende og selvretfärdige med "mudder i ansigtet".

Digi starter ellers sit indläg med et spörgsmaal som er formuleret neutralt:

citat:
Der har for nylig kørt en debat i Kristeligt Dagblad omkring Dansk Folkepartis brug og misbrug af kristendommen i partiets politiske projekt.




Til denne debat har jeg fölgende kommentarer:

For at kunne afgøre om beslyldningerne mod Dansk Folkeparti: at partiet misbruger kristendommen for at nå politiske mål er sande eller falske, så må vi først opstille et kriterium for hvad der konstituerer et sådant misbrug.

Vi kan her starte med at spørge om to andre politiske partier som Kristendemokraterne og Det konservative folkeparti kan siges at misbruge kristendommen for at nå eller fremme deres respektive politiske mål?

Hvis svaret herpå i begge tilfælde er ja, så misbruger DF utvivlsomt kristendommen til et politisk formål. Er svaret nej eller blandet, så må vi se på hvad der konkret adskiller KD og K´s politiske brug af kristendommen fra den måde DF gør brug af kristendommmen på.

Her er det min vurdering, både ud fra det krav demokratiet selv sætter om adskillelse af religion og politik og den evangelisk lutherske kristendoms egen indbyggede fordring om at adskille religion og politik, at Kristendemokraterne går over stregen, fordi de baserer hele deres politik på den närmest kætterske katolske opfattelse, at kristendommens lære og etik kan og bør udmøntes i almene politiske love, eller være rettesnor eller fundament for udformningen af politiske love. (Meget analog med den aktuelle situation i Polen, hvor det katolske politiske parti har fået forbudt den fri abort, fordømmer og fratager homoseksuelle deres rettigheder, samt prøver at få pornografi forbudt).

Derved gør man kristendommen til en social norm, noget som blandt andre en kristen tænker som Søren Kierkegaard kæmpede indædt imod, og et synspunkt som de fleste indflydelsesrige moderne protestantiske teologer tilslutter sig. Kristendommen forstås af disse teologer bl.a. som nogle fordringer, primært næstekærlighedsbudet, som den enkelte skal bestræbe sig på at opfylde i det personlige møde med en næste. De skal opfylde dem på egne vegne, ikke på samfundets eller nogen som helst andres vegne. Derved kommer forholdet til Gud i det väsentligste til udtryk i forholdet til nästen. At ville udmønte disse religiøse fordringer i almene samfundsmæssige love, altså gøre kristendommen til politik, er den protestantiske "dødssynd" par excellance.

Et velfungerende demokrati fordrer, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelser fra den forpligtelse som deres religiøse overbevisning indeholder. Men hvorledes sikres, at dette krav opfyldes? Principielt er der forskellige muligheder.

Den første er, at borgerne faktisk er så rationelle, at de hver især helt bevidst er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. (Den primære politiske forpligtelse i et demokrati er, at borgerne skal stemme på en sådan måde, at demokratiet kan opretholde sig selv). Men hvor mange er så rationelle?

Hvis folk helt bevidst er i stand til at adskille politik og religion, så er der grund til at tro, at deres religion ikke stikker særligt dybt. Det er næppe troværdigt, at folk, som alvorligt bekender sig til en religion, der per definition går ud over, hvad der kan begrundes rationelt, også vil have rationalitet til SELV at adskille politik og religion. Men hvis det ikke er troværdigt, hvorledes kan man så få den krævede adskillelse mellem politik og religion ind i den enkelte borgers hoved?

Den enkleste mulighed er, hvis religionen selv bringer adskillelsen med sig. Hvis altså religionen selv afstår fra at ville være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning - ingen politiske budskaber - med i sin forkyndelse. Men det er naivt at tro, at alle religioner opfylder den betingelse.

Den rent principielle gennemtænkning af forholdet mellem demokrati og religion må acceptere, at religioner kan være forskellige med hensyn til, i hvilken grad de indeholder en politisk lovgivning, og derfor hvor vanskeligt de har ved at bøje sig for det demokratiske krav om adskillelse mellem politik og religion. Det vil være lettere for en religion, jo mindre den selv kræver af politisk lovgivning; og lettest, hvis den ud af sin egen forkyndelse - og ikke som følge af ydre krav - helt afstår fra at ville være politik.

Dermed har vi også en forklaring på hvorfor den luthersk evangeliske kristendom der er udviklet ud fra Luthers lære om de to regimenter har meget let ved at forenes med en demokratisk orden, medens en religion som islam, der ikke skelner mellem politik og religion, og som kræver en omfattende samfundsmæssig lovgivning der har sin grund i Koranen og profeten Muhammads levned gennemført, har det yderst vanskeligt med demokratiet.

Efter min vurdering er kristendommen med dens krav om adskillelse af politik og religion den primære årsag til, at demokratierne kunne gro frem i det kristne Vesten, mens islam er den primære forklaring på, at demokratiet har det vanskeligt overalt i den muslimske verden, hvor der ingen eksempler findes på selvgroede demokratier.

Folkekirkeordningen der blev etableret af grundlovsfædrene i 1849, og er opretholdt i 1953 Grundloven, har ikke givet særlige problemer i relation til adskillelse af religion og politik. Ordningen har stort set opfyldt den tiltænkte funktion, at sikre kulturel kontinuitet, stabilitet og samhørighed i et gammelt kristent samfund, således at vi undgik det kulturchock og blodbad som en fransk revolution ville have været. Og ikke mindst, på en baggrund af demokratiets krav om religionsfrihed, at anerkende den helt særlige betydning som netop den evangelisk lutherske kirke har haft for, at vi i det hele taget så smertefrit nåede frem til demokratiet, ved at give denne kirke en præferencestilling i forhold til alle andre religioner, således som det kommer til udtryk i folkekirkeordningen.

Demokratiet fordrer åndsfrihed og derfor også religionsfrihed, men det fordrer ikke religionslighed. Her er det rationelt at behandle religionerne forskelligt, især efter hvor forenelige deres lære er med demokratiets fordringer og dets mulighed for at kunne opretholde sig selv.

Hvad så med et nationalt parti som Det konservative folkepartis eventuelle misbrug af kristendommen for at styrke de mest værdifulde traditioner og institutioner i samfundet, som partiet så som samfundsbærende, udtrykt i partiets gamle slogan: Gud, Konge og fædreland?

De konservative har selvfølgelig arbejdet for at styrke den nære forbindelse mellem kirke og stat og mellem det indskrænkede monarki og staten. Men partiet har mig bekendt aldrig krævet en bestemt lovgivning gennemført med henvisning til kristne værdier eller en bestemt fortolkning af kristendommen. Tværtimod kan man sige. Det var som bekendt en konservativ justitsminister der frigav pornografien i 1969 og partiet støttede senere loven om fri abort, hvilket provokerede en del præster i folkekirken og andre kristne til at stifte Kristeligt Folkeparti, der senere skiftede navn til Kristendemokraterne.

De konservative befinder sig således efter min vurdering på den rigtige side af den demarkationslinie der i demokratiet skal träkkes mellem politik og religion.

Hvis de konservative ikke kan siges at misbruge kristendommen til deres eget politiske formål så kan undersøgelsen nu koncentreres til, om DF optræder væsentligt anderledes end de konservative ved i nogle sammenhænge at spænde kristendommen for deres politiske vogn og propaganda. Om partiet derved med rimelighed kan siges at "misbruge" religionen til et politisk formål.

Har DF eksempelvis krævet en lovgivning gennemført med eksplicit begrundelse i en særlig fortolkning af kristendommen eller dens etik?

Det har partiet mig bekendt ikke, men såfremt jeg skulle tage fejl bedes opponenter venligst fremlægge den fornødne dokumentation herfor.

I partiets folketingsgruppe findes to folkekirkepræster, Krarup og hans fætter Langballe, hvis POLITISKE synspunkter altid har ligget tæt på det som kommer til udtryk i partiets principprogram, vedtaget mange år før præstefætrene meldte sig ind i DF og søgte valg til Folketinget.
At præster er politisk engagerede er ikke noget nyt i dansk politik. Præsten Poul Hartling var medlem af Venstres folketingsgruppe og blev på et tidspunkt landets statsminister. Mig bekendt blev han ikke på noget tidspunkt beskyldt for at sammenblande religion og politik, så fra selve det, at et partis folketingsgruppe har præster som medlemmer kan ikke sluttes, at der så nok er tale om en sammenblanding af politik og religion.

DF er et dansk nationalt parti der ser det som sin primære opgave at sikre opretholdelsen af den danske nationalstat og folkestyres overlevelse ved blandt andet at styrke demokratiske, humanistiske og traditionelle "danske" værdier. DF opfatter det således, at statens primære opgave er at sikre landets egne svageste borgere tryghed og en anstændig social standard, men støtter iøvrigt at landet yder en rimelig stor u-landsbistand og en hjælp til flygtninge, dog en hjælp der primært består i at hjælpe dem i nærområderne frem for at give dem midlertidig beskyttelse i Danmark. En midlertidighed som er ret så teoretisk, da de fleste anerkendte flygtninge vælger at blive i Danmark hvis de har mulighed derfor.

Den nationale og demokratiske selvstændighed trues ifølge partiets optik navnlig fra to sider.

For det første af en muslimsk massetilvandring der i årene mellem vedtagelsen af verdens mest liberale udlændingelov i 1983 og til "systemskiftet" i 2001 nærmest havde karakter af en folkevandring af et omfang som alvorligt og i stigende omfang truede samfundets stabilitet og sammenhængskraft. Dels fordi staten ikke havde ressourcer til at integrere en så stor gruppe fra meget fremmedartede kulturer uden demokratisk tradition, og dels fordi en hel del af de tilvandrede muslimer viste sig at være integrationsresistente og derudover krævede særlig hensyntagen til de fordringer deres religion stillede. Dertil kom en væsentlig højere fødselsrate blandt muslimske tilvandrere kombineret med et religiøst og traditionelt bestemt ægteskabsmønster der qua de liberale familiesammenføringsregler konstant bragte flere muslimer til landet. Personer som for en stor dels vedkommende ikke kunne beskæftiges og derfor havnede på overførselsindkomst. Ghettodannelse og konturene af et parallelsamfund med sine egne normer og love begyndte at tegne sig stadig tydeligere, ligesom tendensen til i muslimske grupper at løse alle konflikter ved hjælp af trusler og vold, samt et kvindesyn der gjorde kvinden til slave af manden og en børneopdragelse der for drengenes vedkommende fremmede en aggressiv adfærd og livsstil kunne opfattes som en begyndende polarisering eller balkanisering af samfundet der alvorligt truede dets sammenhængskraft og evne til på sigt at kunne opretholde de demokratieske institutioner og retsstaten.

For det andet trues den nationale selvstændighed af den potentielle trussel som Den Europæiske Union udgjorde og udgør gennem krav om afgivelse af beføjelser (suverænitet) til EU´s myndigheder i stadig større omfang. Princippet om et stadig tættere samarbejde på stadig flere politikområder har kørt non stop fra medlemsskabet i 1973 indtil befolkningerne i Frankrig og Holland i 2005 sagde stop ved at blokere for vedtagelsen af den nye forfatningstraktat der i realiteten suspenderede nationalstaternes Grundlove og banede vejen for Tyrkiets medlemsskab af Unionen. EF/EU har siden 1973 haft en skjult storpolitisk agenda, kaldet projekt Eurabia, som blev igangsat på fransk initiativ, om et tættere samarbejde mellem landene i Mellemøsten og EU på alle områder: kulturelt, handelsmæssigt, politisk og ved at åbne EU op for især tilvandring af muslimer fra Mellemøsten. Tanken var at Unionen paa denne maade blev styrket og kunne danne modvägt mod USA´s dominerende indflydelse paa verdenspolitikken. Politisk krävede de muslimske lande, at EU afholdt sig fra skarp kritik af de muslimske diktaturer og pseudodemokratier samt ydede politisk og økonomisk støtte til "den palistinensiske frihedskamp" og lagde afstand til Israel ligesom islam i Europa skulle ligestilles med kristendommen på alle områder.

Min politiske bedømmelse er, at landets svageste borgere i stigende grad følte sig svigtet af det socialdemokrati hvis politiske eksistensberettigelse oprindeligt var at kæmpe for at forbedre arbejderklassens og de svagest stilledes kår. De svageste borgere så sig i stigende grad anbragt i den situation, at de skulle bære de tungeste byrder og mest negative konsekvenser af en socialdemokratisk politik som fremmede massiv muslimsk indvandring ud fra en utopisk forestilling om fordelene ved et multikulturelt samfund med islam som hovedkomponent. En katastrofal politik som det såkaldte "alternative politiske flertal" bestående af Det radikale Venstre, Socialdemokratiet og venstrefløjspartierne indledte med at tvinge verdens mest liberale udlændingelovgivgning igennem i 1983. En politik som de socialdemokratiske regeringer i 1990-erne ikke turde eller kunne tage et generalopgør med, selv om det stod klart, at den var katastrofal. Det blev blot til nogle kosmetiske ændringer som ikke hjalp stort.

Socialdemokratiet skabte således qua deres politik selv den politiske platform hvor DF står. De svage borgere der følte sig svigtet af det store gamle parti gav udtryk for deres utilfredshed ved at stemme på Dansk Folkeparti, hvis sociale program ligner en afskrift af Socialdemokratiets gamle principprogrammer, men som tillige gjorde klart op med flygtninge- og indvandrerpolitikken samt utopien om det multikulturelle samfunds velsignelser og derudover stillede sig yderst kritisk over for et EU-samarbejde med demokratisk underskud og DF afviste definitivt yderligere afgivelse af suverænitet. Partiet ønsker faktisk, at vi får noget af den tabte suverænitet tilbage, så danskerne atter bliver herre i eget hus.

I stedet for at tage de reelle bekymringer og problemer som især mange traditionelle socialdemokratiske vælgere stod midt i alvorligt og ændre politik, valgte Socialdemokratiet at sætte sig på den moralsk høje hest og i selvgodhedens navn belære danskerne om, at alle problemer med de fremmede skyldtes danskernes fremmedangst eller islamofobi samt mangel på imødekommenhed og tolerance over for de fremmede. I løbet af et par generationer ville der ingen problemer være, for da ville de fremmedes efterkommere have overtaget vore værdier og normer, lød udmeldingerne fra forkæmperne for det multikulturelle samfunds velsignelser.

Nu er det jo ikke så vanskeligt at udvise politisk hjælpsomhed over for fremmede, flygtninge og indvandrere, hvis man ikke selv personligt direkte skal bære omkostningerne ved eksperimentet, men måske oven i købet kan skaffe sig en levevej i den "godhedsindustri" der blomstrede op i takt med, at tilstrømningen af fremmede sprængte alle grænser. Og de der har en økonomi som tillader reelt frit bolig- og skolevalg behøver selvfølgelig ikke at bo i indvandrerghettoerne eller sende deres børn i kommunale skoler hvor hovedparten af børnene er fremmedsprogede og hvor undervisningen ikke fungerer. De velstillede oplever ikke, som de økonomisk svage danskere der ikke har noget andet valg, den dagligdag hvor deres børn intet lærer i skolen og tillige bliver terroriseret og gennembankede af muslimske elever, uden at lærerne tør gribe ind. Eller at deres hustruer bliver mødt med tilråb som: "forbandet luder", fordi hendes påklædning ikke lever op til de muslimske påklædningsnormer for ærbare kvinder. Eller at deres teenagepiger bliver forulempede eller voldtaget på skift af en bande muslimske drenge. Eller at brandbiler og ambulancer nægter at rykke ud fordi de risikerer at blive overdænget med sten af bander af muslimske unge der føler sig krænkede over et eller andet eller blot hader alt dansk fordi det er uislamisk.

"De gode" og de som ønsker at være god med de gode, forstår ikke, at den selviskhed der kommer til udtryk når de svageste danskere stemmer på Dansk Folkeparti ikke er værre end den selviskhed som kommer til udtryk i, at al hjælp ydes under den forudsætning, at man bevarer sin plads i det økonommiske hieraki, efter at hjælpen er ydet. Derved kommer de der befinder sig længere nede på den økonomiske rangstige til at yde et forholdsvis større bidrag end de der befinder sig højere på rangstigen. Dertil kommer så, at de økonomisk svageste ikke som de mere velbjærgede har muligheden for at vælge at leve i fredelige boligområder med andre velstillede, områder uden flygtninge og indvandrere.

Etisk set er det den samme selviskhed der kommer til udtryk i begge tilfælde. Det er samme selvcentrerede mekanik som gør, at velstillede flytter sammen i særlige boligkvarterer, som også gør, at fattige protesterer mod "fremmede" og stemmer på DF. Der er ingen grund til at se mere moralsk fordømmende på det sidste end på det første.

Sagen er jo, at det er de fattige og dårligst stillede, der bærer en uforholdsmæssig stor byrde, når asylansøgerere og fremmede skal integreres. Og således bliver det, når den politiske hjælpsomhed ydes under forudsætning af, at man bevarer sin plads i det økonomiske hieraki, og når dette hieraki så også giver sig udtryk i et bolighieraki. Da er en liberal holdning til indvandrer- og asylpolitik ikke uden videre ligefrem proportionel med personlig godhed. Da kan man ikke sige, at den velstillede, der bor blandt ligestillede, og som går ind for en liberal indvandrer- og asylpolitik, moralsk er bedre end den dårligt stillede, som går imod en sådan politik, men som først og fremmest kommer til at bære konsekvenserne af den i sin dagligdag.

Følgelig kan man heller ikke slutte, at hvis to velstillede, der begge bor blandt ligestillede, adskiller sig deri, at den ene går ind for en liberal fremmedpolitik, mens den anden går imod, så er den første moralsk set bedre end den anden. Det kan være, at den første kun mener, hvad han mener, fordi han ikke selv skal bære de direkte konsekvenser; og det kan være, at den anden erkender, at netop det, at han har valgt at bo hvor han bor (i stedet for i enkel ligefremhed at bruge sit overskud til at hjælpe de nødlidende, som han jo udmærket kender eksistensen af), tyder på, at han ikke er berettiget til at stille større moralske krav til andre. I så fald viser den anden den relativt største moralske modenhed, fordi han i al ydmyghed erkender, at man bør være varsom med at stille større moralske krav til andre end til sig selv. Snarere end den første er det den anden, der i sit hjerte forstår, hvor vanskeligt det er for en kamel at gå igennem et nåleøje.

Det kan således konkluderes, at der ikke er noget ligefremt forhold mellem personlig godhed og holdning til asyl- og indvandrerpolitik. En erkendelse som den tidligere og nu meget forhenværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (PNR) ikke besad, da han fra Folketingets talerstol udtalte en moralsk fordømmelse af Dansk Folkeparti, dets medlemmer og vælgere og Pia Kjærsgaard, med ordene: "stuerene bliver I aldrig". Den eneste der blev smidt ud af "stuen" var som bekendt den moralsk umodne PNR og hans parti, medens DF og Pia Kjærsgaard snart sad til højbords i stadsstuen med en borgerlig regering. Det sørgede folkestyrets suveræne magthavere - vælgerne for!

Der er således Socialdemokratiets svigt over for deres egne svage vælgere der har skabt Dansk Folkeparti og det er fuldt fortjent at partiet sammen med de radikale og venstrefløjen er sat uden for politisk indflydelse og dermed er blevet presset til at ændre politisk holdning til værdien af muslimsk tilvandring og det multikulturelle projekts velsignelser, for det er de nødt til, hvis de skal gøre sig forhåbninger om nogen sinde at generobre regeringsmagten.

Hermed har jeg kort skitseret DF´s politik i meget store træk og dertil føjet min egen politiske vurdering og bedømmelse af situationen der førte til etableringen af DF i 1995 og systemskiftet i 2001. Den globale jihad og "krigen mod terror" virker selvfølgelig heller ikke befordrende på udbygningen af tilliden mellem muslimer og ikke-muslimer, det som kaldes "social kapital", hvilket er en af forudsætningerne for eksistensen af et velfungerende demokratisk samfund. At såkaldte fredelige muslimer ikke i langt større omfang end tilfældet er tager klar, markant og entydig afstand fra de terrorhandlinger der begås i islams navn, og åbent bekender sig til demokratiske værdier, fører undgåeligt til, at mistilliden til den muslimske befolkningsgruppe generelt vokser, ligesom det stunt hvor Danmark blev afpresset politiske indrømmelser og beklagelser på grund af nogle helt harnløse og fuldt lovlige tegninger af profeten Muhammad i et dansk dagblad uundgåeligt fik mange til at stille spørgsmål om, hvad muslimernes virkelige agenda mon er, og om islam overhovedet kan eller ønsker at sameksistere fredeligt med nogen anden kultur? Historien kan ikke opvise eksempler herpå, så troen på det fredelige islam er i egentlig forstand en blind tro eller et grundløst håb!

Dansk Folkeparti kan selvfølgelig ikke tage den evangeliske kristendom til indtægt for en politik der er specielt rettet mod eller forskelsbehandler muslimer, og det gør de mig bekendt heller ikke. Men præsterne i DF er som teolooger og præster i folkekirken forpligtet på den Augsburgske Bekendelse, der er den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag, hvilket selvfølgelig kan have øvet indflydelse på deres grundindstilling til islam som åndsmagt - religion og politisk ideologi.

I "Confessio Augustana" kan man i den første artikel læse, at Luther har føjet islam (muhamedanerne eller "Mahometistae") til rækken af klassiske eksempler på vranglære fra oldkirkens tid. Altså et kristent kætteri i form af en forvrænget og falsk udgave af kristendommen og en direkte fornægtelse af Kristus og det kristne evangelium.

For Luther er de tyrkiske erobrere der på hans tid truede centraleuropa "Guds vredes ris" rettet mod en ulydig kristenhed, men samtidig er den tyrkiske voldsmagt for Luther også Djævelens tjener, en eksponnent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft.
Denne teologiske tolkning af begivenhederne (der har mange fælles træk med den nuværende situation og den globale jihad) er ikke ensbetydende med nogen dæmonisering af muslimerne som mennesker. Det er islam som åndsmagt, en dæmonisk magt, der strider mod Gud, Luthers udsagn er rettet imod. Den egentlige og afgørende strid mod tyrken og islam er for Luther slet ikke sværdets strid på slagmarken, men kristenhedens åndelige strid med Djævelens magt. Denne åndelige strid består slet og ret i, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og høres i tro. Og hvor Guds vredes ris hænger synligt for enhver over kristenhedens lande, skal der forkyndes omvendelse og udholdenhed i bønnen!

Faktisk blev Luther i sin sammtid beskyldt for defaitisme i forhold til den tyrkiske fare - hans afvisning af "korstogstanken" blev udlagt, som om Luther hævdede, at man slet ikke skulle gøre modstand mod tyrkerne. Men også kejseren eller den verdslige, politiske øvrighed har ifølge Luther en krig at udkæmpe mod tyrken på det verdslige plan. Dette er for Luther ganske simpelt en funktion af øvrighedens pligt til at beskytte sine undersåtters liv og ejendom imod en morderisk og røverisk angriber. Enhver ordentlig øvrighed har pligt til at værne land og folk imod en morderisk og røverisk angriber. Og enhver, som er kaldet dertil, kan da i lydighed mod sit embede og med god samvittighed føre krig mod tyrken under kejserens banner og på hans befaling. Muslimerne skal altså ikke bekæmmpes for deres tros eller læres skyld; men de kristne lande skal selvfølgelig forsvare sig imod det tyrkiske riges aggressive ekspansion. Intet kunne ligge Luther fjernere end tanken om at føre religgionskrig eller med magt at ville omvende muslimerne til kristendommen. Tyrkerne skal bekæmpes som angribere; deres tro og lære skal man lade dem have i fred.

Hvis vi overfører Luthers teologiske fortolkninger til moderne tid, hvor kejser og øvrighed ikke er indsat af Gud, men valgt ved demokratiske valg, så bliver den kristne bragt i et uløseligt dilemma, fordi han selv så at sige, qua samfundets demokratisering, er blevet den højeste politiske magt, eller i hvert fald har del i denne suveræne magt som borgerne i et demokrati har. De pligter og rettigheder som tidligere lå hos den suveræne kongemagt ligger nu hos hver enkelt demokratisk borger. For den kristne betyder det, at han selv skal sætte grænsen mellem de to regimenter. Den ene del af ham fordrer, at han ikke skal yde modstand mod angribere, voldsmænd og terrorister, men alene kæmpe den åndelige strid som består i, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og høres i tro. Den anden del, som demokratisk borger der har fået uddelegeret de pligter og ansvar som tidligere tilfaldt den enevældige monark, kræver, at han forsvarer den demokratiske samfundsordens stabilitet og beståen med alle legale midler, herunder også krig mod en angriber. Her kan løsningen være, at stemme på et parti som efter den kristnes opfattelse bedst muligt sikrer det demokratiske fællesskabs fortsatte beståen mod de farer som truer det.

Der er således intet i vejen for, at en kristen eller en præst med god samvittighed og i fuld overensstemmelse med sin tro kan stemme på et parti som Dansk Folkeparti uden at komme ud i nogen som helst moralsk konflikt. Tværtimod, for hvis han deler DF´s politiske vurdering af de trusler som aktuelt er rettet mod det danske folkestyre, så har han i realiteten ikke andet valg end at stemme på partiet for at fremme dets politik eller engagere sig politisk som parlamentariker.
Dette er præcist hvad Søren Krarup og Jesper Langballe har gjort.

Det er helt fint at være uenige med præsteduoen i deres vurderinger og standpunkter, men så må en sådan kritik være baseret på reelle argumenter og ikke blot på en uargumenteret påstand om, at præstefætrene og Dansk Folkeparti misbruger kristendommen for at nå et politisk mål.

En sådan beskyldning er efter min vurdering fuldstændig grundløs og det er helt i overensstemmelse med den luthersk evangeliske kristendom, at denne bør tjene som et åndeligt bolværk mod islam som åndsmagt og som et eksempel på et særligt ondartet kristent kætteri, hvorfor det ingen mening giver at sige, at en sådan holdning er udtryk for misbrug af kristendommen.

De der derimod hævder, at kristendommen bør bøje sig for islam, eller at de to religioner bør sidestilles i enhver henseende misbruger faktisk kristendommen på det groveste til et rent politisk formål - nemlig for at fremme utopien om det multikulturelle samfund og/eller gennemførelsen af Eurabia projektet. Et eksempel på et sådant misbrug i EU-regi er netop eurokraternes afvisning af at indskrive den betydning kristendommen har haft for udviklingen af de humanistiske og demokratiske værdier i Europa i præamblen til EU´s Charter om Grundlæggende Rettigheder (underskrevet i Nice 7. december 2000).
Heri vil man nok tale om, at Unionen er "sig sin åndelige og etiske arv bevidst", men man undlader at kalde den kristen. Dermed demonstrerer man det modsatte af, hvad man siger: at man netop IKKE er sig sin åndelige og etiske arv bevidst.

Selv som ateist har jeg ingen problemer med at anerkende kristendommens afgørende betydning for Europas åndelige udvikling og som hovedforklaring på, at den verdslige humanisme og demokratiet kunne gro frem i Europa, mens der ingen eksempler findes på en tilsvarende udvikling uden for den kristne kulturkreds.
Vejen var ganske vist lang og "tornekranset", for først måtte borgerne tilkæmpe sig retten til at kritisere kristendommen - en livsfarlig beskæftigelse gennem århundreder - før man kunne komme videre.
Karl Marx har om ikke andet ret i, at "kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik", og vil jeg føje til, tillige forudsætning for al udvikling. Islams problem er her, at det endnu ikke er lykkedes for betydende grupper i islam, at tilkæmpe sig retten til at kritisere islam som religion og politisk ideologi. Salafisterne synes fortsat at sidde sikkert på magten, selv om der visse steder, bl.a. i Iran, er tegn på et begyndende folkeligt oprør mod det autoritære og undertrykkende præstestyre.

For at unndgå misforståelser bør jeg måske lige nævne, at jeg politisk er autonom og således ikke medlem af, eller på nogen måde tilknyttet politiske partier eller grupperinger. Den eneste forening jeg er medlem af er Trykkefrihedsselskabet af 2004, der kæmper for at sikre og udvide vor ytringsfrihed.

Gider du forklare mig det rimelige i, at jeg går her og vender den anden kind til over for APG´s medlemmer, samtidig med at de kommer rendende med en retfærdig straffelov ?

Det er en stor lidelse at være kristen i det sekulariserede DK.

Måske man skulle adskille religion og politik og stene et par skøger.

Hej digi,

har du mere at sige?

en lille stemme.

Sandhedens öjeblik for Judas II:

citat:
Det er en stor lidelse at være kristen i det sekulariserede DK.



Ingen har som bekendt lovet, at det skulle väre let at väre kristen - det er faktisk langt svärere end de fleste kristne tror, og maaske allermest vanskeligt i et sekulariseret demokrati hvor den kristne, udover alle de andre fordringer troen kräver han skal leve op, ogsaa skal leve op til de fordringer demokratiet stiller, hvilket fordrer et vist maal af rationalitet, saaledes at han kan adskille de to regimenter, jf. den udförligere behandling af dette spörgsmaal i mit ovennävnte indläg.

Det har altid väret vanskeligt at afgöre, om man bör stene eller kneppe sköger. I demokratiet synes hovedparten at gaa ind for det sidstnävnte ;-)

Alle partier udnytter situationen til egen fordel ....
sådan er dét. Det kan DU ikke ændre på. -

Se nu f.eks. de radikale med nye M.Vestergaard .... som
kvinde pirrer hun mig faktisk lidt - MEN ...............

på jagt efter stemmer ( egoet igen - Vestergaards ego )
så er hun / de / villige til at tillade, at mænd har flere koner !! ---> en leflen for muslimer - føj, da.

Det skal vi ikke ha' indført i Danmark. Absolut ikke.
Og det er også kun pseudosnak, spil for galleriet fra
Mariannes side. Det ved hun godt. Og hun ved også godt,
at VI, ved det. ( ho-ho )

EN kvinde er nok! - For kvinder er psykisk stærke!
De fleste. Jeg taler med 30 års erfaring!

Det må være nok for denne gang. Andre elsker to A4 sider.

Ingen nævnt - ingen glemt.

OG : Bogger, hvad laver du i din ferie? - Og anr ?


mvh. Lasker

I Indonesien er der meget svært at være kristen!!

Hvornår forstår de alvoren, qua muslimer, i Europa?


Et stort hip til Australien!