FORSIDE DANMARK UDLAND KIRKE OG TRO KULTUR REJSER SENESTE NYT
Kronik

Statsministeren er stadig en farlig mand

10. nov 2007 00:00 KRONIK: Danmark er ændret dramatisk i de seks år med borgerlig regering. Spørgsmålet er imidlertid, om det ville have set helt anderledes ud med en anden regering? Næppe meget – men lidt har også ret

Kommentér
Share
Læs også
Udskriv
Tip en ven

Preben Wilhjelm
DET ER IKKE TIL at se forskel, lyder klagen over valgkampen. Og når man ser på, hvilke tilpasninger aktørerne foretager for at fjerne mulige angrebspunkter, må man give klagerne medhold: Et mindre antal irakiske asylsøgere skal omsider have lov til at flytte ud af centrene, mens det fortsat er til diskussion, om de også skal have lov til at arbejde. Radikale Venstre og SF vil have undersøgt virkningerne af 24 års-reglen, men en afskaffelse er ikke længere ultimativ. Og V tilpasser sig flertallet, når det gælder lægeordineret heroin og lavere moms på frugt og grønt. Vigtige markeringer hver for sig, men – hånden på hjertet: langt, langt nede i småtingsafdelingen.

På de større linjer er enigheden fremherskende: Man sværger til skattestop og stram udlændingepolitik. Man freder ejendomsskatterne. Man prioriterer miljø- og klimaproblemer. Man overbyder hinanden i planer for vedvarende energi. Og man kappes om at værne om velfærdsstaten.

Det havde selvfølgelig været utænkeligt, havde det ikke været, fordi vi i de sidste seks år har været regeret af konvertitter. Fogh Rasmussen (V), som stod fadder til det mest sønderlemmende angreb på velfærdsstaten og dens opfostring af slavesjæle, der nogensinde er set, har gjort sig til velfærdens sande beskytter.

Annonce
Hans yngre løjtnanter, som oprindelig blev politisk vakt af hans ultraliberalistiske korstog, har (til dels med undtagelse af Søren Pind) fulgt ham i metamorfosen og kan jævnligt opleves rosende regeringen for at have udvidet den offentlige sektor. Og DF's ledertrio, Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Skaarup, der aldrig havde haft nogen politisk karriere, hvis den ikke var startet i slipvinden fra en vis Mogens Glistrup, hvis fremmeste mål var afvikling af al offentlig virksomhed, har gjort sig til de offentligt ansattes fremmeste fortaler.

At det nu kan være svært at se forskel på rødt og blåt hold, er dog ikke ensbetydende med, at der intet er ændret siden regeringsskiftet i 2001. Faktisk er Danmark ændret dramatisk i de seks år. Tag blot tre helt væsentlige områder:

1) Den økonomiske ulighed i befolkningen er vokset ganske betydeligt. Hvis vi stadig mener, at de skandinaviske samfunds større harmoni, mindre sociale konflikter og lavere kriminalitet end de fleste andre landes blandt andet skyldes mindre økonomisk ulighed, er det en skidt udvikling, som gør al snak om "sammenhængskraft" til rent hykleri.

2) Den enkelte borgers frihed og retsbeskyttelse er radikalt forringet gennem en såkaldt terrorlovgivning, som giver staten udvidede beføjelser til overvågning og aflytning, indgreb og infiltration, som vi for få år siden ville kalde Stasi-metoder, og som på ingen måde begrænser sig til terrorbekæmpelse.

3) Udenrigs- og sikkerhedspolitisk har Danmark ladet hånt om folkeretten og FN-traktaten ved at deltage i krig og besættelse uden selv at være angrebet og uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Spørgsmålet er imidlertid, om det ville have set helt anderledes ud, hvis vi ikke havde fået VKO-flertallet. Med skam at melde: næppe.

Den øgede økonomiske ulighed var allerede godt i gang under Nyrup-Jelved-regeringen. Siden er det gået rigtig stærkt, især på grund af værdistigningen på fast ejendom. Omkring 800 milliarder i de seneste seks år. Et fuldstændig ufatteligt beløb – alle store offentlige projekter, sundhedsvæsen, folkeskole og så videre er pebernødder i sammenligning. Nogen skal jo betale, skønt Sass Larsen ikke begriber det. Det er det største generationstyveri i landets historie.

Men ville S have forhindret det? Kun et år før Helle Thorning-Schmidt blev partiformand, skrev hun sammen med andre "fornyere" en debatbog om alt det, der skulle gøres, og som kostede kassen. "Reformen finansieres ved beskatning af kapitalgevinster på fast ejendom … Vi skal gøre op med det nuværende mønster, hvor folk tjener halve og hele millioner på at eje fast ejendom i nogle få år", hed det.

Samtidig hånede forfatterne de gamle politiske ledere af alle partier, som ikke havde turdet røre ved disse arbejds- og skattefri gevinster, selv om alle sagkyndige er enige om, at det er selve nøgleproblemet i dansk økonomi. Men det første, hun gjorde som nyvalgt partiformand, var at love, at hun ikke ville røre ved ejendomsbeskatningen! Og af skræk for friværdivælgerne har R og SF nu tilsluttet sig løftet …

Det første og afgørende lovkompleks om "terrorbekæmpelse" blev fremsat af SR-regeringen dagen før Nyrup Rasmussen (S) udskrev valget i 2001. Også tilføjelserne i 2002 og 2006 har S og R stemt for.

VKO stod alene om beslutningen om at gå sammen med Bush i krigen mod Irak. S og R var imod. Så vidt så godt. De falske begrundelser har man således aldrig støttet, ligesom man ikke som regeringen længst muligt lukkede øjnene for USA's anvendelse af tortur og tilsidesættelse af Genèvekonventionerne. Som man vil huske, erklærede Fogh sig gang på gang overbevist om, at USA overholdt alle konventioner, og Stig Møller sagde god for Guantanamo og udtalte, at fangenskab her godt kunne vare 30 år: Først da Angela Merkel klart og tydeligt sagde fra, begyndte den danske regering at tage forbehold.

Men på et helt principielt punkt, nemlig at føre krig i strid med FN-traktaten, gjorde S og R nøjagtig det samme i 1998 – og har af samme grund været noget bovlamme i deres kritik. Principløshed har sine omkostninger. Der er således ikke grund til at forvente, at en Thorning-regering vil gøre det så forfærdelig meget anderledes end en Fogh-regering. Mindre forskelle har også ret, og meget mere skal vi næppe sætte næsen op efter.

Men der er andre grunde, som i mine øjne gør det bydende nødvendigt at få et skifte. I de godt 50 år, jeg interesseret har fulgt og til dels deltaget i dansk politik, kan jeg ikke mindes en regering med så mange lig i lasten. I ren ideologisk blindhed dyrkede man Farum-modellen og Lomborgs tvangstanker, skønt der var solidt belæg for deres bedrageriske karakter.

Skandale efter skandale, som hver for sig havde været nok til at fælde en socialdemokratisk minister, er rullet op, uden at det har fået konsekvenser. Fogh-regeringen var kun et par uger gammel, da det blev afsløret, at tre af regeringspartiernes MF'ere, heraf to ministre, havde opgivet fiktive adresser for at svindle sig til større stedtillæg.

Selve finansministeren blev afsløret i overtrædelse af bopælspligten, i misvisende regnskabsoplysninger og i uberettiget at have hævet EU-landbrugsstøtte. Hans sponsorering af Farum Boldklub og samtidige rengøringskontrakt med Farum kommune oser, men bestikkelse har ikke kunnet bevises.

Landbrugsministeren blev taget i nepotistiske tilskud til vennerne fra en statslig pulje, som blev holdt hemmelig for andre potentielle ansøgere. Og så fremdeles. Som sagt: hver især forhold, som socialdemokratiske ministre højst sandsynligt var blevet fældet på, men hvor VK har kunnet nyde godt af en helt anderledes nådig presse.

Men værst af alt: Tilsidesættelsen af FN-traktaten, den falske begrundelse for at kaste landet ind i præsident Bushs folkeretsstridige krig i Irak, og de efterfølgende løgne og cover ups for at sløre egne katastrofale fejl. Påstanden om, at masseødelæggelsesvåbnene ikke var den danske regerings begrundelse (skønt der hele 11 gange i det relativt korte beslutningsforslag netop er henvist til disse våben), at formålet var at fjerne Saddam Hussein (hvilket til gengæld ikke er nævnt med ét ord i beslutningsforslaget).

Det rystende og tankevækkende er, at hvis der – højst ønskeligt – havde eksisteret en international domstol for forbrydelser mod folkeretten ligesom for krigsforbrydelser, så måtte vi udlevere Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller til retsforfølgelse ved denne domstol. Den vanvittige og for blot få år siden utænkelige situation har de bragt Danmark i.

Den overbevisning, med hvilken statsministeren kan fremsætte selv lodrette usandheder, tyder på, at hans fortrængningsevne er så udviklet, at han selv tror på, hvad han siger. Det er det mest skræmmende ved det hele. Marianne Jelved, som ellers aldrig gik efter manden, havde efter min mening mere end ret, da hun betegnede Fogh Rasmussen som en farlig mand.

Preben Wilhjelm er lic.jur. og tidligere medlem af Folketinget for Venstresocialisterne

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Teologisk fakultet på vej til lukning
Massiv kritik af katolsk biskop
Ekspert bekymret for Faderhusets medlemmer
Religiøse ledere ser kritik som syndigt
Hvor blev kommunernes milliarder af?
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 

Afstemning

Mener du , at præsters tavshedspligt også bør gælde i pædofilisager?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
Katolikker kritiserer håndtering af sexmisbrug
Deltag i kristendom.dk's påskekonkurrence
- Bibelen er vor kulturs grundskrift
- Guds ord tåler uenighed
Sådan indsættes en sognepræst
- Vi kender kun Gud gennem Jesus

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: