Børnefamilierne vil helt konkret mærke, at der kommer et nyt folketing i næste uge. Mad i institutioner, barselsorlov øremærket til faderen og færre lukkedage er nogle af nyskabelserne
Seks år efter, at barselsorloven blev forlænget, er der udsigt til en væsentlig ændring af den. Efter valget vil der tilsyneladende være politisk flertal for at øremærke en del af orloven til faderen, som man kender det fra de øvrige nordiske lande. I dag tager danske mænd blot seks procent af familiens samlede barselsorlov, mens de svenske fædre tager 20 procent, og islændingene er i front med 33 procent.
De tre borgerlige partier er ganske vist fortsat imod, men da Ny Alliance går ind for øremærkning, og partiet ser ud til at blive tungen på vægtskålen, tyder meget på, at far får sin helt egen del af orloven.
– Det kniber med ligestillingen mellem mænd og kvinder, så derfor vil vi øremærke en del af barselsorloven til faderen. Det er også sundt for ham at være sammen med sit barn, siger Gitte Seeberg fra Ny Alliance.
De forkætrede lukkedage i daginstitutionerne, hvor kommunerne af sparehensyn har lukket på almindelige hverdage, er det derimod slut med efter valget. Fra højre til venstre er partierne enige om, at de er en uskik.
Socialdemokraterne er dog det eneste parti, der vil afskaffe dem fuldstændigt, mens de øvrige fortsat mener, at det skal være muligt at lukke omkring helligdage, hvor der er få børn at passe.
– Vi vil have lukkedagene afskaffet på almindelige hverdage, men i modsætning til Socialdemokraterne går vi ikke ind for, at der skal være åbent 365 dage om året. De dage, hvor der er få børn, er det fint, hvis kommunerne samler pasningen i færre institutioner, siger familiepolitisk ordfører fra Dansk Folkeparti, Mia Falkenberg.
Politikerne er også enige om, at børn, uanset om de går i vuggestue, børnehave eller skole, skal have tilbudt et måltid mad. Dog er de uenige om, hvordan det skal finansieres, og hvor hurtigt det skal gå, inden løfterne bliver indfriet – men maden skal være der, og den skal være både sund og billig – gerne økologisk, hvis det står til venstrefløjen.
Familie- og Arbejdslivskommissionen foreslog tidligere på året, at hjemmeserviceordningen skal omfatte familier med børn under 14 år, men offentligt støttet rengøringshjælp kan familierne godt glemme alt om.
Selvom De Konservative lover skattefradrag for rengøringshjælp til børnefamilier, og Mette Frederiksen (S) er klar med en ny ordning, der skal gøre det billigere at få praktisk hjælp derhjemme, er der ikke et flertal for statsstøttet støvsugning.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk