Marie Cavallier var nødt til at konvertere

Når Marie Cavallier til næste år går op ad kirkegulvet for at blive gift med prins Joachim, sker det ikke som den katolik, hun er døbt som, men som et splinternyt medlem af den danske folkekirke. Det vil næppe vække megen debat i Danmark, men er ikke desto mindre et skridt, der rummer flere nuancer, end man umiddelbart tror.

En konversion fra én kristen kirke til en anden er som oftest en meget intim beslutning og tit resultatet af en proces, der har stået på i årevis. Sådan er det sjældent i kongelige kredse, hvor et trosskifte typisk sker af formelle grunde. Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være personlige omkostninger forbundet med skridtet, eller at man omvendt ikke kan blive vældig glad for det.

Men i første omgang er det en praktisk foranstaltning, og de fleste kongelige er hårdhudede nok til at følge spillets regler, som her til lands udspringer af Grundlovens bestemmelser om, at monarken skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.

Ud over Marie Cavallier har i nyere tid også grevinde Alex-andra og kronprinsesse Mary været igennem en tilsvarende proces med udgangspunkt i henholdsvis den anglikanske og den presbyterianske kirke. Det samme var prinsesse Anne-Marie, da hun i 1964 giftede sig med den græske kong Konstantin. Her gik konversionen blot den modsatte vej.

Andre europæiske kongedømmer har også bestemte forventninger til monarkens og den kongelige families konfession. Norge og Sverige har bestemmelser, der ligner de danske, og i Holland har monarken altid været medlem af den hollandsk-reformerte kirke. I Belgien er den kongelige familie til gengæld katolsk, skønt kongen ifølge forfatningen er hævet over politiske og religiøse spørgsmål. I Spanien ligger religionen også i faste rammer, og da den kommende kong Juan Carlos i 1962 giftede sig med den græske prinsesse Sophia, konverterede hun fra den ortodokse til den romersk-katolske kirke.