Salmesang i skoven søndag formiddag, småbørn med mor ved hånden og spaghetti i munden onsdag eftermiddag, og unge mennesker, som hopper rundt til hård rockmusik fredag aften.

Det danske kirkeliv har de seneste 10 år været vidne til en eksplosion af nye former for gudstjeneste. Og mens højmessen henvender sig til den brede befolkning, gør de nye gudstjenester en dyd ud af at appellere til særlige grupper.

Udviklingen skal ses i lyset af, at mange kirker har stadig sværere ved at lokke folk til den traditionelle højmesse. Folkekirkens medlemstal er svagt faldende over hele landet, og i de affolkede landområder og i hovedstadens brokvarterer prædiker præster for næsten tomme bænke.

Samtidig har præster og menighedsråd aldrig før haft så travlt med andre kirkelige tjenester end gudstjenesten. De nye tiltag handler derfor også om at engagere almindelige sognebørn i kirkelivet og aflaste kirkens ansatte.

Men det er lettere sagt end gjort, for Danmark har aldrig haft tradition for at inddrage lægfolk i gudstjenesten og det kirkelige liv.

Fra kristendommens udbredelse i Danmark i det 9. århundrede og frem til Reformationen i det 16. århundrede var gudstjenesten stort set kun præstens foretagende.

Gudstjenesten blev gennemført, uanset om menigheden var til stede, og når folk dukkede op, er det tvivlsomt, om de fik ret meget ud af præstens ord.

Det fortæller Peter Balslev-Clausen, adjungeret professor ved Afdeling for Kirkehistorie, Københavns Universitet, med speciale i salme- og liturgi-historie.