Hjertesager druknede i verbale slagsmål

Professoren konstaterer, at de fleste debatter har båret præg af, at kandidaterne gør deres yderste for at enten ignorere, karikere eller affeje modpartens argumenter. Modparten må ikke have ret i noget. Men dermed ser kandidaterne bort fra, at vælgerne som regel er delvis enige med begge parter, og at det politiske valg i realiteten ikke handler om rigtigt eller forkert, men hvordan vi som samfund skal prioritere.

– Alle de værdier, politikerne stiller op som hjertesager, vil 95 procent af vælgerne bakke op om. Men de er alligevel værd at debattere ud fra, for det afgørende er, hvordan værdierne skal fortolkes og prioriteres, siger Christian Kock og giver et eksempel:

– Sagen om asylbørn har fyldt meget i valgkampen. For mig at se handler sagen om et dilemma mellem et humanitært og et juridisk argument. Men i stedet for at stå ved, at der er et dilemma her, bruger kandidaterne deres taletid på at beskylde hinanden for at være henholdsvis uansvarlige og umenneskelige.

Professoren mener, at det samme problem ligger gemt, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fremhæver ytringsfrihed som hjertesag med henvisning til Muhammed-krisen: En antydning af, at venstrefløjen ikke prioriterer ytringsfrihed. Til gengæld excellerer venstreføljen i at anklage regeringen og især Dansk Folkeparti for at være umoralske og inhumane.

– Jeg tror, mange vælgere er smaddertrætte af dén måde at argumentere på. Og jeg tror, at de tvivlende vælgere ville lytte med sympati, hvis der var en kandidat, som stod ved, at begge sider har en vis fornuft i det, de siger, men at man som politikere er nødt til at foretage en afvejning, siger Christian Kock.

Valget vindes ifølge Jesper Troels Jensen ikke af den, der kan svine modparten til, men af den kandidat, der har mest ethos. Det vil sige den, der som person formår at skabe mest troværdighed omkring sin person. Og retorikeksperten udpeger her tre vindere af valgkampen, som har det til fælles, at de taler langsommere og roligere end de andre: SF's formand Villy Søvndal, De Radikales Margrethe Vestager og på førstepladsen Anders Fogh Rasmussen.

– Vores nuværende statsminister har en voldsom masse troværdighed. Vi oplever, at han er dygtig til sit arbejde, og derfor bevarer han nok posten. Denne høje

troværdighed går, at han bedre end for eksempel DF's Pia Kjærsgaard kan tillade sig at tale abstrakt om ytringsfrihed, forklarer Jesper Troels Jensen.

Hvad angår Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, lyder vurderingen, at hun har valgt klogt ved at udpege børnene til sin hjertesag, for en slagkraftig mærkesag skal ifølge retorikeren kunne ses, lugtes og smages.

– Helle Thorning-Schmidt har været en succeshistorie i valgkampen. Hun har udviklet sig meget og er kommet ned i et taletempo, der giver mere troværdighed. Men hun er ikke helt nede endnu. Vi får ikke den beroligende fornemmelse af, at mor er her, siger Jesper Troels Jensen.

Valgkampens to skuffelser er efter hans opfattelse Bodil Kornbek og Naser Khader. Den førstnævnte fordi hendes parti om nogen burde kunne tale om hjertesager og værdier, men alligevel har hun brugt sin taletid i tv på at tale om klimaproblemer og asylbørn ligesom alle andre. Og den sidstnævnte, fordi hans budskab har været for forvirrende og hans hjertesag demokrati for banal:

– I udgangspunktet har Ny Alliance været spændende, fordi de kom med nogle nye, sjove kandidater. Men der ligger et skær af uforståelighed over Naser Khaders retorik. Vi har nu forstået, at han vil pege på Fogh som statsminister, men al hans snak om dronningerunder har været dybt mystificerede. Og når han opstiller demokrati som sin hjertesag i en tid,

hvor vi ikke har en dagsaktuel Muhammed-krise eller krigserklæring mod Irak, svarer det til, hvis en politiker satte tyngdeloven på dagsordenen. Den diskuterer vi ikke, for den er der bare.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk