Hillary satser på kvinderne

USA har tilsyneladende passeret det punkt, hvor der var tvivl om, hvorvidt en kvinde kunne magte posten som præsident. I denne sammenhæng har Madeleine Albright og Condoleezza Rice haft stor betydning, alene ved at løfte opgaven som udenrigsminister og dermed bevise over for skeptiske amerikanske mænd, at verden ikke bryder sammen med en kvinde på posten. Kvinders valgbarhed til politiske topposter – herunder præsidentembedet – er stort set ikke noget offentligt debatemne længere.

Efter Hillarys opstilling i januar 2007 opstod der diskussion om, hvorvidt hun var tilstrækkeligt rustet til præsidentposten. Der blev peget på, at hun oprindeligt blev en offentlig figur i kraft af sit ægteskab med en politiker, og at hendes mest kendte forsøg på at spille en politisk rolle – sundhedsreformen – slog fejl for øjnene af hele verden. Men tvivlen om hendes kompetencer blev fejet af banen, efterhånden som hendes valgkamp for alvor kom i gang. En række meningsmålinger i løbet af sommeren viste, at der blandt amerikanerne ikke længere er tvivl om hendes erfaring og kompetencer til posten som præsident.

Hermed ikke sagt, at hun vil vinde hverken nomineringen eller præsidentvalget. Mange er dybt uenige med hende som politiker eller utrygge ved hende som person. Men debatten om hendes valgbarhed som kvinde er et overstået kapitel. Alligevel aner man blandt Hillarys rådgivere en bekymring for, at hendes køn skal blive en faktor hos visse vælgergrupper, selvom det ikke diskuteres offentligt. Der er i hendes lejr en fornemmelse af, at nogle vælgere – særligt mænd – måske ikke fortæller hele sandheden, når de i meningsmålinger og andre steder giver udtryk for, at spørgsmålet om en kvindes egnethed til præsidentembedet ikke længere er til diskussion. Særligt i kraft af den udsatte udenrigspolitiske position, hvori USA befinder sig i disse år, kan spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde vil være stærk nok, blive en faktor for nogle vælgere, selvom det ikke berøres offentligt som led i valgkampen.

Hillarys valgkamp er historisk alene i kraft af, at hun som kvinde har en reel chance. Og hendes base blandt kvinderne giver hende en betydelig fordel. Alligevel er hun nødt til at balancere mellem på den ene side at appellere åbent til den kvindelige del af vælgerkorpset og på den anden side gøre sin kampagne til andet og mere end et spørgsmål om kønsroller. Dels for at få de amerikanske mænd i tale og dels for ikke at frastøde de kvinder – bl.a. mange republikanere – som reagerer med skepsis over for kvinder med en for udpræget feministisk fremtræden.

Det er her, hendes erfaring kommer ind i billedet. Hun kandiderer, siger hun, fordi hun betragter sig som den mest erfarne og kompetente politiker i øjeblikket til posten som præsident. Men hun fører valgkamp som kvinde. Selv udtrykker hun balancegangen på denne måde: ”Jeg har sagt gentagne gange, at jeg ikke stiller op, fordi jeg er kvinde. Men jeg er begejstret for at føre valgkamp som kvinde og for den respons, jeg får over hele landet. Jeg tror, at jeg kan høste fra denne respons, og at jeg med en god valgkamp kan få folk frem til valgstederne.”

Som Hillarys ordvalg antyder, er man i hendes kampagnestab overbevist om, at de amerikanske kvinder i stemmemæssig sammenhæng udgør en ressource, som ingen andre vil være i stand til at udnytte i samme grad. Det er i denne forbindelse vigtigt at huske, at valgdeltagelsen ved amerikanske præsidentvalg er langt lavere, end vi er vant til i eksempelvis Danmark. Gennem de seneste årtier har deltagelsen svinget omkring 50 pct. Ved primærvalgene er valgdeltagelsen endnu lavere, ofte under 20 pct. Rundt regnet halvdelen af de mennesker, som ikke stemmer, er kvinder, og Clinton-kampagnen satser på at gøre millioner af disse kvinder så begejstrede for hendes program og for det historiske i hendes kandidatur, at de møder frem på valgstederne. Lykkes strategien, kan kvinderne udgøre forskellen mellem sejr og nederlag (...)

Det er en almindelig antagelse i USA, at hendes optræden under valgkampen i 1992 og senere under hendes mands præsidentperioder i dag er et handicap for hende. Hun blev dengang set som for radikal og for frembrusende, da hun eksempelvis under valgkampen bekendtgjorde, at hun ”kunne være blevet hjemme for at bage kager og arrangere teselskaber”.

Hun gjorde sig med andre ord utilbørlig og upopulær, lyder antagelsen. Men mange kvinder i Det Demokratiske Parti reagerede nøjagtig modsat. De identificerede sig stærkt med hendes anstrengelser for at balancere mellem sine egne ambitioner og hendes mands karriere. Da den republikanske højrefløj senere angreb hende kraftigt og hængte hende ud for at være yderligtgående feminist, opfattede tusinder af demokratiske kvinder angrebene som rettet mod dem selv. Senere – under Hillarys kamp for i fuld offentlighed at forlige sig med sin mands utroskab – identificerede disse kvinder sig igen med hende. Denne stærke, personlige identifikation er for manges vedkommende fortsat frem til i dag. Den kan ikke umiddelbart måles, og den gælder langtfra for alle kvinders vedkommende, måske kun for et mindretal. Men det er mit indtryk fra samtaler med amerikanske kvinder gennem årene, at effekten er en faktor, man skal regne med, selvom den sjældent omtales i debatten.

For at komme i kontakt med USA’s kvindelige vælgere såvel som med de kvinder, der normalt ikke stemmer, har Clintonkampagnen opbygget en omfattende infrastruktur af forbindelser til mange forskellige slags netværk for kvinder. Hillarys egen adressebog siges at omfatte en database med skønsmæssigt 250.000 navne, opdyrket gennem næsten 30 år i politik. Disse kontakter bliver bragt i spil under valgkampen, enten som modtagere af information om hendes valgkamp eller som arrangører af forskellige former for aktiviteter. Over store dele af USA er der opbygget lokale Hillary-som-præsident-organisationer. De ledes og styres som hovedregel af kvinder, og der er blandt mange af dem en entusiasme for ”sagen”, som man ikke skal undervurdere.

Disse kvinder deler en fælles fornemmelse af, at USA’s kvindelige halvdel aldrig tidligere har haft så god en chance for endelig at gennembryde ”det sidste glasloft”, og at chancen ikke må forspildes. Det kan vare adskillige år, før en tilsvarende mulighed viser sig igen.

Etablerede kvindeorganisationer har været hurtige til at bakke hende op. Allerede samme dag, som hun meddelte kandidaturet, blev hun officielt støttet af EMILY’S List, en velfungerende og velfinansieret demokratisk græsrodsorganisation med 100.000 medlemmer, der hjælper kvindelige kandidater fra partiet. Ordvalget i den formelle støtteerklæring fra organisationens formand, Ellen R. Malcolm, siger noget om stemningen blandt partiets aktive kvinder:

”Jeg er en af de millioner af kvinder, som har ventet hele livet på at se den første kvinde blive taget i ed som USA’s præsident – og nu har vi vores bedste mulighed for at se drømmen blive til virkelighed. På den nationale scene og i New York har senator Hillary Clinton brugt sin ekspertise og indflydelse til at skabe løsninger, der gør tilværelsen for det amerikanske folk sikrere og gunstigere. Ingen anden er mere kvalificeret til at bibringe Det Hvide Hus det grundfæstede og effektive lederskab, som vores land har så desperat brug for. Det er med kolossal begejstring og stolthed, at EMILY’s List meddeler sin støtte til senator Hillary Clinton som præsident.”

I slutningen af marts fik Hillary det blå stempel fra den politisk mere bredt funderede National Organization for Women (NOW) med 500.000 medlemmer. Håndslagene fra organisationer som EMILY’s List og NOW er vigtige, og årsagen er ikke kun, at støtten ser pæn ud på kampagnemateriale og i tv-reklamer.

Opbakningen giver Clinton-kampagnen adgang til organisationernes etablerede kanaler til indsamling af penge og til deres omfattende netværk af aktivister. Ikke mindst det sidste vil få betydning, når valgslagene skal udkæmpes, og kvinderne lokkes frem til valglokalerne.

kultur@kristeligt-dagblad.dk