Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Så giv statsministeren, hvad statministerens er, og Gud, hvad Guds er til din ven.
Så giv statsministeren, hvad statministerens er, og Gud, hvad Guds er
KRONIK: I evangeliet er ikke alt politik, alt er nåde, og det er mildest talt noget andet, og den politisk magt er venligst, men bestemt udlånt af Vor Herre
DET VAR NOK IKKE hensynet til kirkens tekstrække, der foresvævede statsministeren, da han udskrev valg i sidste måned. Ikke desto mindre må man sige, at tidspunktet var velvalgt i forhold til den just overståede søndags nytestamentlige tekster, som er de klassiske, når det drejer sig om forholdet mellem evangelium og politik, stat og kirke. De er meget citerede, brugte og misbrugte, kendt af mange, måske ukendt af flere.
Der er epistelteksten om myndigheden (eller øvrigheden, som det hed i den gamle oversættelse), som er fra Gud, og der er evangelieteksten om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det er tekster, som har sat deres spor i hjerter, holdninger og samfund. Men hvad har de at sige os i dag på mange århundreders afstand, som borgere og vælgere i et politisk demokrati, mens valgkampen raser uden for kirkens tykke mure ?
Ja, skal de komme os nær, må vi selvfølgelig lytte til dem, tage deres tale alvorligt og bede om, at Ånden vil åbne øre og sind, som kan være nok så proppede med forudindtagede og færdige meninger.
Annonce
Først og fremmest er de ikke udtryk for noget politisk program, men de siger noget om det politiske. De sætter det politiske på plads, kunne man også sige. I evangeliet er ikke alt politik, alt er nåde, og det er mildest talt noget andet. "og hvad har du, som du ikke har fået givet?" spørger Paulus i anden sammenhæng menigheden i Korinth (1. Kor. 4, 7). Den politiske magt er venligst, men bestemt udlånt af Vor Herre. Man taler om konger af Guds nåde, men også folkevalgte politikere er af Guds nåde. De får selvfølgelig magten via vælgerne, men en dag vil Gud kræve os til regnskab for vores omgang med de betroede talenter. Det er velgørende både som vælger og politiker at have for øje, at der findes en højere myndighed end egne interesser og skiftende folkestemninger.
Der er epistelteksten om myndigheden (eller øvrigheden, som det hed i den gamle oversættelse), som er fra Gud, og der er evangelieteksten om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det er tekster, som har sat deres spor i hjerter, holdninger og samfund. Men hvad har de at sige os i dag på mange århundreders afstand, som borgere og vælgere i et politisk demokrati, mens valgkampen raser uden for kirkens tykke mure ?
Ja, skal de komme os nær, må vi selvfølgelig lytte til dem, tage deres tale alvorligt og bede om, at Ånden vil åbne øre og sind, som kan være nok så proppede med forudindtagede og færdige meninger.
MYNDIGHEDERNE ER SELV under myndighed. Altså under Guds myndighed, vel at mærke ikke under præsternes eller andre skriftkloges myndighed. Et præstestyre er et mareridt, som desværre er alt for virkeligt sine steder.
Vi kan måske have svært ved at se myndighederne, magthaverne og politikerne som Guds tjenere. Der er sikkert også en del af dem, som frabeder sig den betegnelse, men når de sørger for fred og orden, så tjener de Gud. Det betyder selvfølgelig ikke, at de skal sættes i Guds sted. Det er det vist heller ingen fare for med den herskende skepsis i forhold til allehånde autoriteter.
Myndighederne, magthaverne og politikerne skal naturligvis spørges og prøves. Fremmer de nu også det gode, og gør de det godt nok? Det er en politisk diskussion, som ikke skal føres herfra. Jeg ser mig således ikke i stand til at levere den samme tvivlsomme service som de imamer, der anbefaler deres menigheder at stemme på en bestemt kandidat den 13. november, og jeg er forvisset om, læserne helst er det foruden.
Men når vi hver især skal sætte vores kryds, er det godt at lægge sig en anden Paulus-formaning på sinde: "Tænk ikke hver især på jeres eget, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv" (Fil. 2, 4.). "Så giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er", lyder Jesu overraskende svar i evangeliet.
Der var ellers lagt en fælde for Jesus. Nu skulle han tvinges til at tage stilling og vælge politisk side. Sagde han ja til at betale skat til kejseren, kunne man udråbe ham som landsforræder, og sagde han nej, kunne man udråbe ham som oprører. Spørgsmålet om skattens mønt er i stil med spørgsmålet "Er du holdt med at tæve din kone?" Både et ja og et nej er, for at sige det mildt, problematisk.
Jesus lader sig imidlertid ikke fange. Han beder om en denar og spørger til billedet på den. Det er kejserens kontrafej, ligesom vores dronning er at finde på vores mønter. De politiske realiteter er unægtelig til stede i klingende mønt. Måske bryder vi os ikke særlig meget om de politiske realiteter, men de er der alligevel, for så vidt de er realiteter. En kejser vil der altid være, eller en kejsererstatning. Nogen, som øver politisk magt.
Kejseren, eller den politiske magt, skylder vi ikke tilbedelse, smiger og grænseløs underdanighed, men vi skylder at bidrage til dens opretholdelse. Er der orden og et vist mål af retfærdighed i riget, nyder vi alle godt af det, og Jesu modstandere undser sig heller ikke for at gå med kejserens hårde valuta på lommen. Kejseren skal have, hvad der tilkommer ham, men det skal Gud også.
Men hvad er ikke Guds? Der er i hvert fald ikke tale om, at Gud og kejseren skal dele i porten. Det er en gammel og hårdnakket misforståelse, at Gud får sjælen, så nupper kejseren samfundet. Det hele er Guds. Kejserens billede er på mønten, men vi er skabt i Guds billede, og vil kejseren spille Gud – og det er ikke et ukendt fænomen – så skal vi i Guds navn byde ham trods. Kejseren, det politiske, har sin begrænsede og ikke uvigtige rolle, men kejseren er ingen frelser.
I det hele taget er kejserens magt den ringeste magt. Han benytter sig af love, og når det er nødvendigt, må han gribe til magt for at håndhæve dem. At det er nødvendigt med en kejser, siger noget om kærlighedens stilling i verden, for var der lutter kærlighed, behøvede man begribeligvis hverken love eller magt. Næstekærlig politik er således lidt af et paradoks. Var der nok næstekærlighed, ville politik være overflødig. Politisk kan man derimod sørge for næstekærlighedslignende gerninger, og det er absolut ikke at foragte.
Jesus virkede ikke ved love og politisk magt, men ved ånd og ord. Han opfyldte ikke politiske forventninger og tog ikke magten, men verdens synder, og dem er der – i modsætning til ministerposter – ikke meget rift om. Jesus vandt ingen valg, endte med at få folkestemningen imod sig og døde på et kors.
På et kors, og dog sejrede han, og derved sejrede kærligheden. Det var ikke kejser Tiberius, som kejseren hed på Jesu tid, der opstod fra de døde, men den korsfæstede og lidende tømrersvend. Det er ham, som sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han skal dømme levende og døde.
Kærligheden er den stærkeste magt, den har det sidste ord, og det sætter alle verdens store og små magthavere på plads, om de så regerer fra middagsbordet eller regeringskontoret. Jesus kalder ind i et fællesskab, hvor hierarkierne vendes på hovedet. Den ældste skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. Jesus kalder ind i et fællesskab, hvor ånden og ordet hersker. Eller med andre ord kirken.
Men kirken er ikke staten, og der er grund til at betakke sig for såvel statskirker som kirkestater, for det er en utidig sammenblanding, hvilket selvfølgelig ikke udelukker bånd mellem stat og kirke.
Ja, faktisk er den bedste tjeneste, kirken kan gøre staten, at være kirke. En torn i statens kød, som peger på statens grænse og forpligtelse. Som en af Lolland-Falsters bisper, Halfdan Høgsbro, engang sagde om den kristne stat: Det er ikke den stat, som ønsker, "at kødet skal blive som tornen, eller tornen ligesom kødet, som kort sagt vil assimilere kirken, det er heller ikke den stat, som vil unddrage sig tornen og rive den ud, men den stat, som mærker tornen sidde i kødet – og tåler det af frygt for Gud".
Gud skal have det hele, også når kejseren får sit.
Jesper Bacher er sognepræst i Tirsted og Vejleby Sogne på Lolland
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Nye foredragsholdere på foredragslisten
Debat
Seneste debatindlæg
| 10 |
Sv. NATO is America's big... |
Andreas...
5 min. siden |
| 7 |
Sv. svovlduften fra Rødding... |
søren jessen
11 min. siden |
| 3 | Sheriffen |
SHJensen
25 min. siden |
| 26 |
Sv. sv. med tro og love |
Andreas...
39 min. siden |
| 29 |
Sv. Vi vil aldrig forstå... |
Andreas...
45 min. siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
