En festdag

VALGKAMPEN ER SLUT, og i dag går danskerne til stemmeurnen. Det er en selvfølge for de fleste danskere, men langtfra for alle mennesker i verden. De færreste lande er så demokratiske som Danmark. Den muslimske verden kan kun byde på meget få eksempler på demokratier, og ingen af dem måler sig med de vestlige. I Rusland er demokratiet under pres fra en egenrådig præsident. I Kina eksisterer det slet ikke. Andre steder, heriblandt i de fleste afrikanske lande, er de offentlige valg skalkeskjul for et kleptokrati af grådige og korrupte ledere, der udbytter deres befolkninger. I Irak og Afghanistan dør vestlige soldater, herunder også danske, i kampen mod terroren og for idéen om demokratiets udbredelse.

DET ER ET privilegium at bo i et retssamfund, hvis styre vælges af folket. Dernæst tegner regeringen til – også efter valget – at blive en mindretalsregering. Sådan har det som hovedregel været i Danmark i de sidste 50 år, og det er der folk, der beklager. En mindretalsregering sikrer ikke politisk stabilitet, lyder det. Men i virkeligheden er det netop det lykkelige. De skiftende danske mindretalsregeringer har alene magten til at komme med udspillene. De har ikke magten til at gennemføre dem uden at argumentere. Alle mindretalsregeringer skal indgå i en proces, hvor debat og gensidig hensyntagen er centrale elementer. Det har været en af forudsætningerne for den stabilitet, som har præget den danske samfundsudvikling. Og det er en forudsætning for den høje grad af tillid, der findes imellem treklangen af borgere, politikere og myndigheder. Et folketingsvalg medfører ikke revolutioner eller for den sags skyld dramatiske forandringer i den førte politik. Det vil heller ikke være tilfældet, når stemmerne tælles op i aften. Uanset udfaldet vil det danske demokrati og den danske velfærdsstat fortsætte med blot mindre justeringer. Forandringer bliver små, fordi danskerne først og fremmest søger tryghed. Den erkendelse kom statsminister Anders Fogh Rasmussen til inden sin første valgsejr i 2001. Den har præget VK-regeringens politik lige siden, og den præger oppositionens politiske dagsorden.