Feltet, som jagter bispeembedet i Roskilde Stift, har nu sneget sig op på fem herrer. Senest har sognepræst i Kirke Såby, Poul Joachim Stender, meldt sig som kandidat.
Foruden Poul Joachim Stender vil følgende fire stille op: Leder af Grundtvig-akademiet i Vartov, Henrik Wigh-Poulsen, provst i Sorø-Ringsted Provsti, Peter Fischer-Møller, præst i Den Danske Kirke i Bruxelles Peter Melhof og domprovst i Helsingør, Steffen Ravn Jørgensen.
Poul Joachim Stender blev nærmest landskendt, da han arrangerede påskegudstjeneste sammen med tv-kokken Claus Meyer. Nadveren var et særligt islæt, fordi den var af udsøgt kulinarisk kvalitet, og prisen var 500 kroner. Poul Joachim Stender er også slået igennem i medierne for at give sine konfirmander penge for at gå i kirke om søndagen.
Medier og Poul Joachim Stender har været et tema, siden han i 1983 blev sognepræst i Kirke Såby-Kisserup Pastorat på Midtsjælland. Efter et par år som medlem af den lokale distriktsforening for menighedsrådsmedlemmer tog han i 1991 initiativ til det toårige medieprojekt ”Folkekirken – for dig”. Han har været præst i Los Angeles ved Danish Church og er i dag medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd. Her har han taget initiativ til filmprisen Gabriel. For tiden har Poul Joachim Stender orlov for at planlægge studierejser for præster i Californien.
Det kræver mindst 75 underskrifter at kunne stille op som biskop. De skal være Roskilde stift i hænde senest den 14. december kl. 12.
vincents@kristeligt-dagblad.dk