Jeg er leder, men det er ikke min kirke

– Supervision er et redskab, der tjener til støtte og dygtiggørelse. Et forum, hvor præsten i en kollegial sammenhæng kan vende det, der er svært eller udfordrende i dagligdagen.

Hun mener i det hele taget, det er vigtigt, at præster får etableret tættere arbejdsrelationer, blandt andet organiseret i distriktssamarbejder, netværk og teams.

– Vi skal i folkekirken blive langt bedre til at opmuntre hinanden og give positiv anerkendelse. Det gælder både præster indbyrdes, men også i samarbejdet mellem biskopper, provster og præster.

Iført ”supervisor-kasketten” taler hun om værdibaseret ledelse på alle fronter – både for præsten i relation til menighedsråd og kirkeligt personale, men også i relationen mellem kirkens øverste ledelse og præsterne.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at skabe et rum, hvor kirkens visioner kan blomstre frit, siger hun.

På det personlige plan føler Lene Bischoff-Mikkelsen stor ydmyghed over for jobbet som præst. Hun døber det lille barn til håb og opstandelse. Og som hun siger, er det også hende, der har skovlen i hånden ved livets udgang. Livet – dets sorger og glæder – sætter hun ind i en meningssammenhæng.

Også ved dagens prædiken. Her er fyldt på alle bænkepladserne. Fra prædikestolen konstaterer hun, at menneskets største styrke også er dets største svaghed. Hun udfolder tanken:

– Når vi for første gang står med vores lille nyfødte barn i armen, er glæden og stoltheden enorm, men det er også her, vi er allermest udsatte og mærker angsten for at miste.

Dagens prædiken understreger præstens betydelige rolle. At forkynde mening, også der hvor meningen skygges af død, sorg og ødelæggelse. For den fynske præst er der en enkelt forklaring på, at hun magter det:

– Jeg står ikke alene. Formidlingen sker på Guds vegne, siger hun. Skal jeg holde en tale i venners lag eller være båltaler til den lokale sankthans-fest, er scenen helt anderledes. Her er det min person, der kommer i centrum og ikke nødvendigvis mit budskab.

Hendes prædiken om sammenhængen mellem styrken og svagheden bliver udgangspunktet for vores videre samtale om personen og præsten Lene Bischoff-Mikkelsen. Efter gudstjenesten taler hun med større forsigtighed end fra prædikestolen.

– Min styrke er mit store engagement, hvor jeg brænder for det, jeg beskæftiger mig med. Engagementet er imidlertid også det, der gør mig allermest sårbar.

Særligt i de tidlige år som præst husker hun, hvordan jobbet i perioder kunne trække store veksler på hendes person.

– Den første jul gav min mand mig en ny dyne i julegave. Jeg var så udmattet, at jeg bare drømte om hurtigst muligt at tage den i brug.

Svaret kommer fra en præst, der generelt oplever stort overskud og masser af energi, men som også erkender, at det som ung præst kan være svært at trække grænserne om sit liv.

– Som præst vil man gerne være åben og imødekommende, men passer man ikke på, kommer man til at stræbe efter at leve op til folks forventninger. Det vigtige spørgsmål er imidlertid, hvad man forventer af sig selv.

Hun fremhæver betydningen af som præst at være tro mod sig selv. Det er betingelsen for også at kunne bære ansvaret for forkyndelsen for andre mennesker, mener hun.

kirke@kristeligt-dagblad.dk