Dorte Washuus Bundgaard |
17. november 2007
Samfundet har brug for, at der arbejdes mere målrettet med at udvikle børns eksistentielle og spirituelle intelligens, mener forfatteren og idehistorikeren Jes Bertelsen, der talte på en konference for lærere og pædagoger i Århus i går
Vores børn lever i en overstimuleret verden. Hele tiden skal de noget, og hvis de finder på at sige, at de keder sig, så er forældre, lærere og pædagoger øjeblikkelig klar med et arsenal af nye beskæftigelsesmuligheder. Men det, børn i virkeligheden mener, når de bliver rastløse og siger, de keder sig, er, at de har brug for at finde ind til sig selv.
Det mener idehistorikeren Jes Bertelsen, der blandt andet står bag Center for Bevidsthedstræning i Nr. Snede, og som har skrevet en række bøger om dybdepsykologi og meditation. Han går endda skridtet videre og konstaterer, at samfundet og den globale verden har brug for, at der arbejdes mere målrettet med at udvikle den eksistenstielle og spirituelle intelligens hos børn.
– Forskerne er enige om, at det går den forkerte vej med klodens miljø og at det er helt nødvendigt, at vi ændrer vores indstilling. Derfor er det meget meningsfuldt at tematisere, hvordan vi kan tilbyde mennesker nogle redskaber til at arbejde med sig selv. Vi har nogle erfaringer med voksne, som også bør forsøges på børn, sagde han, da han i går talte for 750 lærere og pædagoger på konferencen ”Den 9. intelligens” i Århus.
Indtil videre har han i samarbejde med Foreningen Børn og Eksistentiel Intelligens gennemført mindre pilotprojekter med børn mellem 7 og 12 år. Her arbejdes der med de fem elementer: hjerte, bevidsthed, krop, åndedræt og kreativitet. Børnene bliver blandt andet præsenteret for øvelser, hvor de skal mærke området midt i kroppen foran rygraden, mærke deres åndedræt og især pausen mellem indånding og udånding. Arbejdet med at udvikle venlighed og empati understøttes også ved at lære børnene at mærke deres hjerte ved blandt andet at tænke på dem, de holder af.
– Projekterne er interessante som forsøg, men vi mangler klart nogle mere systematiske undersøgelser med en objektiv evaluering, sagde Jes Bertelsen og tilføjede, at børn dog umiddelbart har meget lettere end voksne ved at udføre øvelserne, da de er uden forbehold.
Hvor den almindelige indlæring handler om at skaffe sig information og derigennem dygtiggøre sig, handler den såkaldte 9. intelligens, der også kaldes hjertets intelligens, om at få adgang til en indre dimension, som vi allesammen har og som ingen har større talent for end andre.
– Her skal man ikke præstere eller bedømmes, og ingen er mere begavede end andre, fastslog Jes Bertelsen.
Hvis det skal lykkes at bringe den form for indlæring ind i skoler og institutioner, er det helt nødvendigt, at det sker uden religiøs dogmatik. Jes Bertelsens holdning er, at mange alment menneskelige værdier og strategier er gået tabt, fordi verdensreligionerne konkurrerer med hinanden og derved hver især bliver for fundamentalistiske.
Forfatter og familieterapeut Jesper Juul var blandt oplægsholderne på konferencen i Århus, og også han slog et slag for at udvikle en indre sikkerhed hos børn og unge. I en travl og stresset hverdag kan det være svært og nogle gange umuligt for børn at komme i ro og få kontakt med deres egen indre dømmekraft.
– Vi har indrettet et samfund, hvor børn opholder sig 25.000 timer i institution i løbet af deres opvækst. Samtidig har forældrene fået pædagogerne som forbillede, så de underholder børnene konstant. Der kommer ubalance i de ydre og indre stimuli og så er det, at mange børn og unge går rundt og har det dårligt, og ikke så få har selvmordstanker flere gange om ugen, sagde Jesper Juul.
Konferencen i Århus var arrangeret af Center for Undervisningsmidler i Århus samt Foreningen Børn og Eksistentiel Intelligens.
washuus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad