Michael Bach Henriksen |
17. november 2007
UGENS BOG FRA UDLANDET: To garvede reportere giver et unikt indblik i amerikansk kristendom gennem prædikanten Billy Grahams liv
Hvordan kan man være en central aktør på den politiske scene i et halvt århundrede uden at få en eneste fjende undervejs? Hvordan kan man leve gennem turbulente perioder med kold krig, ungdomsoprør og Vietnamkrig uden at sætte foden forkert – politisk og moralsk – bare en enkelt gang? Hvordan kan man være ven med alle og alligevel blive betragtet som en unik fortrolig af enhver, man møder på sin vej? Og hvordan kan man på samme tid være dybt forankret i et samfunds mentale hovedstrøm og alligevel være enestående? Typisk og unik på en gang?
Ja, spørgsmålene myldrer frem under læsningen af bogen "The Preacher and The Presidents", der handler om prædikanten Billy Grahams enestående liv. Han har talt med flere mennesker i flere lande end nogen anden i historien. 210 millioner mennesker i 185 lande på over 400 stort anlagte korstogsrejser er det blevet til. Bogen er skrevet af to af amerikansk presses mest respekterede reportere, Nancy Gibbs og Michael Duffy, der i en menneskealder har skrevet for ugemagasinet Time, og som går til emnet på forfriskende fordomsfri vis.
Sagen er, at Graham har været personlig rådgiver i religiøse spørgsmål for alle amerikanske præsidenter siden Harry Truman, der var præsident i årene efter Anden Verdenskrig. Alle har brugt ham som vejleder, og alle har taget hans råd seriøst, kulminerende med den nuværende præsident, der daterer sin genfødsel som kristen til en samtale med Graham på stranden ved Bush-familiens ferieresidens i delstaten Maine.
Alle præsidenterne har ønsket svar på de store spørgsmål. "Hvordan ved jeg, om jeg kommer i himlen", spurgte Dwight D. Eisenhower. "Kommer Jesus virkelig igen?", spurgte John F. Kennedy. Lyndon B. Johnson ville vide, om man møder sine forældre i himlen efter sin død, og Bill og Hillary Clinton trak store veksler på Grahams råd om tilgivelse i tiden efter Bills affære med Monica Lewinsky.
Graham fylder 90 næste år. Hans elskede kone gennem hele livet, Ruth, døde i sommer, og han har overladt sin vidt forgrenede evangelistvirksomhed til blandt andre sin søn. Men skulle Hillary blive præsident ved næste valg, lever Grahams inspiration videre, for det er ham, hun gentagne gange refererer til, når hun fortæller om sit forhold til kristendommen.
Journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward kaldte deres verdensberømte historie om præsident Nixon og Watergate for "Alle præsidentens mænd". I tilfældet Billy Graham er det oplagt at bytte rundt på titelordene og tale om "Alle mandens præsidenter", for ingen anden har som Graham haft så mange præsidenter tæt på sig.
Det fremgår af bogen, at han ikke havde et lige varmt forhold til dem alle. En mand som Jimmy Carter, baptist og meget udadvendt med sin tro, kom Graham aldrig rigtig ind på livet af, og også Truman og Kennedy holdt ham lidt på afstand. Men alle erkendte, at Grahams magt var og er uvurderlig.
På et nært plan er han uovertruffen som rådgiver om alskens personlige spørgsmål, fremgår det af bogen. Og selv den mest tonedøve politiske iagttager har op gennem århundredet indset, at Grahams politiske magt som uofficiel talsmand for millioner af amerikanske kristne var nødvendig at alliere sig med.
Men Graham har formået at afværge ethvert forsøg fra præsidenter og deres rådgivere på at bruge ham politisk – at tage ham til indtægt for deres politik og "låne" hans karisma og popularitet.
Prædikanten fremstår helt og aldeles uplettet i bogen, og det skyldes ikke, at de to forfattere ikke har endevendt alle papirer og søgt efter selv den mindste lille skandale. Nej, der er simpelthen i Grahams tilfælde ikke noget at komme efter. Han er åbenbart manden, der aldrig har taget fejl.
Men gør det ham ikke ligegyldig og uinteressant, vil skeptikeren så spørge. Nej da. Grahams fortælling siger noget uhyre vigtigt om amerikansk tro. Den er, i Grahams evangelikale, protestantiske udgave, en tro, hvor tilgivelsen og håbet om en bedre fremtid overstråler alt. Intet menneske kan gøre noget så ondt, at der ikke findes tilgivelse for det, og ingen tragedie er så stor, at morgendagen ikke bringer nyt håb med sig. Kristendommens billedsprog er afgørende for Graham.
Samtidig er Graham fundamentalist. Han læser Bibelen bogstaveligt og tror fuldt og fast og helt konkret på jomfrufødslen, livet efter døden og Kristi genkomst. Man kan sige, at Graham forener billedsprog og bogstavelighed – begreber, der ellers ofte i europæisk sammenhæng er adskilte. Hvor andre ser konflikter, ser han harmoni. Og heri er han på linje med millioner af amerikanere både før og nu.
Da de to forfatteres arbejdsplads "Time" i 1999 lavede en liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i det 20. århundrede, var Graham selvskreven på listen. Man bad den store jødiske litteraturkritiker fra Yale University, Harold Bloom, om at begrunde valget af Graham, og han skrev:
"Grahams oprigtighed, gennemsigtig og overbevisende, er umulig at benægte. Han er et ikon, der er helt essentielt i et land, hvor religion nu i to århundreder har været ikke opium, men poesi for folket. I USA tror 96 procent af os på Gud, 90 procent beder, og 90 procent af os tror, at Gud elsker os, ifølge Gallup. Graham er fuldstændig repræsentativ for den amerikanske religiøse universalisme. Man kan umuligt blive valgt som politiker, hvis man udtrykker skepsis over for Billy Graham."
Nej, Graham kommer man ikke uden om. I ugens aktuelle bog fra udlandet lykkes det forfatterne at lægge Grahams liv frem og samtidig fortælle historien om USA i anden halvdel af det 20. århundrede. Og, ikke mindst, at kaste lys over den særegne amerikanske udgave af kristendommen, der er så svær at få styr på set fra europæisk side.
Nancy Gibbs og Michael Duffy: The Preacher and The Presidents. Billy Graham in the White House. 420 sider. 27 dollar. Center Street.bach@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad