Andreas Rude |
17. november 2007
KARDINALER: Både Texas og Irak er repræsenteret blandt de 23 nye kardinaler, som pave Benedikt XVI har offentliggjort navnene på. Men hovedtendensen i udnævnelserne går i retning af Europa
Der bliver feststemning på Peterspladsen, når Benedikt XVI den 24. november udnævner 23 nye kardinaler. Geografisk spænder de nye kirkefyrster over fire kontinenter - fra Argentina til Irak og fra Irland til Senegal. De afspejler samtidig nogle meget forskellige situationer for den katolske kirke. Derfor begyndte diskussionen om betydningen af Benedikts udnævnelser også umiddelbart efter offentliggørelsen af navnene. Hvor er de nye talenter? Hvilke bispedømmer har pavens bevågenhed? Hvor er problemerne?
Kardinalerne er pavens nærmeste medarbejdere i ledelsen af kirken. Hvis de er under 80 år, er de med til at vælge den nye pave, ligesom det er af deres midte, at Benedikt XVI’s efterfølger til sin tid skal findes. Kardinalerne bestyrer vigtige afdelinger i den pavelige regering – kurien – eller de står i spidsen for betydningsfulde bispedømmer rundt omkring i verden. Men paven er ikke bundet. Den røde kardinalhat er hans personlige gave, som han giver, til hvem han vil. Derfor knytter der sig altid mange spekulationer til listen over de nyudnævnte.
Undre kan det ikke, at Paris’ ærkebiskop, André Vingt-Trois (64 år), eller at den argentinske ærkebiskop Leonardo Sandri (63 år), der er formand for Vatikanets Kongregation for Orientalske Kirker og nummer tre i kurien, er blevet kardinaler.
Omvendt vil det være en skuffelse for Warszawas nyvalgte ærkebiskop, Kazimierz Nycz, at han ikke står på listen. Men det skyldes nok, at hans forgænger i embedet trådte tilbage efter anklager om samarbejde med det hemmelige politi under den kolde krig. Stormen skal lægge sig helt oven på den skandale, førend den polske hovedstad får sin kardinal.
På den anden side er det helt nyt, at Texas har fået en kardinal. Det er den 58-årige ærkebiskop af Galveston-Houston, Daniel DiNardo, og den udnævnelse kan kun skyldes det stigende antal spansktalende – såkaldte hispanics – i det sydvestlige USA, der har skabt et nyt katolsk tyngdepunkt i tilknytning til de traditionelle bastioner på øst- og vestkysten. En anden overraskelse er den kaldæiske patriark af Bagdad, Emmanuel III Delly. Han er over 80 år gammel og kan derfor ikke stemme ved pavevalg, men han har ofte stillet krav om bedre beskyttelse af de kristne mindretal i Irak mod forfølgelse og vold. Ved at gøre ham til kardinal sender Benedikt et meget direkte politisk signal.
Efter den 24. november vil der være 121 kardinaler med stemmeret, heraf 60 fra Europa, 21 fra Latinamerika, 16 fra Nordamerika, 13 fra Asien, ni fra Afrika og to fra Oceanien.
De tal afspejler ikke fordelingen af verdens katolske befolkning på 1,1 milliarder, hvoraf halvdelen er i Latinamerika, mens kun en fjerdedel befinder sig i Europa. Det afspejler heller ikke, at de store vækstcentre for katolicismen er i Afrika og Asien, og det fik den nyligt afdøde japanske kardinal Stephen Hamao til tidligere på året at beklage sig over, at netop de to kontinenter er så sparsomt repræsenteret i kirkens top.
Den beklagelse har Benedikt hidtil valgt at sidde overhørig. En oplagt forklaring er, at paven, når han betragter det katolske verdenskort, ser den største fare for kirken i det stærkt sekulariserede Europa og derfor vælger at sætte de fleste kræfter – og den største prestige – ind dér. Og det er næppe kun af hensyn til franskmændene, tyskerne, polakkerne og alle os andre. Det sker også med tanke på de mange ikke-europæere, der lader sig påvirke af europæiske debatter om liv og død, politik og religion, tro og videnskab.
Når Europa nyser, bliver resten af verden forkølet, lyder ræsonnementet i Vatikanet.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad