Den selvmordsturisme, som den schweiziske organisation for selvmordshjælp Dignitas beskyldes for at fremme, er nu for alvor kommet i søgelyset. Ved at hjælpe to tyske mænd til at dø på en parkeringsplads har organisationen og dens grundlægger, Ludwig Minelli, rejst en hidtil uset proteststorm.
Dignitas er blevet kendt for at assistere dødssyge mennesker, der ønsker at begå selvmord. Senest har en kendt fransk skuespiller, Maia Simon, under stor pressebevågenhed taget sit eget liv i Zürich med organisationens hjælp. Men samtidig vokser modstanden mod denne selvmordshjælp, især i den tysktalende del af Schweiz, hvor Dignitas opererer.
Tysklands justitsminister, Brigitte Zypries, har kaldt Dignitas’ aktiviteter ”stærkt generende” og sagt, at ”Tyskland ikke har brug for organisationer, der dræber, men for værdig pleje af døende mennesker”.
Bayerns justitsminister, Beate Merk, har kritiseret Dignitas for ”en aggressiv strategi, der går ud på at rette følehornene mod Tyskland”.
Tyskere, der ønsker at dø, udgør en stor del af Dignitas’ kunder, og Dignitas har netop åbnet sin første afdeling uden for Schweiz i Hannover. Ifølge organisationens egne oplysninger gav den sidste år selvmordsassistance til 200 personer, hvoraf 180 var udlændinge, heraf langt de fleste fra Tyskland.
– At lade folk dø på en parkeringsplads er udtryk for den menneskeforagt, der hænger uløseligt sammen med Dignitas, har biskop i Hannover, Margot Kässmann, sagt.
Også i Schweiz har sagen bragt politikerne i oprør. Socialdemokratiske og kristeligt demokratiske medlemmer af lokalparlamentet i Zürich har opfordret myndighederne til at gribe ind mod Dignitas.
Zürichs socialdemokratiske parti har peget på, at Dignitas skader det schweiziske omdømme i udlandet med en dødshjælp, ”der er i modstrid med alle vort lands etiske principper”.
Aktiv dødshjælp er forbudt i Schweiz, hvor loven til gengæld giver straffrihed til den, der uden personlig vinding assisterer ved selvmord.
Også andre organisationer øver dødshjælp i Schweiz, især foreningen Exit, som i modsætning til Dignitas kun giver assistance til schweiziske medlemmer af foreningen i deres eget hjem og uden betaling. Exit argumenterer samtidig for aktiv dødshjælp i og uden for Schweiz efter hollandsk og belgisk mønster. Exit har 60.000 medlemmer, og 200 vælger hvert år at dø. I alt er det godt 400 personer, som får selvmordsassistance i Schweiz hvert år.
– Dignitas skader os enormt, siger Exits formand, Elke Baezner, som samtidig er formand for den paraplyorganisationen for de europæiske dødshjælpsorganisationer, Right to Die Europe.
– Vi er også mod selvmordsturismen til Schweiz. Men den eneste effektive løsning er, at de øvrige europæiske lande legaliserer aktiv dødshjælp, så ingen behøver at rejse til Schweiz, siger Elke Baezner.
De schweiziske myndigheder har tidligere forsøgt at regulere Exits og Dignitas’s aktiviteter, men begge har afslået.
”Regeringsudspillets eneste formål er at forhindre Dignitas i at hjælpe personer, der ikke bor i Schweiz”, hedder det på Dignitas’ hjemmeside.
Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at komme i kontakt med Dignitas, som ikke længere har en officiel kontaktadresse.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk