Flere billeder til familiealbummet

Drivkraften bag hendes beslutning om at gå til en detektiv var dog ikke kun styret af et behov for at udvide familien. Der var også et behov for at vide, om resten af familien havde samme sygdom, som hendes mor døde af. Hun led af svær astma og åreforkalkning og fik i sin tid amputeret det ene ben, fordi der gik koldbrand i det. Tilstanden blev forværret, og det blev startskudet på eftersøgningen af Anne Marie Olsens biologiske familie.

– Da min mor skulle have amputeret det andet ben, døde hun. Det var en meget voldsom oplevelse for mig at miste hende. Og tilmed lå det i baghovedet, at der måske var noget arveligt, jeg skulle være opmærksom på. Det kunne jeg måske finde ud af ved at finde frem til min biologiske familie, fortæller hun.

Efter at have set et program om detektiverne i fjernsynet besluttede hun sig for at skrive til dem for at få hjælp til at eftersøge hendes mormor. Men hun fandt ud af, at Netdetektiverne kun tager imod sager en gang om året, og næste gang var i april 2007 – det efterfølgende år. Anne Marie Olsen udfyldte nogle papirer og blanketter på deres hjemmeside og kunne derefter ikke gøre andet end at vente, til tiden nærmede sig april, så hun kunne få svar på, om hendes sag kunne optages. Det var så stort et skridt for hende, at hun installerede et nedtællingslink på computerens skrivebord, som hver dag talte ned til den dag, hun kunne få besked om hendes efterlysning.

– Den første april tjekkede jeg min status på nettet og fandt ud af, at jeg havde fået et sagsnummer. Min efterspørgsel var gået igennem. Det var en stor lettelse, siger Anne Marie Olsen.

Hun fik tildelt sin egen private detektiv, som hun gennem de næste mange måneder havde tæt kontakt til. Ud fra få oplysninger om Anne Marie Olsens mors fødselsdato og fødested slog detektiven hende op i rigsarkivet og fandt frem til navnet på mormoderen. Men hun fandt også ud af, at Anne Marie Olsens mormor døde for snart 13 år siden.

De næste seks måneder gik derfor med at finde ud af, om mormoderen havde andre børn og børnebørn. Et kig i arkiver, folkeregisteret, en tur forbi tidligere adresser og en snak frem og tilbage med kordegnen, der stod for bisættelsen, ledte Anne Marie Olsen og hendes detektiv på sporet af mormoderens døtre. Den ene – Lizzi Rita Thunø – viste sig at have stået for mormoderens begravelse, og med kendskabet til dette navn kom hun pludselig meget tættere på opklaringen af, hvem hendes familie er.

– Jeg fandt derefter frem til hendes adresse, og det hele var pludselig virkeligt. I 14 dage tænkte jeg over, hvad jeg dog skulle skrive i det brev, som ville afsløre, at jeg eksisterer. Jeg besluttede mig for at skrive et kort brev om, hvem jeg er, om min mor, min far og hvor jeg havde fået hendes adresse fra. Jeg sendte et stort billede med af mig og min hund.

Der gik ikke lang tid, før der var respons. Allerede dagen efter ringede Lizzi Rita Thunø.

– Det var underligt, men også dejligt at snakke med hende efter så lang tids søgen. Vi talte sammen i tre kvarter, så det var allerede et godt tegn. Det viste sig, at hun er min halvmoster, for min mor og hende har ikke samme far. Hun kendte godt til min mor, og de havde altid ventet på, at hun en dag ville opsøge dem. Hun fortalte meget om min mormors opvækst. Det var som at tale med en person, man havde talt med mange gange før. Det var egentlig meget afslappet, fortæller hun.

Anne Marie Olsen fandt ud af, at der var endnu en halvmoster og flere fætre og kusiner. Men hun fandt også ud af, at hendes mormor var død af det samme, som hendes mor var død af – hun havde også åreforkalkning og var hårdt ramt af astma.

Også Lizzi Rita Thunø har samme lidelse og er i dag indlagt på hospitalet med dårligt ben på grund af åreforkalkning.

– Så det er formentlig arveligt. Derfor ved jeg nu, at jeg ikke kan tåle bare at sætte mig i en lænestol, læne mig tilbage og se fjernsyn. Nu kan jeg have mere fokus på det og sørge for at leve sundt. Jeg spiller meget golf, men det er ikke nemt med kun et ben. Så jeg må være meget bevidst om at føre en sund livsstil.

Hun venter nu på, at Lizzi Rita Thunø får det lidt bedre, så hun kan besøge sin nye familie. De har aftalt at have et billede med af dem selv og deres familier, første gang de mødes.

– Det er så spændende. Jeg håber, at der med tiden kommer mange billeder af min nye familie i vores fotoalbum, siger Anne Marie Olsen.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk