Andreas Rude |
21. november 2007
KIRKEN I VERDEN: Vatikanet kan få et forklaringsproblem over for sine egne præster, hvis en gruppe konservative anglikanere på næsten en halv million mennesker optages i den katolske kirke
En stor gruppe konservative anglikanere har ansøgt pavestolen om fuldt medlemskab af den katolske kirke. Her-fra bydes de i princippet velkommen, men Rom giver sig god tid til at svare, fordi et sådant skridt også kan få betydning på de indre katolske linjer.
Gruppen, der kalder sig Traditional Anglican Communion, TAC, har 400.000 medlemmer og sendte i oktober et brev til Troslærekongregationen i Vatikanet med anmodning om ”fuldt juridisk og sakramentalt fællesskab.” TAC blev oprettet i 1977 i protest mod, at flere nationale anglikanske kirker begyndte at ordinere kvindelige præster, men senest er det debatten om homoseksualitet, der har bragt sindene i kog.
– I lang tid har der fundet en meget hjertelig dialog med Rom sted, men med de opløsningstendenser, der er i den anglikanske verden, er det på tide at komme med en formel erklæring, sagde en TAC-præst, Peter Long, til det katolske tidsskrift The Tablet.
TAC har sogne i England, Wales og Irland, men de fleste medlemmer kommer fra Sydafrika, Indien og Australien. TAC’s overhoved er den australske ærkebiskop John Hepworth, og i et interview tidligere på året med en katolsk tv-station i Australien understregede han ønsket om at bevare en særskilt anglikansk identitet for TAC også efter en konversion.
– Jeg håber, at vi kan være i fuldt fællesskab med Roms biskop, men også beholde vores anglikanske liturgi og vores tradition med gifte præster, diakoner og biskopper og fastholde vores udefinérbare anglikanske etos og åndelige tradition, forklarede han.
Det skulle der sådan set ikke være noget i vejen for. Flere kirkesamfund har i tidens løb tilsluttet sig den katolske kirke efter århundreders adskillelse uden noget krav om liturgisk ensretning fra Roms side. Dertil kommer, at gudstjenesten i den højkirkelige del af den anglikanske kirke er i æstetisk særklasse, og det falder godt i tråd med pave Benedikt XVI’s overbevisning om, at kirken bør genopdage sin rige liturgiske arv for at hjælpe menigheden til større fokus på Gud under gudstjenesten.
Anglikanernes tradition for gifte præster er mere speget. Der findes allerede gifte katolske præster, fordi cølibatet i den romersk-katolske kirke er et spørgsmål om kirkelig praksis og ikke noget dogme. Men de kirkesamfund, der har bevaret gifte præster efter forening med Rom, er ortodokse eller orientalske. Den anglikanske kirke tilhører derimod samme latinske kulturkreds som den romersk-katolske kirke, og Rom kan derfor få et forklaringsproblem over for sine egne præster, hvis anglikanerne må gifte sig.
En anden vanskelighed er, at en konversion helst ikke skal ske i protest mod homoseksuelle biskopper, kvindelige præster eller noget helt tredje i den kirke, man kommer fra. Den bør som udgangspunkt være et positivt tilvalg af katolsk tro og kirkesyn over én kam, og den kamel kan godt være svær at sluge for TAC med sin stærke følelse af anglikansk identitet.
– Det bliver vanskeligt for os anglikanere at lære at være en del af hele kirken. Det er ikke noget, jeg undervurderer. Anglikanerne plejer at sige, at vi ikke har en pave, fordi vi alle er paver – alle kan selv beslutte, hvad der er ufejlbarligt, og hvad der er vigtigt. Nu skal vi til at lære at tænke som et fællesskab og ikke spørge om, hvad vi selv mener, men hvad kirken mener. Man aflægger ikke bare sådan 500 års dårlige vaner, noterede den australske ærkebiskop Hepworth.
I mellemtiden fortsætter forhandlingerne med Rom, som har bedt TAC’s ledelse om ikke at udtale sig til pressen, førend der foreligger en afgørelse. Derudover har man givet anglikanerne det råd at begrænse antallet af biskopper, forenkle TAC’s struktur og intensivere samarbejdet med deres katolske nabosogne.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad