Billy Graham, billedsprog og bogstavelighed

FØRST EN TAK for en overvejende positiv artikel om evangelisten Billy Graham i Kristeligt Dagblad lørdag den 17. november. Og positiv måtte ”Alle mandens præsidenter” jo blive, for der er jo sandt nok ikke noget at sætte fingeren på i Grahams liv.

Om det så er derfor, Kristeligt Dagblad er nødt til at opfinde et problem, vides ikke. Det er nærliggende at tro – for uden nyhedskriterier som konflikt og sensation bliver en artikel nemt lidt tam. Og derfor kaster Kristeligt Dagblad sig angiveligt ud i en disput om billedsprog og bogstavelighed og giver Graham den lidet flatterende betegnelse ”fundamentalist”:

”Kristendommens billedsprog er afgørende for Graham. Samtidig er Graham fundamentalist. Han læser Bibelen bogstaveligt og tror fuldt og fast og helt på jomfrufødslen, livet efter døden og Jesu genkomst. Man kan sige, at Graham forener billedsprog og bogstavelighed …”

STOP EN HALV: Det er ikke Billy Graham, der forener billedsprog og bogstavelighed. Den sammenblanding klarer Kristeligt Dagblad ganske udmærket selv. For som erfaren evangelisk prædikant kender Billy Graham godt forskellen på billedsprog og tekster, som fra forfatterens side er ment bogstaveligt. Bibelske begreber som jomfrufødsel, livet efter døden og Jesu genkomst er så centrale i den kristne tro, at hvis ikke de var troværdige, var der ikke megen kristendom tilbage.

Men er der ikke billedsprog i Bibelen? Jo da, der er både lignelser og allegorier, sammenligninger og metaforer. Men de historiske beretninger – helt fra skabelsen, over det jødiske folks historie, og frem til Jesus og den første kirke – er ikke billedsprog. De er ment bogstaveligt og er blevet læst bogstaveligt op igennem det meste af kirkehistorien. Så er det blot de seneste hundrede års liberalteologi, der har sat spørgsmålstegn ved det. Ret arrogant, må man sige.