Kære Johannes Nørregaard Frandsen,

En spændende artikel. Dog er du er desværre nok nødsaget at udvide forståelsen for hvorfor vi har udtryk om hunde i vort modersmål.

Når 2. Samuelsbog (3:8) nævner ”Hundehoved” (Dog’s head) er det jo ikke vort udtryk eller vor forståelse, men hvorledes hunden blev, og bliver, anskuet i Mellemøsten. Ringeagt for hunden har intet med os at gøre.

Selv hvor vi bruger hunden med en negativ ladning som i det højaktuelle udtryk fra Jeppe i ”Jeppe paa Bierget” (1723):

”Tal dansk, din sorte hund! saa skal vi nok svare for os”.

så oprinder denne forståelse fra urnordisk tanke om ”Den Mørke Skygge” - vort symbol på ”en ond ånd”, i dette tilfælde ”en ond plageånd”. Folketroen i Øst-Anglen kender stadig til dette.

For at forstå hvorledes vi anskuer hunden skal du begynde med hamskiftet ”ulfhednar” (ulveskindskappe), der på lige fod med ”berserkar” (bjørneserk) er det mentale hamskifte en kriger fra ErilaR (Jarl) æt foretager foran slag.

Ulven blev anset som den største konkurrent for føde, hvad naturligvis affødte uanet respekt for dens egenskaber. Først da pladsmanglen ankom til vore landskaber i den sene Middelalder, begynder vi jage ulven ved brug af Den danske Hund (Grand Danois), der derfor har kaldenavnet ”ulvehunden”.

Bue-fibulaen fra Himlingøje, dateret til ca. år 200 e.Kr. siger i Ældre Futhark: ”(ek) widu hundaR” eller ”Jeg, jægeren fra skoven”.

De fleste kender til begrebet "fé sé drottni líkt" (Víga-Glúms Saga, kap. 13), og Føroyska málnevndin, Tórshavn har to gode udtryk:

"Hundurin er sum húsbóndin"

"Hundur veit húsbóndans vilja"

Når man skal udtrykke sig klart og tydeligt siger vi ”Ic hwílum beorce swá húnd” (oldengelsk) eller ”Jeg ville barke som en hund”.

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) har en lang række af vore oprindelige udtryk, hvori hunden indgår. Et par eksempler er:

Nr. 13 Twaa hwndh oc kæm hwnd thaa ær hwndh som førre wor.
(Vadsk hund og kæm hund, dog er hund som den var før)

Nr. 210 Hwndhen løber om brødhet oc haren om liffwedh.
(Hunden løber for (at fortjene) brødet og haren for livet)

Nr. 224 Ee legher racke men gammel hwndh wil.
(Altid leger hvalpen sålænge den gamle hund vil)

Nr. 309 Hwndhen scal eij løbæ effther hwers mandz hwitzell.
(Hunden skal ej løbe efter hver mands fløjten)

Nr. 777 Hoo som eij føder hwnd eller kat han fødher wærre wæt
(Hvem der ej føder (holder) hund eller kat han føder (får besøg af) værre væsener (så som mus og indbrudstyve))

Nr. 936 Wlff gør swijn sotthe.
(Ulv gør svin enige)

Også mod sygdommen madlede kunne visdom fra hunden hentes:

”Naar Nogen har Lede til Mad, saa at han ikke kan spise,
da skal han gaa til Hundehuset, og medens Hunden æder, selv spise lidt af Truget, saa vil han derefter faa Madlyst”.

Prøv at opdel alle udtrykkene i din artikel på ophavsland og du vil se at vi har intet uden den største respekt for vor bedste ven, modsat mange andre folkeslag.


mvh

Flemming Rickfors