En ny kurs

Der satses på at sikre Dansk Folkepartis uhildede opbakning, men også på et bredere samarbejde. Det er ikke let, men det er klogt og rigtigt.

FOR FOLKEKIRKEN LÆGGER regeringen op til en af de mest afgørende forandringer i forbindelsen mellem stat og kirke i måske et helt århundrede. I dag betaler staten penge til kirken ved at finansiere en del af præstelønningerne. Nu vil regeringen have, at staten alene skal betale for vedligeholdelsen af de kirkelige bygninger. Det ligner teknik, men handler om meget mere.

Det er lettere at forklare danskerne, at alle skal betale kulturstøtte til at vedligeholde de gamle middelalderkirker, end at de skal betale en del af præsternes løn, selvom de ikke er medlemmer af folkekirken. Med en klarere økonomisk fordeling imellem stat og kirke er luften taget ud af kritikken om, at ikke folkekirkemedlemmer bidrager til kirkens drift. Som sådan er forslaget godt. Men det er nu, at folkekirkens medlemmer også må være på vagt. For der er intet, der er nemmere end at beskære et offentligt statstilskud til kirken, når Finansministeriets økonomer i en sen nattetime skal få de årlige finanslovsforhandlinger til at gå op.

Når staten i dag betaler en del af præsternes løn, skyldes det, at den i flere omgange og senest i 1919-1920 har overtaget en stor del af den jord, som kirken ejede, og som dengang gav præsterne deres daglige brød. Den bedste løsning for folkekirken ville være, at staten én gang for alle købte sig ud af sin økonomiske forpligtelse til folkekirken ved at oprette en fond, der er så stor, at afkastet af pengene svarer til det tilskud, som kirken modtager i dag. Så vil der være skabt rene linjer.

Den danske stat vil med usvigelig sikkerhed blive folkekirken mindre og mindre venligt stemt i fremtiden. Sådan er det gået med forholdet stat-kirke i stort set alle andre europæiske lande. Kristendommen trænges ud, og kravet om, at staten skal være neutral over for al religion, vil vokse. Derfor vil staten ende med at blive folkekirken utro, og tilskuddet til at vedligeholde kirkebygningerne vil stille og roligt blive barberet ned. Til sidst kan ingen heller huske, hvorfor staten skal betale for vedligeholdelsen af folkekirkens bygninger og ikke for vedligeholdelsen af baptisternes kirker, de katolske kirker, synagogen eller moskéerne. Hvis systemet skal ændres, må folkekirken kræve garanti for, at det ikke er første skridt hen imod afslutningen på statens historiske økonomiske forpligtelse over for kirken.

bjer