Uden mor og far er det svært at komme i skole

Som løsarbejder er det svært at finde arbejde nok til at forsørge familien, og Manuels største ønske er at finde et fast arbejde. På en god uge tjener han 200 meticais, hvilket svarer til cirka 40 kroner. Et kilo ris koster 15 meticais, og Manuels familie spiser hurtigt et kilo ris. Pengene skal desuden strække til de uger, hvor han ikke kan finde arbejde, og familien ikke har nogen indkomst.

Bøger og videre uddannelse er ikke det første, Manuel tænker på, når han vågner om morgenen. Det er arbejde, penge og mad.

– Mine naboer her i området siger nogle gange, at jeg er lidt kedelig, fordi jeg godt kan lide at være hjemme hos mine søskende, når jeg har fri eller bare at gå en tur alene. Det her er ikke noget godt kvarter i byen, her er mange stoffer og kriminalitet, og derfor synes jeg, det er bedst at holde sig lidt væk fra naboerne, siger han.

Men søstrene betyder også meget for ham. Så meget, at da bedsteforældrene sammen med nogle andre familiemedlemmer tilbød børnene at tage sig af dem efter faderens død, nægtede Manuel at tage imod tilbuddet.

– Vores families tilbud var med den betingelse, at vi søskende skulle acceptere at lade os skille ad og bo langt fra hinanden. Det ville jeg ikke have, og jeg sagde, at jeg hellere ville tage mig af mine søskende selv. Men mine bedsteforældre blev vrede over, at jeg sagde nej til deres tilbud, så nu snakker vi næsten ikke med dem længere eller får hjælp fra dem, siger han.

Manuels søstre, 12-årige Leonora og 16-årige Adélia, går stadig i skole, og når de får fri fra skole, hjælper de til derhjemme. Leonoras opgave er at gøre rent i det lille grå murstenshus, mens Adélia står for madlavningen og tøjvasken. Den yngste søster er kun to år og bor som den eneste hos noget familie.

På den måde hænger familien lige akkurat sammen i dagligdagen, om end det ikke gør tingene nemmere, at Manuel allerede selv er blevet far til to små børn med to forskellige unge kvinder. Den ene af kvinderne bor nu sammen med barnet hos søskendeflokken.

Manuel kan endda kaldes for heldig, fordi han har nået at gå i skole relativt længe sammenlignet med mange andre forældreløse. Mange af børnene mister deres forældre endnu tidligere og når ikke at gennemføre selv den mest basale skolegang.

Specielt for pigerne holder det hårdt med at færdiggøre skolen. Husarbejdet tilfalder traditionelt dem, og selvom der måske er en ældre bror i familien, ender pigerne ofte med at gå ud af skolen for at tage sig af huset, markarbejdet og de yngre søskende, mens storebroderen prøver at tjene penge. På den måde bliver børnene, der i forvejen er økonomisk, psykologisk og socialt svagt stillet på grund af tabet af forældrene, nemt endnu svagere stillet, fordi de bliver dårligere uddannet end andre børn.

Det er blandt andet forhold som disse, projektet ”Godt på vej” forsøger at rette op på. Projektet er resultatet af et samarbejde mellem den danske udviklingsorganisation Ibis og lokale kræfter i og omkring Maputo, som arbejder på at sætte familierne, lærerne og lokalsamfundet i stand til at støtte de forældreløse børn.

Med støtte fra Ibis træner den lokale organisation Pamodzi grupper af frivillige forældre i, hvordan de kan give de forældreløse børn generel omsorg og støtte og ikke mindst informere dem om hiv og aids. Forældrene tager ud og besøger børnene, der på den måde bliver sikret noget af den voksenkontakt, de ellers ikke har. Kontakten kan handle om alt fra at lære forskellen mellem rigtigt og forkert at kende til at få hjælp til lektier eller at få børnene sat i gang med aktiviteter som dans, teater og sport.

Noget af det vigtigste er at give børnene en følelse af ikke at være helt alene og at støtte dem i skolegangen, forklarer Eduardo Ângelo Zucula, der er leder af projektet.

– Når et forældreløst barn kommer med i projektet, er noget at det første, vi gør, at sørge for at få barnet tilbage i skole, hvis det ikke er det. Bagefter skaber vi forbindelse mellem børnene og forældregrupperne for at forhindre, at børnene føler sig forladte. Bare det, at der er nogle voksne, som kommer og spørger børnene, hvordan de har det, betyder utrolig meget, siger han.

”Godt på vej” sætter desuden ind over for diskriminationen og isolationen af forældreløse børn i Maputos fattige boligkvarterer. For selvom hovedstaden på mange punkter er internationalt orienteret, fylder frygten for aids og misforståelserne og myterne om sygdommen nogle steder så meget, at det går ud over børnene. Men masser af information i form af plakater, teaterstykker og fællesmøder har betydet, at Eduardo Ângelo Zucula i dag vurderer, at diskriminationen i dag er på langsomt tilbagetog, efterhånden som flere og flere forældre, lærere og børn lærer om hiv, aids og ikke mindst får et indblik i de forældreløse børns sårbare situation.

Óscar Goilengue er administrator i Pamodzi, og han peger på, at ud over arbejdet med forældrebesøgene, spiller et nyopført aktivitetscenter i udkanten af Maputo også en væsentlig rolle som et samlingssted for de forældreløse. Og at udfordringen består i at hjælpe børnene med at finde de evner og talenter, der vil kunne hjælpe dem i fremtiden.

– Hver dag i det her arbejde er en overraskelse, fordi hvert eneste barn er en virkelighed i sig selv. Nogle af børnene vil helst spille fodbold, andre vil helst læse bøger, siger Óscar Goilengue.

På centeret kan børnene indhente tabt skolegang eller lære et håndværk, men de kan også koble af fra en barsk hverdag og få opbygget en drøm om en bedre fremtid.

I det grå murstenshus fortæller Manuel, at han også havde en drøm om, hvad han ville med sin fremtid, dengang forældrene stadig levede, og han selv gik i skole. Han ville arbejde som kok på et hotel i Maputo og lave mad til gæsterne.

– Men jeg drømmer ikke længere, siger han.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Karitte Lind Bejers rejse til Mozambique var delvist betalt af Danidas Oplysningsbevilling