Ejvind Nielsen |
26. november 2007
Synd og elendighed spiller en langt større rolle i gudstjensten end tilgivelsen og kærligheden, og det smitter jo af på hele stemningen og på hele vores attitude i kirken
”BARE DER IKKE røres ved højmessen”.
Denne sætning har jeg hørt mange mennesker udtale, når vi har talt om gudstjeneste. De fleste accepterer alternative gudstjenesteformer, men højmessen må der ikke røres ved.
Nu vil jeg så alligevel driste mig til at sætte nogle spørgsmålstegn ved forløbet af højmessen, og jeg vil også stille spørgsmål ved, om Gud overhovedet bryder sig om vores måde at holde gudstjeneste på, og om den ikke på flere områder – kristeligt set – er en misforståelse.
Jeg har selv været præst i 25 år, og været glad for det, så jeg skriver ikke disse overvejelser ud fra en negativ holdning, men for at bidrage til en drøftelse af, hvad der er væsentligt eller uvæsentligt i en gudstjeneste og i kristendommen. Måske kan det også være med til at kaste lidt lys over, hvorfor flere og flere i dag går kirkens dør forbi.
Et vigtigt kriterium for en gudstjeneste må være, at evangeliet får gennemslagskraft. At det glædelige budskab kommer ”ud over rampen” for at sige det på en anden måde. Det går jeg ud fra, at vi kan blive enige om. Men er det så det, vi oplever med det gudstjenesteforløb, vi har i dag? Er det det, der sker, eller fortoner det glædelige budskab sig mange gange i den slaviske gennemførelse af et langt, rituelt forløb med 13-14 led, hvoraf over halvdelen for mig at se er unødvendige eller måske endda kan give udtryk for en misforståelse af det centrale i kristendommen, ligesom gudstjenestens forløb hele tiden kan stå i fare for alene at lukke sig om sig selv og alt for lidt peger ud mod hverdagens næstekærlige opgaver.
SELVFØLGELIG VIL JEG ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved de helt afgørende led i gudstjenesten som dåb, nadver, trosbekendelse, fadervor og velsignelse. Men når vi synger fem salmer plus ”det løse”, er det vel i stor udstrækning også for afvekslingens skyld ind i mellem alle de andre led. Og at læse brudstykker af tekster fra Det Gamle Testamente og brevene i Det Nye Testamente giver stort set ingen mening for de allerfleste kirkegængere, medmindre teksterne sættes ind i en større sammenhæng.
Jeg vil også nævne de mange bønner. Ved en højmesse bedes der normalt ti bønner, og det er stort set det samme, vi beder om hele tiden. Jeg ville uden problemer kunne skrive samtlige bønner sammen til en enkelt, kort bøn. En sådan enkelt, kort bøn samt fadervor vil efter min mening give mere gennemslagskraft end dette ustandselige bederi.
Og det med de lange og mange bønner var jo netop det, Jesus gjorde op med, da han trak disciplene til side og lærte dem at bede fadervor. Hvorfor har vi så stadigvæk så mange bønner i en dansk højmesse i dag? Er det, fordi vi alligevel synes, det er særlig fromt med mange bønner, eller er det, fordi vi tror, at Gud ikke kan huske mere end fem minutter ad gangen?
For nogle uger siden lød de første linjer i en indgangs-kollekt sådan: ”Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi bekender for dig, at vi er arme elendige syndere….” Det er, som om vi hver eneste søndag vender tilbage til det samme med, at vi er arme og elendige, og det smitter jo af på hele stemningen og på vores attitude i kirken. Der er ikke mange smil eller glædesudtryk at spore.
HVORFOR SKAL VI IGEN og igen tilbage i den samme syndeskyldssituation? Jeg fatter det simpelt hen ikke! Vi er jo elsket og tilgivet og har fået det at vide så tit. Vi er Guds kære børn, der allerede i dåben fik Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv. Er det noget, Gud ønsker, at vi skal bøje os helt ned i elendighed og bekende os som arme syndere igen og igen? Det kan jeg næppe forestille mig! Jeg opfatter det mere som misforstået selvoptagethed, selvplageri og vantro hos os mennesker.
Vil eller tør vi ikke tro Gud på ordet og tage imod den frihed, evangeliet tilsiger os, og så lade det tilgivelsens og kærlighedens ord forpligte os, så vi går ud og bruger mere tid i kærlighedens tjeneste? Gud har jo tilgivet os og erklæret os sin kærlighed og givet os barnekår. Hvad vil det sige at have barnekår? Ja, hjemme hos os betyder det, at vore børn er elsket. Først og sidst. Mon ikke vi må regne med det samme hos Gud?
Hvis vi siger ja til det, er der så ikke noget, vi skal have overvejet og ændret i vores opfattelse af kristendommen og i vores måde at holde gudstjeneste på, så troen, livsglæden og det livsbekræftende slår meget mere igennem?
Ejvind Nielsen,
tidligere sognepræst,
P.P. Ørums Gade 40, 4. th.,
Århus
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad