Nå så hømessen savner udtryk for g l æ d e ?
For mig er den fuld af glæde, dens ord, dens salmer - som kun en ringe prædiken kan spolere - jeg bærer glæden med mig hjem.
Jamen når vi nu skal begynde med ord som: "Vi bekender, at vi er arme og elendige syndere" osv - hvor vi ellers troede vi havde barnekår?
Nej ordene kan ikke være bedre. Selvom mange præster fravælger dem og hellere, søndag efter søndag vil fremstå som skabelsesteologiske og hylde lyset og livet og Guds kærlighed i blomster og korn.
Men det k u n n e jo være at bekendelsen af egen syndighed både var mere reel, i betragtning af at man ikke kan være et levende menneske uden at pådrage sig skyld.
Hvorfor den som er døbt og har barnekår, som dét levende og skyldige meneske det er, igen og igen må forsikres om Guds yndest og gode vilje.
Eller er tingene gjort flade, og der er ikke meget at glæde sig over.
Intet evangelium.

Den danske højmesse er så alvorlig og tynget af dyrkelse af synden, hævder indlægget.
Ja, for nogle år siden i min lokale kirke syntes man næsten kun at have bedemandsminen at sætte på. Undertiden måtte jeg, i kirken, give mig til at tænke på uartigt frække og morsomme situationer for ikke helt at gå til i mismod.
Nu har vi fået en ny præst, der beskrives som en glad og positiv person med stor humor. Sådan vil hun også gerne se sig selv. – og som regel er der kirkekaffe bagefter, hvor man glad kan komme hinanden ved.
Alvoren siger hun er misvisende.Det skal være sjovt at gå i kirke.
Nogle gange bliver jeg nødt til at gå hjem og se Mel Gibson , Passion of Christ , for ikke at ende som et lallende glad Halleluja.
Der synes i visse kristne kredse at være et uudtalt krav om at man skal se glad ud når man skal fotograferes eller blot er på. Det værste er konfirmationerne, hvor præsten overfor alle de kirkefremmede vil vise: Kirken er egentlig så glaaaaaaaad. Smilet strammer som en mundkurv på prædikanterne.

man tror – at alvor et modsætning til glæde eller humor.
I virkeligheden er alvoren en forudsætning for glæde og humor

Når man ved om de manglende proportioner mellem Guds kaldelse og menneskers famlende forsøg på at leve i sin kaldelse, da må man nogle gange bryde ud i en befriende latter.
Ikke for intet talte man i fortiden om påskelatteren
Overfor Kristi opstandelse , som er Guds overraskende opløsning af den menneskelige tragedie, kan man ikke andet end briste udi latter. En latter mod en baggrund af natsort alvor.
Golgatha, hvor al menneskelig tragedie var koncenteret til spidsen på soldatens lanse.
Glád kirkegang, helt alvorligt.
”Herren er nær alle dem som alvorligt påkalder ham” hedder det i en af Davids salmer.
Det burde det også hedde i i Den danske folkekirke.
Med venlig hilsen , Per Vestjyde, sur stodder”

Helt enig i dit indlæg! Intet så glædeligt som netop at høre og selv måtte bekende: arm og elendig synder. For det er jo sandheden: ARM OG ELENDIG og dertil eller i tilgift få forkyndt: at også det ved "Himlen". Det er netop derfor, den lige nu taler til mig som tilfældet - AF ALVOR!

Jeg skal overhovedet ikke gå til eller fra kirke i en menneskelig glæde...Når jeg går derfra, forhåbentlig i en fornemmelse af at have hørt "Sandhedens ord", om glædeligt eller ej! Forudsætningen for, at evangeliet overhovedet i det mindste kan høres, er i hvert fald udgangspunktet: VI bekender for dig, kære himmelske far, at vi er arme og elendige syndere, uanset om vedkommende så i egne og menneskers øjne var at betragte som enten helgen eller engel. Den enkelte ved i hvert fald godt i lønkammeret med sig selv og over for sin Gud: arm og elendig, absolut ikke noget at råbe hurra for!...Ih, nej, hvor det indlæg i KD dog irriterede mig og fik mig til at tænke: gudskelov vedkommende nu emeritus!