Den Arabiske Ligas opbakning til fredskonferencen i Annapolis har sendt chokbølger gennem Hamasstyret i Gaza. Det har medført demonstrationer i Gaza mod fredskonferencen. –
- Scanpix.
Allan Sørensen |
26. november 2007
NYHEDSANALYSE: De arabiske lande har afgørende betydning for, om Annapolis-konferencen vil blive en succes
Det er ikke nogen tilfældighed, at de arabiske lande venter til sidste øjeblik med at melde ud om, hvorvidt de har tænkt sig at møde op og sende deres ambassadører eller udenrigsministre til Annapolis-fredskonferencen, der begynder i morgen. Samtlige arabiske lande i Mellemøsten ved nemlig, at fredskonferencens succes i høj grad afhænger af de arabiske landes opbakning og vilje til at støtte en fornyet og aktiv fredsproces med Israel.
Samtidig ved de arabiske lande, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas’ skæbne i øjeblikket er overladt til de arabiske brødre i regionen. Abbas befinder sig under et massivt pres fra store dele af den palæstinensiske befolkning, der ikke mener, han har mandat til at forhandle på deres vegne. Derfor vil Abbas støde på enorme problemer ved sin hjemkomst til Det Palæstinensiske Selvstyre, hvis han kommer tomhændet hjem.
Men Den Arabiske Ligas lande er en sjælden gang blevet enige om at bakke op omkring Annapolis-konferencen. Det betyder, at alle arabiske lande sender sine udenrigsministre til konferencen, hvilket må betragtes som en succes allerede inden konferencens start. Samtidig kan Mahmoud Abbas ånde lettet op, fordi de arabiske landes opbakning til Annapolis betyder, at det fortrinsvis er ham, de støtter på den palæstinensiske scene, og ikke rivalerne fra Hamas. Den Arabiske Ligas opbakning til Annapolis har sendt chokbølger gennem Hamas-styret i Gaza, der føler sig svigtet og ladt i stikken.
SYRIEN OG Saudi-Arabien er de eneste arabiske lande, der for alvor har tøvet med at sende sine repræsentanter til Annapolis. Syrien kræver til gengæld for sin deltagelse, at diskussionen om de israelsk besatte Golanhøjder bliver taget op. Saudi-Arabien erklærer allerede inden mødet, at der for kongerigets vedkommende ikke bliver noget håndtryk med den israelske delegation. Men alene det faktum, at Israel og Saudi-Arabien er med til samme konference er en historisk udvikling.
Udover Mahmoud Abbas, der uden tvivl krydser fingre for optimal arabisk opbakning for sin egen politiske overlevelses skyld, håber både Israel og USA, at de arabiske landes deltagelse kan ændre på de strategiske forhold i Mellemøsten. For Israels vedkommende er et svagt håb blevet tændt omkring Syriens deltagelse. På det seneste har en række fremtrædende israelske politikere og militære kilder udtrykt håb om at vriste Syrien ud af den forsvarspagt, landet har med Iran. Israels ønske er at isolere Iran mest muligt, og derfor vil det anses som et vigtigt skridt, hvis Israel og Syrien kan samles til forhandlinger, der måske kan blive sat i gang i Annapolis.
FOR ISRAELS vedkommende kan en gradvis opblødning af det kølige forhold til Syrien på længere sigt være med til at inddæmme Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad, der alle på nuværende tidspunkt nyder Syriens fulde støtte. Sker det, vil Annapolis måske ikke blive den store øjeblikkelige succes, men på længere sigt vil konferencen fremstå som et tidspunkt, hvor de moderate kræfter for alvor blev en udfordring for Mellemøstens mange radikale styrer og organisationer.
Men Syrien vil først overveje at opgive sin pagt med Iran, når Golanhøjderne er inden for rækkevidde. I mellemtiden har Syrien og Iran været med til at spænde ben for præsidentvalget i Libanon, hvor Iran, Syrien og Hizbollah i fællesskab har underkendt alle præsidentkandidater. Sideløbende med konferencen i Annapolis skaber den politiske hårdknude i Libanon en sprængfarlig situation, der kan risikere at stjæle al opmærksomhed fra Annapolis.
På den måde er det i bogstaveligste forstand Iran, Syrien og Saudi-Arabien – og knap så meget Israel og USA – der dikterer de kommende ugers udvikling på den mellemøstlige scene. Hvis de vil, kan Syrien og Iran underminere Annapolis-konferencen ved at sætte kedlerne i kog i Libanon. På den anden side kan Syrien og Saudi-Arabien være med til at begynde et nyt kapitel i forholdet mellem Israel og de arabiske lande, hvis de beslutter sig for at sætte sig til bords med Israel.
allan@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad