Danske par tør ikke bryde med traditionelle kønsroller. Mænd bliver mobbet på arbejdspladsen, hvis de beder om barsel, viser ny undersøgelse
Trods lysten til at gå hjemme og passe den lille nyfødte, føler mange mænd sig pressede til at fravælge barslen.
Det viser en ny undersøgelse fra Gad's Research om "Mænd og barsel".
Gamle roller lever
Vi bilder os ind, at den gamle rollefordeling med manden som forsørger og kvinden som børnepasser er på vej ud.
Men når det kommer til stykket lever den i bedste velgående, lyder det fra seniorkonsulent i Gad's Research, Kasper Andreasen.
- Det er tydeligt, at området er fyldt med "korrekte" holdninger, men når det kommer til, at man selv skal være mønsterbryder, så er det svært, siger han ifølge ritzau.
Mænd bliver mobbetMændene i undersøgelsen tør ikke gå på barsel, fordi de er bange for reaktionerne fra omverdenen. Flere af deltagerne har således oplevet direkte mobning. Som en mandlig deltager i en af fokusgrupperne udtrykker det:
- Det er mere naturligt, at kvinden tager barslen - min mester grinede, da jeg sagde, at jeg ville tage et halvt års barsel.
Svært at slippe moderrolleFor kvinderne spiller det at gå på barsel og være mor en central rolle for deres kønsidentitet.
- Vi vil gerne leve op til en rolle, og det sted, hvor vi virkelig kan gøre os 100 procent er i moderrollen - ingen kan gøre det bedre end os, og derfor er den vanskelig at give slip på, siger en af de kvindelige deltagere i undersøgelsen.
- Hvis så manden kan klare det lige så godt som kvinden, så sker det måske på bekostning af kvindens selvværd, siger hun.
Ikke nok med barselsreglerTrods et udbredt ønske om ligestilling erkender mange af deltagerne, at man nemt ender i de traditionelle kønsroller, når man bliver forældre.
De nuværende barselsregler er derfor langt fra tilstrækkelige, hvis mænd skal tage en større del af barslen.
- Hvis man i Danmark vil noget seriøst på dette område, kan man ikke lade ligestillingskampen foregå på arbejdspladserne eller i hjemmene, siger Kasper Andreasen.
- Vores undersøgelse er en tydelig indikator på, at hvis man vil ligestilling, så må der helt andre initiativer til på området, siger han.