Tobias Stern Johansen |
30. november 2007
En flok bedsteforældre protesterer foran asylcentrene, og Københavns biskop holder igen i år en julegudstjeneste for de afviste asylansøgere. Præsterne, som tidligere har protesteret mod asylpolitikken, afventer regeringens aftale om de afviste irakere
Mens regeringen skal til at forhandle om en aftale om de afviste irakiske asylansøgere, fortsætter protesterne mod forholdene for de afviste asylansøgere.
Bedsteforældre har hver søndag i de seneste uger demonstreret foran asylcentret Sandholm. På søndag udvider de protesten og opfordrer til at møde op foran centret Kongelunden på Amager for at vise sympati med de familier, der i årevis har boet i asylcentre, skriver Ritzau.
Kirker tænder lysOgså præsterne fortsætter deres protester. Flere steder i landet holdes forbønsgudstjenester, og lys tændes for de irakiske familier og deres børn.
Tirsdag den 11. december er det Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, der prædiker for irakerne. Han rettede før valget en appel til politikerne om at påtage sig et menneskeligt ansvar for de afviste irakiske asylansøgere.
- De er vores særlige ansvar i en verden med millioner af flygtninge og asylansøgere, siger han.
Vil sende asylpolitik på museumStøttekredsen for flygtninge i fare vil oprette et nyt flygtningemuseum, der skal fortælle om flygtninges retsstilling og vilkår i Danmark.
Send asylpolitikken på museum, lyder det fra støttekredsen, der opfordrer danskerne til at købe andele i det kommende museum i julegave.
Præster afventer asylaftale
Præsteinitiativet "Der er stadig ikke plads i herberget" lever også fortsat, men afventer resultatet af regeringens asylaftale, før der sendes appeller til regeringen om en mere humanitær asylpolitik.
Præsteinitiativet støttes af omkring 200 præster.
Opfordringen til præsterne om at tage asylpolitik med, når de i julen forkynder evangeliet fra prædikestolene, venter de ligeledes med, siger sognepræst Bodil Hindsholm Hansen.
Hun er en af de tre Mariager-præster, der for et par år siden etablerede initiativet som en reaktion mod regeringens asylpolitik.
Håber på bred aftale
- Vi afventer og ser, om der kommer nogle åbninger med den nye integrationsminister. Situationen er jo lidt forandret i forhold til sidste år og forrige år, men hvor langt det rækker, ved vi ikke endnu, siger Bodil Hindsholm Hansen.
- Vi vil først se, hvordan forhandlingerne om en ny, bred asylaftale kommer til at forløbe. Om det bliver en bred aftale om asyl, eller om det bliver en lille bitte aftale om, at 65 familier kan få lov til at flytte ud af asylcentrene, siger hun.
Præsteprotest tiltrak 500 støtter
I januar gennemførte 11 af Hillerøds præster en protestaktion mod regeringens asylpolitik.
Mere end 500 mennesker støttede aktionen, som mundede ud i en forbønsgudstjeneste for både kristne og muslimer. Protesten mødte modstand fra den yderste politiske højrefløj.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad