Ny Alliance vil ikke være regeringens nikkedukke

Ny Alliance vil ikke nikke til forslag, som er aftalt med Dansk Folkeparti, og som Ny Alliance ikke har indflydelse på. Derfor gik partiet over til oppositionen

Regeringen kan ikke tillade sig at klage over Ny Alliances samarbejde med oppositionen, når regeringen laver aftaler med DF for næsen af Ny Alliance, lyder det fra partiet. -
Regeringen kan ikke tillade sig at klage over Ny Alliances samarbejde med oppositionen, når regeringen laver aftaler med DF for næsen af Ny Alliance, lyder det fra partiet. -.

Regeringen er skuffet over, at Ny Alliance ikke stod bag regeringen i forslaget til en fælles vedtagelse om den politiske linje ved torsdagens åbningsdebat i folketinget.

Men det kan regeringen slet ikke tillade sig, lyder det fra Ny Alliances Anders Samuelsen.

Vred på regeringen
Han er vred over regeringens reaktion på, at Ny Alliance i stedet gik sammen med oppositionen om et forslag baseret på regeringens egen asyl-, skatte- og ulandspolitik.

- Vi gav regeringen et klart tilbud med nogle supplerende ting udover det, de foreslog. Men vi fik at vide, at der ikke kunne ændres noget som helst. Og når regeringen så bagefter lader Dansk Folkeparti lægge det frem i salen, så kan vi ikke bare sidde og nikke, siger Anders Samuelsen til Ritzau.

Allierede sig med oppositionen
Ny Alliance fremsatte sammen med SF, Socialdemokraterne og De Radikale et forslag til vedtagelse, der var hentet i de dele af regeringsgrundlaget, som Dansk Folkeparti ikke støtter.

Men regeringspartierne stemte for Dansk Folkepartis forslag om at gå hurtigt igang med forhandlingerne om en kvalitetsreform.

Det forslag havde regeringen på forhånd stemt af med Dansk Folkeparti. Og fordi Ny Alliance ikke kunne få indflydelse på indholdet, gik de sammen med oppositionen om at fremsætte et forslag baseret på regeringens egen politik - for at udstille det, de opfatter som manglende vilje til bredt samarbejde.

En enlig svale
Anders Samuelsen er dog sikker på, at der er tale om en enkeltstående fejl fra regeringens side.

- Jeg tror, der har været nogle interne misforståelser, og regeringen begik en række fejl. Vi blev forelagt noget, som vi kunne nikke til eller lade være, siger Anders Samuelsen.

- Vi føler os overbeviste om, at det er en enlig svale og at regeringstoppen ikke ønskede det her. Jeg tror, det kommer til at fungere anderledes fremover, siger han.