Efter to år blev hemmelighedskræmmeriet dog for hårdt psykisk for Preben Bakbo Sloth. Han tog mod til sig og fortalte nære venner om sin situation:

– Jeg sagde det til personer, som, jeg mente, kunne forholde sig til det. Derefter begyndte jeg langsomt at sige det til alle. Men familien fik det først at vide til sidst.

Preben Bakbo Sloth er fra en indremissionsk baggrund og har rødder i det midtjyske. Han vidste, at sex her var noget, der hørte ægteskabets rammer til. Derfor var han specielt nervøs for at fortælle familien om hiv-sygdommen:

– Min bror, som jeg har et godt forhold til, tog det pænt. Men jeg kunne mærke, at min søster og far skammede sig over at have en syndig lillebror og søn. Og det gør min far stadig.

Omverdenens reaktioner er ofte frygtet af den hiv-positive. Ifølge rapporten Hiv og Levekår vælger 58 procent af alle adspurgte hiv-smittede ikke at fortælle om sygdommen til kolleger.

Preben Bakbo Sloth arbejder til daglig på en institution for psykisk og fysisk handicappede i Københavns Nordvestkvarter. Han havde heller ikke fortalt kollegaerne eller ledelsen om sin hiv-status, da han først startede på jobbet. Men i forbindelse med frivilligt arbejde i Den Folkekirkelige Aidstjeneste og Hiv-Danmark blev han eksponeret i medierne, og kollegaerne fandt ud af det:

– De første tilbagemeldinger var positive. Folk kom op til mig og sagde godt gået. Men under en afskedsfest for et par kolleger, fik en for meget at drikke. Han sagde til mig, at jeg skulle have sagt, at jeg havde hiv, inden jeg startede.

– Jeg forklarede ham, at det havde jeg ikke pligt til. Desuden spurgte jeg ham, om han troede, at jeg ville have fået jobbet, hvis jeg havde fortalt dem om min hiv-status.

På trods af den generelle opbakning satte episoden mange tanker i gang:

– Jeg tænkte, skal jeg nu igennem det igen? Jeg har jo hård hud, men derfor gør det jo stadig ondt. Han henvender sig jo til mig, fordi han har et problem med mig som hiv-smittet.

Preben Bakbo Sloth peger på, at siden midten af 1990’erne, hvor hiv- og aids-kampagner kørte på deres højeste, er danskernes viden om sygdommen faldet. Og det leder til stigmatisering af dem, der lever med hiv og aids.

Dette vidner en rapport produceret for AIDS-Fondet om. Heri fremgår det, at næsten hver femte dansker slet ikke ønsker at omgås en hiv-smittet. Og det tal beviser den stigmatisering, der finder sted, mener Preben Bakbo Sloth. Han har selv set, hvad samfundets udelukkelse kan betyde for personer med hiv og aids:

– Mange ender i ensomhed. Jeg ser det ofte. Nogen forsøger at dulme smerten i ensomheden med alkohol og stoffer.

– Det værste ved stigmatiseringen er oplevelsen af, at ens identitet bliver ødelagt. Man mister sin inderste kerne og sit selvværd. Man mister den værdighed, man burde have som fuldgyldigt medlem af dette samfund.

En måde at nå ud til alle dem, der ikke til daglig har kontakt med en af Danmarks 5500 hiv-smittede på er ifølge Preben Bakbo Sloth at lave nye kampagner:

– Jeg tror, vi skal have nogle kampagner, som rammer bredt. De skal ikke være så voldsomme, som i 1990’erne. Kampagnerne skal både rettes mod folks viden om smitteveje, som er mindre i dag end i 1990’erne, men også mod folks omgang med mennesker med hiv. Ellers stopper stigmatiseringen ikke.

klitgaard@kristeligt-dagblad.dk