Hvilken side er englene på?

Han trænger efterfølgende ud fra Helvede og begiver sig til den nye verden, som Gud har skabt efter englenes oprør – og først nu starter den handling, vi kender fra Bibelen, og forklaringen på slangens sælsomme optræden er altså, at Satan havde skjult sig i det harmløse krybdyrs krop.

I Miltons verdensbillede er der altså oprindeligt ikke nogen Djævel – ligesom der stort set heller ikke er i hele Det Gamle Testamente. Der er kun engle, men de kan til gengæld optræde på begge sider af en konflikt, som mennesker ikke kan undgå at blive inddraget i.

Netop denne vinkel på konflikten mellem godt og ondt trækker Philip Pullman på i "Det gyldne kompas" og dens to efterfølgende bind. For aldrig før har vi da læst noget hjemme hos os, der så åbenlyst handlede netop om det gode og det onde – men hvor det var så vanskeligt at få sort/hvidt rede på, hvem der er på hvilken side i konflikten.

Inspirationen strækker sig som nævnt længere tilbage end Miltons epos. Tanken om, at himmelske væsener kan blive lokket på afveje og handle ondt, er der en diskret antydning af allerede i Bibelen, selv om det her ikke er noget, der sker forud for verdens skabelse: I Første Mosebog (kapitel 6) er der en gådefuld passage om "gudssønnerne", altså himmelske væsener, som får børn med menneskelige kvinder. Det bliver tilsyneladende den direkte anledning til syndfloden, men vi får i øvrigt ikke meget at vide om episoden. De bibelske redaktører har øjensynligt næsten følt sig forlegne over sagen.

EN TILSVARENDE tilbageholdenhed plager ikke den righoldige litteratur af bibellignende skrifter, som ikke kom med i den bibelske kanon: Der kan læses væsentlig mere om sagen i de gamle pseudepigrafer. "Jubilæerbogen" fra det andet århundrede f.Kr. fortæller for eksempel udtrykkeligt i sin skabelsesberetning om, hvordan snesevis af forskellige kategorier af engle blev skabt af Gud på den første dag, inden jordiske levende væsener blev til, og hvordan de siden steg ned på jorden og blev anledning til Guds vrede, der kulminerede i syndfloden.

"Første Enoks Bog", hvis første del nok er endnu ældre end "Jubilæerbogen", skildrer forløbet i flere detaljer: Nitten navngivne engle gifter sig med menneskelige kvinder og lærer menneskene en række nye færdigheder, der spænder fra kødæderi (og muligvis også kannibalisme) over trolddom og smedearbejde til brugen af smykker og øjensminke! Og Gud nøjes ikke med at sende en global oversvømmelse for at få has på de rebelske engle og deres naturstridige afkom; forud for syndfloden blive forskellige engle fra himlen sendt ud som guddommelige stormtropper med ordre til at nedkæmpe hver sin del af oprøret. Her har vi måske den tidligste udgave af det krigssceneri, som Milton skildrede.

En bestemt skikkelse bliver i "Første Enoks Bog" sendt ud for at læse dommen højt for oprørerne, nemlig Enok. Også ham kender vi fra Første Mosebog, i en endnu kortere og mere gådefuld passage: "Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort". Dén ene bibelske sætning er toppen af et isbjerg af apokryfe overleveringer: At Gud "tog" Enok betyder ifølge en hel stribe skrifter fra oldtiden, at Enok ikke døde, men blev taget op til himlen og gjort udødelig, måske forvandlet til en engel – eller ligefrem gjort til en slags underordnet gud.

Mest udførligt bliver dét skildret i "Tredje Enoks Bog", som nok stammer fra den tidlige middelalder, altså flere århundreder efter selv de seneste bibelske skrifter. Her forvandles Enok til en engel, der er "så lang og så bred som hele verden", han får navnet Metatron og bliver indsat som den overordnede fyrste over alle englene. Ja, Gud kalder ham sågar for "den lille Jhwh (Jahve, red.)" – giver ham altså Guds eget navn. Og da en rabbiner i et syn ser Metatron sidde på en trone, siger rabbineren, "så er der altså to magter i himlen", det vil sige, han anser Metatron for at være Guds ligemand.

OG I "DET GYLDNE KOMPAS"-trilogiens to sidste bind møder hovedpersonerne både engle, som er udsendt af Metatron – og engle, som er på det modsatte parti. De er med andre ord havnet midt i en ny udgave af den krig, som i de gamle religiøse skrifter var fjern fortid. Og mens Bibelen ikke lader sin læser i tvivl om, at det er meningen, man skal holde med Gud og hans lydige undersåtter – så er det lidt vanskeligere at orientere sig, når man pludselig er omgivet af navne som Balthamos og Metatron, stort set uden at vide, hvad krigen egentlig handler om. Og det er netop den situation, børnene i Pullmans bøger befinder sig i.

Og det er lige præcis Pullmans provokerende morale, at eftersom det er sejrherrerne, der skriver historien, kan man ikke stole på den skildring, de religiøse institutioner i deres skrifter har givet af forholdet mellem godt og ondt. Det kan sagtens tænkes, at det, kirken kalder godt, er ondt – og omvendt. Og så må man nødvendigvis holde med de oprørske engle.

Bøgerne har altså en tydeligt religionskritisk dagsorden (rygterne hævder dog, at den er nedtonet i filmen). Men aldrig før har en religionskritiker da udtrykt sig så religiøst! Ikke blot er skildringerne af sjælen, engle, dødsriget og messiasprofetier medrivende og engagerede.

Men den kristne understrøm i fortællingen er svær at bortforklare, uanset om forfatteren har ønsket den eller ej: Når man skriver en historie, hvor grusomhed og egoisme besejres af medfølelse og offervilje, og hvor plagede sjæle i dødsriget befries af en uskyldig, der frivilligt stiger derned for deres skyld, så bliver det kristne grundlag altså ikke væk, blot fordi man lader en engel fra himlen spille rollen som skurk.

Fromme såvel som ufromme bør altså unde sig en tur i biografen – og ikke mindst til boghandleren eller biblioteket. Der er masser at komme efter.

Søren Holst er adjunkt ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet