Michael Bach Henriksen |
5. december 2007
Philip Pullman-debatten bør hilses velkommen
Om Adams brøde fjernt i tidens gry/
om den forbudne frugt, der blev til død/
(...) sjung, Himlens sangmø (...)
Sådan begynder 1600-tals forfatteren John Miltons store digtfortælling, ”Det tabte Paradis”, og den sang, som Himlens sangmø synger, nynner den nulevende engelske forfatter Philip Pullman med på.
Han er dybt inspireret af Milton i tre fantasybøger med den samlende titel ”Hans mørke stof”. Bøgerne er solgt i kæmpeoplag over hele verden og filmatiseringen, der får verdenspremiere på fredag, ventes at blive en stor succes.
Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, har bøgerne vakt voldsom debat i udlandet, og indflydelsesrige kristne grupper opfordrer til boykot af filmen forud for premieren. Kernen i debatten er, at Pullman i sine bøger retter en kraftig kritik mod kirken og fremstiller den i et fordrejet perspektiv, der falder især amerikanske katolikker for brystet. En del af kritikken går desuden på, at bøgerne præsenterer et dystert og dæmonisk univers, der er skadeligt for børn uden den nødvendige teologiske og kulturhistoriske ballast.
Der er ingen tvivl om, at Pullman mener sin religionskritik alvorligt. Han er erklæret ateist og har som mission at præsentere et alternativ til historieskrivningen, som han mener, kirken gennem tiden har haft monopol på og har fordrejet. Pullman spiller også med åbne kort litterært set. Han mener ikke, at beslægtede forfattere som J.K. Rowling og C.S. Lewis, hvis bøger også er filmatiseret, er særligt gode. Nej, Pullman ser sig selv i slægt med de store klassikere fra litteraturhistorien og sammenligner hellere sig selv med Milton end med Harry Potters mor.
MILTONS DIGT handler om, hvorfor slangen i paradiset handlede, som den gjorde. Milton skriver, at det var Satan, der gav slangen ideen og dermed introducerede ondskaben i en verden, der ellers var skabt fuldkommen god.
Digteren kredser dermed om det klassiske teodicé-problem, der handler om, hvordan der kan være ondskab i en verden skabt af en almægtig og god Gud, og Philip Pullman tager samme spørgsmål op 400 år senere. Han brygger videre på Miltons epos og skaber sin egen fortolkning af kampen mellem det gode og det onde. En fortolkning, der altså er faldet mange kristne for brystet.
Det er dog værd at kigge nærmere på Pullmans bøger, inden man kaster sig over forfatteren og opfordrer til boykot af filmen. Som teologen Søren Holst skriver i dagens kronik, er Pullmans argumenter ikke ukendte for de bibelske forfattere. Det gælder i det hele taget, at Pullman er overordentlig godt klædt på til at kritisere kristendommen. Han gør det nemlig på baggrund af et solidt kendskab til den teologiske tradition, og hans bøger er, i kronikørens fortolkning, religiøs religionskritik.
DETTE KAN NOK LYDE som et paradoks. Og et paradoks, der er værd at gå i clinch med. Herved adskiller Pullman sig fra megen anden nutidig religionskritik, der sjældent præges af stort kendskab til den teologiske tradition. Fra udlandet oversættes i denne tid en strøm af religionskritiske bøger fra blandt andre Sam Harris, Christopher Hitchens og Richard Dawkins, hvis bærende pointer baserer sig på en næsten militant formuleret argumentation og et firkantet billede af, hvad religion er for en størrelse. I strømmen af intellektuelt dovne ateistiske forfattere er Pullman en seriøs samtalepartner for enhver troende.
Der er derfor grund til at hilse den verdensomspændende Pullman-debat velkommen. Præster, undervisere og alle andre, der beskæftiger sig med børn og unge, bør tage den store interesse, der hersker for fantasy-universet, seriøst og bruge Pullmans bøger – og nu filmen – som en anledning til seriøs samtale om de store begreber godt og ondt, Gud og Satan. Samt om litteraturens store klassikere, som nu Milton og ”Det tabte Paradis”.
mbh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad