For første gang tilbyder tre sogne i København, at deres kirker blive taget ud af den almindelige drift for at spare penge
Tre sogne i København er parate til at tage en kirke ud af den almindelige drift og eventuelt leje den ud til et andet formål. I årevis har kirkerne i det indre København og på brokvartererne hårdnakket sagt nej, hver gang debatten om kirkelukninger og sognesammenlægninger er dukket op. Men i forbindelse med en høring om hovedstadens fremtidige sognestruktur har sogne på Nørrebro og Østerbro indvilget i at stille folkekirkens kirkebygninger til rådighed for andre formål.
I mange år har det været diskuteret, om der er for mange kirker i byen i forhold til antallet af brugere.
Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i de høringssvar, som 65 københavnske menighedsråd har afgivet om biskop Erik Norman Svendsen og stiftrådets strukturforslag, der vil lukke 10 sognekirker og slå et større antal sogne sammen. Formålet er at spare penge og bruge dem på nye kirkelige aktiviteter til gavn for kirkesøgende københavnere.
– I forhold til tidligere er der i dag større forståelse for at tage kirker ud af drift og sammenlægge sogne, siger Inge Lise Pedersen, menighedsrådsformand på Frederiksberg og formand for Københavns Stiftsråd.
I Blågården Sogn på Nørrebro råder man over Helligkors, Brorson og Blågården Kirker.
– Når man ikke holder gudstjeneste hver eneste søndag, kan man spare en organist, kordegn og kirketjener og leje eller låne lokalerne ud til for eksempel en forening som ”Hus forbi”, siger menighedsrådsformand Svend Hovard.
Fredens-Nazareth på Østerbro er et tosogns-pastorat, og sognepræst Børge Rasmussen oplyser, at når der skal spares i stiftet, kan man nøjes med den ene kirke og leje den anden ud. I nabosognene Davids og Rosenvængets på Østerbro gør man sig samme tanker.
– Jeg tror ikke på kirkelukninger her og nu, siger Erik Norman Svendsen.
– Men nogle kirker vil kunne tages ud af daglig sognekirkelig brug og derefter i større eller mindre omfang kunne bruges til andre kirkelige aktiviteter. Om der i fremtiden skal lukkes kirker, vil først og fremmest afhænge af økonomien, siger biskoppen.
vincents@kristeligt-dagblad.dk