Kirken har missioneret sig ind på helligdage

Bevidst strategi at lægge kristne helligdage på hedenske og jødiske festdage – også julen

Julen står for døren. Og for langt de fleste folkekirkedanskere er det årets største højtid. For de fleste en glædens tid, der kombinerer familiesamvær, minder og kristendom. Sådan har det ikke altid været. Julen var engang – som mange af kirkens store højtider – en kampplads, hvor kristne med smart strategi fyldte et andet indhold ind i allerede eksisterende fester for at vinde folk for den nye tro. Og som det fremgår af nedenstående citat fra 661, så blev slagets gang ikke overladt til tilfældigheder.

”Afgudstemplerne bør ikke ødelægges. Spred helligt vand i templerne og erstat nationernes afgudsstatuer med altre og relikvier. For hvis templerne er godt bygget, er det nødvendigt, at de konverteres fra huse, hvor Djævlen tilbedes til tjeneste for den sande Gud. Når disse nationer ser, at deres templer ikke ødelægges, vil de stadig være familiære områder for dem.”

Pave Gregor den Store var meget specifik i sin omvendelsesstrategi, da han i 661 sendte en gesandt til England med instrukser til missionæren Augustus om, hvordan englænderne skulle overbevises om kristendommen som den bedste religion. Paven råder også til, at dyreofringer bibeholdes, men gives et andet indhold. På den måde kunne man hurtigere bringe folk til den nye tro.

Strategien virkede. Og den blev også brugt på mange andre områder: For eksempel helligdage. Her svarer julen til vintersolhverv og påsken til både forårsjævndøgn og den jødiske påske – pesach.

– Kristendommen har ikke stjålet de hedenske helligdage. Den har bygget videre på dem, forklarer religionssociolog, ph.d. Morten Warmind, der blandt andet er ekspert i keltiske og nordiske religioner.

Han forklarer, at mennesket altid har haft årsfester. I et agerbrugersamfund er årets gang utrolig vigtig. Indtil for få århundreder siden var der hverken almanakker eller ure – derfor fik solen en kolossal betydning.

I vores høje nord holdt man styr på dagenes længde. Og i det romerske rige, som spredte kristendommen op gennem Europa, havde solen også en kolossal betydning. Tidsmæssigt er det ifølge Warmind meget svært at sætte nøjagtige årstal på den langsomme udvikling i højtiderne.

– I det gamle Rom var der en udbredt dyrkelse af solguder, og det gjaldt også festerne for solguderne omkring december. Kejser Konstantin, som gjorde kristendommen legal fra 313 – kristendommen blev det romerske riges statsreligion i 380 – troede formentlig, at Jesus var en slags solgud, siger Morten Warmind.

Det mener han blandt andet, fordi den kristne helligdag søndag er solens dag.

Men julen spillede langtfra en stor rolle i kristendommens første århundreder.

Det gjorde påsken til gengæld – og sådan er det stadig blandt teologer, mens folket i langt højere grad fejrer jul og Jesu fødsel. Påsken har fået nye klæder fra tidligere tiders forårsjævndøgn og jødisk pesach, som selvfølgelig stadig spiller samme rolle for jøderne. Her spiller blodet en stor rolle. For jøderne var det lammeblodet på jødiske dørkarme, så deres førstefødte, modsat egypternes, ikke blev slået ihjel. ”Forbi-gåelsen” og den efterfølgende udfrielse fra slaveriet markerede dem som det udvalgte folk. For de kristne, som lagde kristne symboler ned over denne vigtigste jødiske højtid, var Jesus påskelammet. Gennem at drikke hans blod – i nadveren – fik kristne evigt liv. Det var ifølge de kristne den nye aftale med Gud, som omfattede alle kristne.

Der findes stadig trossamfund, som kun fejrer nadver i påsken, blandt andet mange baptister.

– Og pinsen markerer også en overtagelse af en jødisk helligdag. For jøderne er det Moses, der præsenterer jøderne for loven med stentavlerne, der markerer jødedommens fødsel. De kristne lagde helligånden ovenpå og fejrer den kristne kirkes fødsel. Som med andre helligdage blev der lagt et sprogligt religiøst lag udenpå, siger Morten Warmind.

Men på et tidspunkt skulle julen jo fastsættes. Som nævnt fejrede romerne allerede en solgud i december. Og i mange lande fejredes også vintersolhverv, hvorfra der igen bliver længere dage.

– Modsat påsken, som man havde en ide om hvornår lå – nemlig i forbindelse med pesach, og Jesu korsfæstelse dagen før sabbatten, så havde ingen nogen anelse om, hvornår Kristi Fødsel var. Derfor fandt man ud af, at man passende kunne fortrænge en fest, som lå der i forvejen, siger professor, dr. theol. Mogens Müller.

Og ifølge Dansk Folkemindesamlings tidligere leder Jørn Piøs bog om julen, så blev den første jul fejret den 25. december 336.

De skandinaviske lande hører til det fåtal af lande, som ikke ændrede navnet på den gamle fest. Jul betyder bare fest. I de angelsaksiske lande hedder det Kristmesse – Christmas.

Kirkehistoriker og dr.theol. Martin Schwarz Lausten mener også, at formålet med at lægge helligdage oven i førkristne festdage havde til formål at give allerede eksisterende festdage et nyt indhold. Så blev den nye tro fra begyndelsen nemmere at acceptere.

– For eksempel er der mange ritualer, som kirken direkte overtog. Når man før indviede øl til Odin, så gjorde man det nu til Marias ære. Og det har heller ikke været svært at gå i procession ud over marker – det gjorde man før for frugtbarhedsgudinden Freja, og nu med helgenbilleder. Det var en bevidst missionsstrategi fra kirkens side, siger Martin Schwarz Lausten.

På samme måde er den kristne gudstjeneste en næsten tro kopi af den jødiske med hymner og befalinger, som prædiken hed dengang.

Strategien med at kombinere nyt med gammelt stoppede ikke i kristendommens barndom. I forbindelse med reformationen i 1500-tallet brugte protestanterne nøjagtig samme fremgangsmåde.

– Nye sange og salmer blev skrevet på kendte katolske salmemelodier, de katolske kirker blev brugt til protestantiske gudstjenester. Og skriftemålet holdt Luther i de første år også fast ved, siger Schwarz Lausten, som tilføjer, at der i brudsituationer som for eksempel reformationen i 1500-tallet spilles mellem kontinuitet og fornyelse.

Ifølge Martin Schwarz Lausten er julen i dag i den grad blevet en folkefest – den har for længst fortrængt vintersolhvervet, selvom asesamfundene i Danmark har givet det ny aktualitet. Samtidig er julen også den højtid, der kan samle flest kirkegængere.

– Men vi ved ikke meget om, hvad der driver folk i kirke juleaften. Om det er tro, eller om gudstjenesten hører med til scenografien i julen. Tilsyneladende ønsker folk en religiøs ramme om festen.

Morten Warmind udtrykker det på en anden måde.

– I virkeligheden kan man groft sagt sige, at julen nu er hedensk igen. Vores forfædre åd, drak og brugte for mange penge ved juletid, og den urkraft er tilsyneladende så stærk, at den synes at fortrænge det kristne budskab som kirken gennem mange århundreder har lagt ind over vintersolhverv og solguder.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk