De Konservatives tidligere formand og tidligere politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, smækkede eftertrykkeligt med døren, da hun i går forlod partiets folketingsgruppe på Christiansborg
Hun kalder magt- og ledelsesforholdene ”absurde”, efter at hun efter valget blev frataget posten som politisk ordfører. Den primære årsag var åbenlyst, at hun op til De Konservatives landsråd i september skrev to kontroversielle kronikker. I den ene lagde hun op til, at der skulle nedsættes en ligestillingskommission, og i den anden, at EU-traktaten skulle ud til folkeafstemning – imod regeringens og De Konservatives ønske.
Gruppeformand Helge Adam Møller beskyldte hende for at være illoyal, men lovede dog også, at hun fortsat kunne være partiets politiske ordfører. Umiddelbart efter valget den 13. november skiftede en enig folketingsgruppe hende dog ud med Henriette Kjær.
Nedturen for Pia Christmas-Møller begyndte dog meget tidligere.
Tilbage i 1998 blev hun leder af partiet i halvandet år efter Per Stig Møller. Han havde overtaget ledelsen, efter at den hidtidige leder, Hans Engell, blev tvunget fra posten på grund af sin spirituskørsel og sammenstød med en betonklods på Helsingør-motorvejen. Den interne fløjkrig blev dog først bilagt, da den nuværende leder, Bendt Bendtsen, trådte til i 2000.
Pia Christmas-Møller har været i Folketinget i 20 år, men trods sin store parlamentariske erfaring blev det hverken i 2001 eller 2005 til en ministerpost i VK-regeringen.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk